Fred og tilhørsforhold

Fred af tilhørsforhold

Jesaja 43:1-7

Af Billy Dempsey

Vores tekst denne morgen kommer fra profeten Jesaja, kapitel 43, vers 1 til 7. Og I finder den på side – hvis I bruger prædikestolens Bibel – side 603. Den umiddelbare sammenhæng for hvad Jesaja siger her i kapitel 43 – kapitel 42 er selvfølgelig den bredere sammenhæng; sangen om den lidende Tjener – kapitlerne 40 til 55 i Jesajas bog. Kapitel 42, et kapitel hvor Gud taler om den kommende Tjener af Herren, det nye Han forbereder i Ham, Hans ønske om at nationerne skal se Hans lys. Men så slutter kapitel 42 med det sørgelige tilstand af Hans folk. De er blinde og døve. Kapitlet slutter med sprog om Gud, der udgiver sin vrede. Det er en dyster afslutning, og det sætter scenen for begyndelsen af kapitel 43 i hvad jeg kalder “Fred af tilhørsforhold”.

Lad os bede, og så vil vi læse kapitel 43, vers 1 til 7.

Fader, dette er Dit Ord; vi er Dine folk. Tal. Lad os høre. Giv klarhed i sindet. Plant disse sandheder dybt i vores hjerter. Nær vores sjæle. Udstyr os. Fader, kom nær. Hør os, når vi beder i Jesu navn og for Hans skyld, amen.

Jesaja kapitel 43, begyndende med vers 1:

Men nu siger Herren, han, der skabte dig, Jakob, han, der dannede dig, Israel: "Frygt ikke, for jeg har forløst dig; jeg har kaldt dig ved navn, du er min. Når du går gennem vandet, vil jeg være med dig; og gennem floderne skal de ikke overvælde dig; når du går gennem ilden, skal du ikke blive brændt, og flammen skal ikke forbrænde dig. For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige, din Frelser. Jeg giver Ægypten som din løbansomkostning, Kus" (det vil sige, Etiopien), "og Seba i stedet for dig. Fordi du er kostbar i mine øjne, og æret, og jeg elsker dig. Jeg giver mænd i stedet for dig, folk i stedet for dit liv. Frygt ikke, for jeg er med dig; jeg vil føre dine efterkommere frem fra østen, og fra vest vil jeg samle dig. Jeg vil sige til norden: Giv op, og til syd: Hold ikke tilbage; før mine sønner frem fra fjernt og mine døtre fra jordens ende, enhver, der er kaldt ved mit navn, hvem jeg skabte til min ære, hvem jeg dannede og gjorde."

Alle mennesker er som græs, og hele deres herlighed er som markens blomster. Græsset visner, og blomsten falder, men vores Guds Ord står evigt.

Hvad er "Fred af tilhørsforhold"? Nå, måske burde vi starte med at definere: "Hvad er tilhørsforhold?" Lad mig fortælle dig, hvor jeg vil gå hen i denne prædiken i dag. Vi vil tale om, hvad tilhørsforhold er, vi vil tale om, hvordan tilhørsforhold ser ud, og så vil vi afslutte med at stille spørgsmålet: "Hvorfor betyder det noget?"

Hvad er tilhørsforhold?

Hvad er tilhørsforhold? Lad os se på det sprog, som Esajas bruger i vers 1. “Men nu siger Herren, han, der skabte dig, Jakob, han, der formede dig, Israel: 'Frygt ikke, for jeg har forløst dig; jeg har kaldt dig ved navn, du er min.'” Du genkender store bibelske temaer der – skabte dig; formede dig; forløst dig. Vi tænker på den store udvandring fra Egypten – Gud forløste sit folk fra slaveri og bosatte dem i det lovede land, det land, han havde lovet Abraham. “Forløst dig” – det hebræiske ord, “gaal,” er “forløser” – tænker i retning af “frelsende, beskytter,” ligesom Boaz var frelsende, beskytter for Rut og hendes svigermor, Naomi; slægtning-forløseren, der sikrede deres fremtid ved sin forløsende handling. Det er et billede på, hvad Gud beskriver om sig selv; at han har forløst dig. Han har sikret fremtiden for sit folk ved sin forløsende handling på deres vegne.

“Kaldte dig ved navn” – igen, tænk på hans forhold til Abraham; tænk på hans forhold til Sara, hans kone. Hvordan han ændrede deres navne; han kaldte dem ved navn. Tænk på Noah. Han kaldte Noah ved navn. Han indrømmer dem, som han kalder ved navn, en nær relation til sig. Ligesom en forælder og et barn, åbner Gud dørene til adoption, og hans folk bliver ikke bare hans undersåtter, men hans sønner og døtre. “Jeg har kaldt dig ved navn.” Til sammenligning, lyt til, hvad han siger i Psalmer 1, som vi læste for et par uger siden. “Herren kender de retfærdiges vej, men de ugudeliges vej,” siger han, “vil omkomme.” Den vil forsvinde; den vil ikke vare. Eller endda mere præcist, hvad Jesus siger i Matthæus kapitel 7, begyndende med vers 21. “Ikke enhver, der siger til mig: 'Herre, Herre', vil komme ind i himlenes rige. Men den, der gør min Faders vilje, som er i himlen.” Til dem, der siger: 'Herre, Herre', men ikke gør hans Faders vilje i himlen, siger Jesus: “Jeg vil sige til dem: 'Jeg kendte jer aldrig. Jeg kendte jer aldrig. Gå bort fra mig.'” Gud siger om hans folk: “Jeg har kaldt dig ved navn. Jeg kender dig. Jeg kender dig indgående. Jeg har kaldt dig ved navn.”

Og så kroner han det hele med “I er mine”. Tænk igen på den store scene, hvor Gud samler sit folk til sig selv på Sinai efter alle de klimaktiske begivenheder under udvandringen. Han samler dem til sig selv på Sinai. Han siger: “I selv har set, hvad jeg gjorde med egyptierne, hvordan jeg bar jer på ørnekroner og bragte jer til mig selv. Nu, derfor, hvis I i sandhed vil lytte til min stemme og holde min pagt, skal I være min ejendom iblandt alle folk. For hele jorden er min. I skal være for mig et præstedømme og et helligt folk. I skal være min ejendom.” Det er bagagen; det er lasten, der bliver båret, når han siger: “I er mine. I er mine som skat.” En ejendom. Det vil sige, Gud siger: “Jeg har en særlig krav på jer, og ved løfte har jer en særlig krav på mig.” Bemærk, hvordan Gud identificerer dem – “Jeg har kaldt jer ved navn; I er mine.”

Jeg fortalte jer om det sørgelige slut på kapitel 42. Gud identificerer ikke sit folk ved deres sørgelige tilstand, som han beskriver det i slutningen af kapitel 42, men han identificerer sit folk med den sætning: “I er mine.” Sådan identificerer han sit folk. Ikke sunket i vantro, selv om de er det. Du og jeg kæmper med synd. Du og jeg taber vores kamp mod synd på en regelmæssig basis. Men Gud forklarer om os: “I er mine. Jeg har kaldt jer ved navn. Jeg har begyndt et intimt forhold med jer. I er min ejendom.”

Hvad ser det ud, når man tilhører?

Jamen, hvad ser tilhørsforhold ud som? Lad os trække nogle principper ud fra passagen. Og et af de principper, vi vil se, er, at tilhørsforhold ser ud som at have gavn af, nyde Guds nærvær. Se på vers 2 og 5. Vers 2, “Når du går gennem vandene, vil jeg være med dig.” Vers 5, “Frygt ikke, for jeg er med dig.” Det er Emmanuel-princippet – den almægtige, evige Gud med sit folk. Gud med dig; Gud med dig! Tilstede i vores nød. Aktivt udtrækker det gode fra det for os, som han har lovet. Bærende; hjælpende; styrkende; muliggørende os. Tilstede i vores glæder også. Hjælper os til at huske, at hver eneste god ting, vi nyder, er kommet til os fra hans nådige hånd.

Beskyttelse

Hvad ser tilhørsforhold ud som? Det ser ud som at nyde Guds nærvær dag ind og dag ud. Det ser også ud som beskyttelse. Se på vers 2. “Når du går gennem vandet, vil jeg være hos dig; og gennem floderne, de vil ikke overvælde dig. Når du går gennem ilden, vil du ikke blive brændt, og flammerne skal ikke forbrænde dig.” Esajas tillader to farer, to frygtelige farer, at tale på vegne af alle farer. Bemærk løftet. Farer vil komme. Han siger ikke: “Hvis du går gennem vand” og “Hvis du går gennem ilden.” Når du gør – farer vil komme. Sandsynligvis finder mange af os i dag os selv midt i en eller anden trussel, en eller anden fare, måske endda lige nu, mens vi sidder i denne kirke om morgenen. En eller anden prøvelse, en eller anden lidelse, en eller anden usikkerhed, tvivl, fortvivlelse, depression, smerte eller tab eller sorg. Substantiverne kunne fortsætte i meget lang tid, endda lige nu. Men troende på Jesus, du tilhører Gud Fader, den almægtige, himmel og jordens skaber. Den, der skabte dig, den, der formede dig, og den, der forløste dig. I vores fare har vi hans urokkelige opmærksomhed og al hans magt bøjet mod vores ultimative beskyttelse. Vi kan gøre ondt, men vi er sikre. Vi kan blive meget prøvede, men vi er sikre. Vi kan føle, som om vi er ved at gå under, men vi er sikre. Han siger til os: “I er mine. Hele jorden er min, og I er mine kære ejendomme.”

Præference

Hvad ser tilhørsforhold ud som? Det ser ud som, ud over tilstedeværelse og beskyttelse, også som foretræk. Hør vers 3 og 4. “For jeg er Herren din Gud, Israels hellige En, din Frelser. Jeg giver Egypten som din løbær, Kush” (det vil sige Etiopien), “og Seba i bytte for dig. Fordi du er kostbar i mine øjne, og æret, og jeg elsker dig. Jeg giver mænd i stedet for dig, folk i bytte for dit liv." Hvis du kigger på disse vers, vil jeg have dig til at lægge mærke til noget. Du har en hebraisk retorisk enhed på arbejde her. Du har gentagelse. Du har gentagelsen af løbær-konceptet. "Jeg giver Egypten som din løbær." Og så på slutningen af det, på slutningen af vers 4, "Jeg giver mig selv i stedet for dig." Det understreger konceptet, i dette tilfælde løbær-konceptet. Og lige midt i dem, i en fremtrædende position, "Fordi du er kostbar i mine øjne, og æret, og jeg elsker dig." Du kan ikke undgå det; du kan ikke undgå det. Du har den kraftfulde gentagelse af løbær-konceptet og lige midt i det Gud, der erklærer, “Jeg elsker dig! Du er kostbar for mig!” Calvin siger, “Herren tager sådan omsorg for alle troende, at Han værdsætter dem højere end resten af verden.” Det er interessant.

Et par historiske noter lige her. Den ene er denne. Kong Hezekiah – så vær opmærksom! Dette er israelsk historie; det kommer ikke til at være kedeligt. Lad ikke være med at følge med! Kong Hezekiah af Juda indgik en alliance med Egypten mod den assyriske kejser, Sennacherib. Vent lige et øjeblik. Jeg sad i mange timer i timer for at kunne sige det navn lige til, Sennacherib! Og jeg lærte endnu en, “Tiglath-Pileser." Du skal være imponeret, fordi jeg brugte mange timer på at øve mig på disse ting for mange år siden! Og så har han indgået en alliance med faraoen af Egypten og kongen af Etiopien. Og du finder det i 2 Kongebog 18 og Esajas kapitel 30 og 31. For at fastslå hans retfærdige og nøjagtige straf marcherer den assyriske konge med sine store hære mod lille Juda. Mens det store slag er ved at falde og Juda er ved at blive knust til pulver, må Sennacherib bryde sine hære løs for at forsvare sig mod en indtrængende hær fra Etiopien og Egypten. De falder i flugt, og Sennacherib forfølger dem hele vejen tilbage til Egypten. Juda er sparet, mens egypterne og etiopierne bliver slugt af de assyriske hære. Her er pointen. Juda er sparet, fordi Gud gav hendes fjender en stedfortræder. Juda er sparet, fordi Gud gav hendes fjender, i dette tilfælde assyrerne, en stedfortræder.

Historisk note to. På påskatidspunktet, cirka år 30 e.Kr. eller e.Kr. 30, autoriserede den romerske guvernør i provinsen Judæa korsfæstelsen af Jesus fra Nazaret, en omrejsende prædikant og arbejder af mirakler, hvis liv og arbejde gav rigelige beviser for, at Han var Guds Søn og den længe ventede Messias. Tre dage senere blev Han oprejst fra de døde, og Gud erklærede med magt, at Han var Guds Søn og syndernes Frelser. Gud sendte sin Søns som løsesum for at redde sit tabte og syndige folk. Gud sendte sin Søns som løsesum for dig og mig, troende på Jesus. Han gav mere end Egypten. Han gav mere end Etiopien. Han gav mere end Seba. Han gav sin eneste Søns. Vi har tegnene på hans stedfortrædende død, på hans løsesum, lige her udbredt på Bordet foran os. Vi skal nyde dem om et par minutter. Tegnene på hans brudte legeme og hans udgjorte blod. Hvad ser tilhørsforhold ud? Det ser ud som Gud, der foretrækker at redde sit folk selv på bekostning af livet af sin eneste Søns.

Restoration

En anden ting at sige om, hvad det betyder at tilhøre. Det ser ud som genoprettelse. Se på vers 5, 6 og 7 her i vores passage, hvor Esajas siger: “Fear not, for I am with you;” – taler, naturligvis, for Herren. “I will bring your offspring from the east, and from the west I will gather you. I will say to the north, Give up, and to the south, Do not withhold; bring my sons from afar and my daughters from the end of the earth, everyone who is called by my name, whom I created for my glory, whom I formed and made." Esajas' prædiken begyndte i Juda sydlige kongerige og varede i omkring halvtreds år. Før hans prædiken var tyve år gammel, blev de ti nordlige stammer, som vi kender som Israel, ført bort i fangenskab af assyrerne. Vi taler om Israels tabte stammer. Det er dem! Fordi de blev assimileret i andre dele af den assyriske befolkning, samledes de aldrig igen som et folk i landet. De eneste, der ville have været reddet, var de, der havde søgt tilflugt mod syd i Juda kongerige, da trøbelighederne nærmede sig. De forsvandt; de var gået tabt. De har været tabt for historien lige siden. Et frygteligt slag; en forfærdelig begivenhed. Det var ødelæggende, og det skete på grund af vantro, hårdhed i hjertet gennem generationer og forbundsbrud, gentagne forbundsbrud. Gud gav dem efter generationer over til deres fjender, fordi de ikke ville høre hans Ord.

En fangenskab er på vej for Juda. Det vil ske omkring 150 år efter Isajs død. Af samme grund – vantro, hårdhed i hjertet, pagtsløshed. Men igen, hørt Guds løfte. Hvad ser tilhørsforholdet ud som? Det ser ud som genoprettelse efter dommen bragt af synd. Synd, deres synd, er ikke slutningen på deres historie. Men fordi de tilhører Gud, som anser dem for sin værdsatte ejendom, holder han dem. Han genopretter dem. Vores synd er ikke slutningen på vores historie; genoprettelse er! Selv hvis vi persisterer, selv hvis vi hærder vores hjerter og persisterer i vores synd, hvis vi tror på Jesus, er Jesus vores frelser og Herre, vil han nå os. Han vil bryde den hårdhed i hjertet. Han vil bryde den afhængighed af den synd. Han vil genoprette os. Vores synd er ikke slutningen på vores historie. Genoprettelse er. Fordi vi tilhører, og fordi han har givet sit Søns liv for os, vil han genoprette, hvad synd har ødelagt. Det er, hvad tilhørsforholdet ser ud som. Det ser ud som genoprettelse.

Hvorfor betyder det noget?

Nå, hvorfor betyder det noget? Vi må være kortfattede. Hvorfor betyder det noget? Se på vers 7. Hvem er han ved at genoprette? Hvem er han ved at samle fra øst og fra vest og fra nord og fra syd? “Alle, som er kaldt ved mit navn, som jeg skabte til min ære.” Gud gør en intim forbindelse mellem sin ære og vores frelse. Gud gør en intim forbindelse mellem sin ære og vores frelse. Han binder sin rygte til det. Han binder sin rygte til os og vores eventuelle opnåelse af det lovede land, i vores tilfælde himlen, i hans nærvær. Han binder sin rygte til frelsen af sine folk.

Trofæer af Guds nåde

Læs Efeserbrev kapitel 2. “Selv da vi var døde i vores overtrædelser, gjorde Gud os levende sammen med Kristus, ved nåde er du blevet frelst, og han har oprejst os med ham og sat os med ham på himlens steder i Kristus Jesus, så at han i de kommende tider kunne vise de uendelige rigdomme af sin nåde i venlighed imod os i Kristus Jesus.” Gud viser sig selv at være herligt nådig, når han påviser trofæerne af sin barmhjertighed, trofæerne af sin nåde – hans folk! Du og jeg og alle, der er gået forud for os, og de, der kommer efter os! Han påviser os som trofæerne af sin herlige nåde. Ethvert knæ skal bøje sig, og enhver tunge skal bekende, at Jesus er Herre. Han binder sin herlighed til frelsen af hans folk.

For nogle år siden, takket være generøsiteten af nogle kære venner, gik jeg på min første sejltur. Vi fløj til Tortola, de britiske Jomfruøer, og dette var i de dage, før der var udbredt aircondition der, så lufthavnen og toldhuset var store åbne bygninger; ikke mange vægge. De ville ikke forhindre brisen. Jeg husker at stå i en lang kø bag en håndskreven skiltn, der stod, “Besøgende.” Det gjorde mening for mig; det var, hvad jeg var. Jeg var en besøgende. Og jeg stod der, følte brisen og så dato-palmerne svinge, lejlighedsvis hørt en bølge slå mod stranden hundrede eller så yards bag mig, følte stresset rulle af mig og smagte afslapningen, der skulle komme. Og så lagde jeg mærke til køen til min højre. Den var kortere. Den flyttede sig hurtigere end den, jeg stod i, og den håndskrevne skiltn over den stod, “Indbyggere.” Mit hjerte, jeg tror det må have sukket hørligt. I min tankegang sagde jeg, “Jeg vil gerne tilhøre her! Jeg vil gerne være en indbygger her! Hvordan kan jeg blive en indbygger her! Dette sted er vidunderligt!”

Du Kan Være en Indbygger

Måske sidder du her i dag, måske er du ikke en del af familien; måske er du en besøgende blandt Guds folk. Vidste du, at du kan være en del af familien? Og alle de vidunderlige løfter, som Gud har givet, og som vi har været ved at snakke om, kan også være dine. Kender du dig selv som en synder, som ikke kan redde dig selv? Tror du, at du har brug for en Frelser? Kan du stole på Jesus fra Nazaret, Guds Søn og syndere frelser? Kan du have tillid til, at han er den, som stod i stedet for dig, som din løsepenge, idet han absorberede Guds vrede for dig og klædte dig i sin retfærdighed? Sådan bliver vi en del af familien. Vi ser vores behov; vi ser vores synd. Vi vender os fra vores synd og fra vores evner, vores anstrengelser for at gøre os selv præsentable i Guds øjne, og vi kaster os over den, som er vores stedfortræder. Vi kaster os over Guds nåde, som er udtrykt i Kristus. Sådan bliver du en del af familien.

Jeg håber, du vil se på dit hjerte i dag. Mens vi forbereder os på at fortsætte vores tjeneste ved Herrens Bord, håber jeg, du vil se på dit hjerte og bestemme, om du er en besøgende eller en del af familien. Lad os gå til Herren i bøn.

Fader, du gør mennesker, som ikke var et folk, til dit folk. Du gør mennesker, som ikke havde modtaget nåde, til at modtage nåde. Hvem er en Gud lig dig, som tilgiver synd og eftergiver misforhold? Hvem er en Gud lig dig, som glæder sig over at frelse syndere? Tak for de løfter, vi lige har været ved at tænke og snakke om. Drev dem dybt ind i vores hjerter og lad dem forme vores liv og forme vores forståelse af dig, forme de valg, vi træffer, og hvordan vi ser vores fremtid. Og mest af alt, hjælp dem til at forme, hvordan vi forstår dig. Hør os, mens vi bærer vores bøn, Fader, i Jesu navn og for hans skyld. Amen.