Allerede, Ikke Endnu

1. Korinther 4:8-21

Af David Strain

Allerede inden vi begynder, vil jeg endnu en gang ønske alle mødrene i menigheden et rigtig godt Mors Dag. På en tid, hvor familier er under så mange tryk fra vores kultur, kræver kaldet som mor ofring, mod og udholdenhed. Det er rigtigt, at vi fejrer den store gave, I alle er for vores familier og for vores kirke. Vi er meget taknemmelige for jer. Måske er du i dag her for at fejre med din familie i weekenden. Og hvis det er tilfældet, er vi særligt glade for at velkommen dig. Vi vil gerne være gode værter, som jeg sagde tidligere, så hvis vi kan tjene dig på nogen måde, ville vi elske, hvis du kunne fortælle os, hvordan vi kan gøre det.

De fleste af os fejrer i dag; der er nogle af os, for hvem i dag er øm og smertefuld. Nogle af os sørger over tabet af et barn eller tabet af en mor. Nogle af os har længe ønsket at være forældre og har været ude af stand til at få egne børn. Så for nogle af os er Mors Dag i dag svær. Lad mig bare sige, hvis det beskriver dig, at vi elsker dig, at vi beder for dig, og vi beder særligt i dag om, at Herren ville trøste dine hjerter.

Hvis du er ny i First Presbyterian Church, har du måske bemærket vores sædvanlige mønster, når det kommer til prædiken, er at arbejde gennem store bidder af den bibelske tekst, del for del, vers for vers. Vi gør det, fordi vi vil prøve at undergive os, at sætte os under Bibelens autoritet i stedet for at plukke og vælge, som det passer os. Og det betyder, at da vi har arbejdet os vej gennem Paulus' brev til 1. Korinther, er vi i dag kommet til 1. Korinther kapitel 4, vers 8 til slutningen af kapitlet. Så gå endelig videre nu, hvis du vil, og tag et eksemplar af Skriften fra de bænke foran dig og vend der med mig; side 954 i kirkens Bibler. 1. Korinther kapitel 4 ved vers 8, gennem til slutningen af kapitlet.

Før vi læser, lad mig lige minde jer om, hvor vi har været hidtil i Paulus' brev. De korinthiske kirker er sunket ned i fraktionisme og dømmende holdninger og splittelse, og det er blevet drevet og brændstof til af synden fordristighed. De har været stolt af sig selv. Og Paulus skriver til korintherne for at tackle disse problemer. Og det har optaget hans opmærksomhed siden anden halvdel af kapitel 1 indtil nu. Og når vi overvejer sidste del af kapitel 4, ser vi Paulus bringe sin diskussion af disse problemer – om fordristighed og splittelse og dømmende holdninger i Korinth – til en afslutning. Vi begyndte at se på kapitel 4 for to uger siden. Vers 1 til 5 viste os, eller Paulus underviser os der, hvordan vi skal håndtere fordristighed og dømmende holdninger, når vi er på modtagersiden af andre menneskers fordomme, når de dømmer os. Der i vers 6 og 7 så vi sidste gang, Paulus hjælper os med at håndtere fordristighed og dømmende holdninger og den splittelse, det kan forårsage, når vi finder, at fordristighed lurer og festner i vores egne hjerter.

Og nu om morgenen gør Paulus to endelige pointer om fordristighed og splittelse i Korinth. I vers 8 til 13 vil han tackle korinthernes fejlagtige forventninger; deres fejlagtige forventninger. Og derefter i vers 14 til 21 har han en afsluttende familie-opførelse. Fejlagtige forventninger og en familie-opførelse. Det er de to store temaer, overskrifterne, hvorunder vi vil overveje Paulus' undervisning her – fejlagtige forventninger og familie-opførelse. Før vi vender vores opmærksomhed til at høre Guds Ord læst og prædiket, lad os dog kort stoppe og bede om, at Gud hjælper os, mens vi beder. Vil I bede med mig?

Vores Fader, vi elsker Dig og vi hungre og tørster efter retfærdighed. Vi husker på løftet fra vores Frelser, at de, der hungre og tørster efter retfærdighed, vil blive fyldt. Og så kommer vi som Dine børn og beder om, at Du vil opfylde det løfte i vores erfaring i morges. Og ved Helligåndens arbejde, næring vores hjerter med Dit Hellige Ord, for Jesu skyld. Amen.

1. Korintherbrev kapitel 4 ved det ottende vers. Dette er Guds Almægtiges Ord:

I har allerede alt, hvad I ønsker! I har allerede været rige! Uden os har I været konger! Og kunne det være, at I allerede regnede, så vi kunne dele herredømmet med eder! For jeg mener, at Gud har fremstillet os apostle som de sidste af alle, som mænd, der er dømt til døden, fordi vi er blevet en skue for verden, for engle og for mænd. Vi er tåber for Kristi skyld, men I er vise i Kristus. Vi er svage, men I er stærke. I bliver æret, men vi bliver foragtet. Indtil denne time hungre og tørster vi, vi er dårligt klædt og slået og hjemløse, og vi arbejder og lever af vores egne hænder. Når vi bliver beskyldt, velsigner vi; når vi bliver forfulgt, udholder vi; når vi bliver forsmået, beder vi. Vi er blevet og er stadig som verdens affald, som alt afskum.

Jeg skriver ikke disse ting for at skamme jer, men for at formane jer som mine elskede børn. For selv om I har mange vejledere i Kristus, har I ikke mange fædre. For jeg blev jeres far i Kristus Jesus gennem evangeliet. Jeg opfordrer jer derfor: vær efterfølgere af mig. Derfor sendte jeg Timoteus, min elskede og trofaste søn i Herren, for at minde jer om mine veje i Kristus, sådan som jeg lærer dem overalt i hver en kirke. Nogle er hovne, som om jeg ikke skulle komme til jer. Men jeg vil komme til jer snart, hvis Herren vil, og jeg vil finde ud af ikke disse hovne menneskers tale, men deres magt. For Guds rige består ikke i tale, men i magt. Hvad ønsker I? Skal jeg komme til jer med en stav eller med kærlighed i en ånd af mildhed?

Amen, og vi takker Gud for, at han har talt til os i hans hellige Ord.

Fejlbehæftede Forventninger

Som jeg sagde dengang, er det første, jeg vil have jer til at se her, Pauls reaktion på korinthernes fejlagtige forventninger. De havde fejlagtige forventninger om det kristne liv. Når jeg har den lejlighedige fordel at lave præmarital rådgivning, vil jeg snakke med et par om de fire fejlstreger, der har tendens til at løbe gennem hvert ægteskab. Næsten hver eneste kamp, I nogensinde vil have, siger jeg dem, relaterer til en af disse fire ting på en eller anden måde. Er I klar? Jeg undrer mig over, om I kan gætte dem. Fire fejlstreger – penge, sex, svigerforældre og børn. De fire fejlstreger. De fleste af jer har kampe om alle disse ting, jeg ved det. Vi har alle tendens til det. De fleste af vores frustrationer og problemer i ægteskabet relaterer til en af disse. Og grunden til, at de så ofte er kilder til friktion, har at gøre med noget andet, der løber gennem dem alle og gør dem så anstrengende. Og det er fejlagtige forventninger. Vi forventer for meget. Vi er urealistiske om, hvordan tingene vil være, eller urealistiske om vores ægtefælles behov eller vores egne evner. Vi laver alle mulige antagelser, som vi ikke ordentligt kommunikerer eller forhandler. Og så gør vores fejlagtige forventninger penge, sex, svigerforældre og børn ikke til kilder til glæde og styrke i vores ægteskab, som de burde være, men så ofte til punkter af spænding og kilder til friktion. Fejlagtige forventninger kan stjæle glæden fra næsten alt. Og hvis vi ikke er forsigtige, kan fejlagtige forventninger endda splintre relationer.

Det var helt sikkert, hvad der skete i fællesskaberne i Korinth – fejlagtige forventninger var begyndt at splittre relationerne og forårsage splittelse. De havde forkerte forventninger om kristendommens natur. Kig med mig på vers 8 til 13. Det er de ting, korintherne sagde om sig selv. Paulus afspejler dem tilbage til sine læsere med mere end bare en antydning af bidende ironi, endda sarkasme. Ser du det i passagen? Kig på vers 8. Han siger: “Allerede har I alt, hvad I ønsker! Allerede er I blevet rige! I er blevet konger!” Man kunne oversætte det til: “I har allerede begundet at regere!” Det ville være, “I havde allerede begundet at regere,” siger han, “så jeg kunne regere sammen med jer. I tror, at de kommende herligheder allerede er gået op i deres fylde. Hvis bare det var sandt!” siger Paulus. Eller se ned på vers 10. “I er vise i Kristus. I er stærke. I er højt æret.” Sådan så korintherne på sig selv. I husker, at de havde været pralende med deres åndelige overlegenhed. De pralede med deres overnatlige gaver, som vi vil se, når brevet udfolder sig. De pralede med deres særlige visdom og indsigt. For alt, sagde de, “Har Jesus ikke døde og opstået? Tidernes ende er kommet! Skrifterne er opfyldt. Den nye verden er allerede her!”

Vi Har Allerede Fået Alt!

Deres problem, ser du, er at de så på alle de vidunderlige realiteter i evangeliet, som de blev fejet med i af Guds Ånd, da de troede på Jesus, og de sagde: “Vi har allerede alt! Det er allerede her! Der er ikke mere!” De konkluderede, at kristne skal forvente deres største glæder her, deres højeste velsignelser her, deres sødeste erfaringer af nåde her. Der skal ikke være lidelse, ikke sorg, ikke fattigdom, ikke smerte her. “Det er, hvad vi har i Kristus,” sagde de. “Vi har alt, hvad vi ønsker. Vi er rige! Vi har allerede begyndt at herske. Vi er vise, vi er stærke, vi er ærverdige!” Det nøgleord i teksten, som jeg synes opsummerer deres syn på kristen velsignelse i denne verden, er det ord “allerede”, gentaget to gange i vers 8. “Allerede har I alt, hvad I ønsker! Allerede er I blevet rige!” Som om de påstod i forvejen, allerede nu, at have noget, som virkelig skulle vente til slutningen. Du ser, de sagde, hvis du virkelig lever et trofast kristent liv, hvis du virkelig er åndelig, hvis du virkelig har tro, så er dette, hvad vi forventer at se i dit liv – himmel på jorden allerede; den nye skabelse allerede. Sejr over synd og lidelse og sorg allerede. Dit bedste liv nu, allerede.

Problemet med stolthed

Ingen under havde de et stolthedsproblem. Ingen under sårede de ned på andre i deres kirker, som ikke helt opfyldte deres krav, hvis lidelser åbenbart identificerede dem som mindre åndelige, hvis kamp med tilbagebleven synd de anså for at demonstrere, at de var af anden kvalitet. Men Paulus vil ikke acceptere det. Vil han? Mens korintherne mener, at man kan opnå den fulde kristne velsignelse allerede nu, hvis bare man tror nok eller er åndelig nok, kender apostlen Paulus bedre. Se, hvordan han kontrasterer sig selv med dem i vers 9. “For jeg mener, at Gud har stillet os apostle som de sidste af alle, ligesom mænd, der er dømt til døden, fordi vi er blevet et skuespil for verden, for engle og for mænd. Vi er dumme for Kristi skyld. Men I er vise i Kristus. Vi er svage, men I er stærke. I er æret, men vi er foragtet.” De påstod, at den rigtig åndelige kristne lever i højderne af sejr, men her er den mægtige apostel Paulus selv, et offentligt skuespil, ligesom en mand, der er dømt til døden, regnet for en dum for Kristi skyld, svag og almindeligvis foragtet.

Liv I Den Nuværende Time

Og hvis nøgleordet, der sammenfatter korinthernes fejlagtige og mangelfulde forventninger, er ordet "allerede", verden skal komme os i møde, "allerede", så læg mærke til Pauls alternative i vers 11. "Til nu, vi hungre og tørster. Vi er dårligt klædt og slået og hjemløse og så videre." Paulus lever ikke i den kommende verden; han lever i den nuværende time. Korintherne påstod, at hvad der stadig ikke var, allerede var kommet til dem. Men Paulus modellerer en helt anden tilgang – en, der anerkender, at selv om herlighed er lovet os, forbliver den endnu ikke. Og så lever han nu, i den nuværende time, i en verden, hvor at følge Jesus vil betyde for ham, hungersnød og deprivation. Han siger, at han gør manuel arbejde for at skaffe sig en indkomst. Han bliver foragtet, selv om han velsigner til gengæld. Han bliver forfulgt, og han udholder. Han bliver bagtalt, og han beder og anråber syndere gennem evangeliet om at blive forsonet med Gud. Han er blevet, siger han, ligesom affaldet af verden, affaldet af alle ting. "Det," siger Paulus, "er mit normale kristne liv. Vil du ikke få dine forventninger rigtige, korinther? Hvis du søger daglig triumf, hvis du forventer at ride på højderne og stige over synd og lidelse, hvis du synes til dig selv, 'Hvis bare jeg havde nok tro, ville alt være bedre,' er dine forventninger til det kristne liv helt forkert."

Resultaterne af den korinthiske fejl

Og en af to ting vil ske, hvis du går med til Korinthernes fejl. Først vil du enten bedrage dig selv til at tro, at du faktisk er bedre end andre. Du vil begynde at prale, som de gjorde, af din åndelige overlegenhed og se ned på andre. Eller du vil konkludere, at din manglende succes i at nå dit "bedste liv nu" er hele din skyld. Hvad er du for en elendig fiasko! Derfor lider du! Hvad svag tro du har! Derfor har du svært ved at få enderne til at mødes! Hvad en ødelæggende løgn fra djævelen er præstationsgospellen egentlig. Men hvor let den stadig sniger sig ind i tankerne hos selv de bedste iblandt os. Har du ikke hørt selv modne kristne sige: "For hvilken synd af mine er Gud straffer mig, så livet skal være så svært for mig så længe?" Måske har du selv sagt det? "Hvorfor sker dette mig? Måske har jeg gået glip af noget? Måske er der noget, jeg skal gøre, noget niveau, jeg skal nå i mit kristne liv, så det hele bliver okay? Dette sker, fordi det er min skyld!" Genkender du det? Jeg har hørt det ofte som præst.

Lær At Forstå Tiderne

Men Paulus siger: “Nej, nej! Det er slet ikke det!” Nej, I må lære at forstå tiderne. Det er her, vi lever nu. Vi lever ikke i den kommende verden; det er endnu ikke sket, uanset hvad korintherne påstod. Herlighederne, der skal følge, hvor synden er gået, hvor alle tårer vil blive afvasket, hvor fortrydelse aldrig igen vil plage os, og hvor lidelse aldrig igen vil trænge ind. Herlighederne, der skal følge, vil komme snart, en dag, men ikke endnu. Til nutiden, til at følge Jesus, siger Paulus, betyder glæde, underligt nok. Det betyder glæde, men det vil ofte være glæde gennem tårer. Det betyder fremskridt i hellighed – pris Gud! Fremskridt i hellighed. I dag er jeg ikke, hvem jeg var i går, og i morgen, ved Guds nåde, vil jeg ikke være, hvem jeg er i dag. Fremskridt. Men det vil være langsomt fremskridt, hårdt vundet fremskridt og ufuldkommen fremskridt, indtil vi går for at være hos Jesus en dag endelig. Det betyder overnaturlig kraft, der strømmer ind i vores liv, og giver os mulighed for at sige: “Ja, Herre,” når han kalder os til at gøre selv hårde ting. Men det vil være kraft, der vises midt i svaghed. Det vil være korsets kraft. Forkerte forventninger, ser I, er en frugtbar jordbund for stolthed. Få jeres forventninger til det normale kristne liv rigtige, siger Paulus til os. Lev i nutiden; ikke i den kommende verden. Det er endnu ikke sket. Forkerte forventninger.

En familiens formaning

Så for det andet giver Paulus en familiemæssig formaning. Du kan se det varme familiesprog over hele sidste del af kapitlet. Kig fx på vers 14 og 15: “Jeg skriver ikke disse ting for at skamme jer, men for at formane jer som mine elskede børn. For selv om I har mange vejledere i Kristus, har I ikke mange fædre. For jeg blev jeres far i Kristus Jesus gennem evangeliet.” Paulus, I vil huske, plantede kirken i Korinth; han førte mange af dem til tro på Kristus. Han er som en åndelig far; en forælder til dem gennem evangeliet. Og han har antaget en ret skarp tone i vers 8 til 13. Men nu som en forælder over for sine børn, blødgør han. “Jeg prøver ikke på at skamme jer,” siger han. “Jeg prøver på at være en forælder for jer, at formane jer som mine elskede børn.”

Nu er det mors dag, og mødre, I forstår det – ikke sandt? I vil bruge alle de redskaber, I har til rådighed, for at nå jeres børn og komme igennem til dem, især hvis I ser dem tage fejl og gå vilse. Det er derfor, vi fejrer vores mødre i dag, ikke sandt? De har formanet os som elskede børn, og det gør ondt nogle gange, men det er kærlighed, der driver det, og vi er bedre til det. Det er præcis, hvad Paulus gør her. Hans børn i troen, som han elsker så dybt, er ved at køre af vejen, og han prøver at styre dem tilbage til midten af vejen. Deres pral er uden kontrol, og derfor formaner han dem, fordi han elsker dem med en forældrs kærlighed.

Imiter mig!

Og han bruger, hvis jeg kan udvide forældre-metaforen lidt, håber jeg ikke til bristepunktet, tre forældremæssige værktøjer, tre forældre-værktøjer til at prøve at drive hans formaning hjem. Jeg tør sige, at hver mor i rummet, måske endda hver far, har brugt disse værktøjer fra tid til anden. Først og fremmest, i vers 16, bemærk, han modellerer den rette vej for sine børn i troen. “Jeg opfordrer jer derefter til at være efterfølgere af mig!” Vi talte om dette, hvis du var her sidste uge, i stedet for den triumfalisme, der karakteriserede korintherne, vil han vise dem, hvad det normale kristne liv egentlig ser ud. Og så kalder han dem til at “efterfølge mig i al kamp og lidelse og krav om udholdenhed, der er det normale kristne liv.” Han siger: “Efterfølg mig!”

Send Storebror!

Så bruger han det andet forældreværktøj på korintherne, nemlig at sende storebror. Se det i vers 17? “Derfor sendte jeg jer Timoteus, min elskede og trofaste søn i Herren, for at minde jer om mine veje i Kristus, som jeg lærer dem overalt i hver kirke.” Nogle gange kan storebror komme igennem, når mor eller far ikke kan det. Paulus sender dem Timoteus, som minder dem om Paulus, både på den måde han lever og på sin lære.

Du skal ikke få mig til at komme op!

Og så kan Paulus' tredje forældre strategi måske sammenfattes i denne sætning. Se om du genkender denne sætning, forældre? Vers 18 til 21, “Don’t make me come up there! I’m coming up there!” Det er hvad han siger! Ser du vers 18? “Nogle er hovne, som om jeg ikke skulle komme til jer, men jeg vil komme til jer snart, hvis Herren vil. Og jeg vil finde ud af ikke kun disse hovne menneskers tale, men deres magt. For Guds rige består ikke af tale, men af magt. Hvad ønsker I? Skal jeg komme til jer med en stav eller med kærlighed i en ånd af mildhed?” Han forfølger dem. Han bruger hvert forældre-redskab i sin værktøjskasse for at prøve at bringe dem tilbage fra deres stolthed til omvendelse og ydmyghed. Han er endda villig til at bringe disciplin over dem. Du ser det i vers 21. Han ønsker meget at komme til dem med kærlighed og i en ånd af mildhed, men hvis han må udøve disciplin iblandt dem, når han kommer, er han villig til at gøre det. Hvordan de reagerer på familiens formaning, vil bestemme hvilken vej han tager. Men hans dagsorden er at kalde dem tilbage til omvendelse; at vinde dem, ikke at afvise dem, langt mindre at skamme dem eller såre dem.

Og så siger han: “Når jeg kommer, vil jeg sætte søgelyset på den åndelige ægthed hos de arrogante ledere i Korinth, som forårsager så meget splid og problemer iblandt jer.” Med andre ord siger han: “Jeg vil se, om de bare er ord eller om de kender noget til virkeligheden af den overnaturlige kraft, som er det væsentlige kendetegn for Guds rige. Ikke bare ord,” siger han, “men kraft – virkelighed, åndelig virkelighed. Kender de noget til åndelig virkelighed?” Det er spørgsmålet, han vil have dem til at stille sig selv, før han kommer. Det er egentlig også spørgsmålet, han vil have os til at stille os selv, når vi læser hans ord. Er mit kristne liv bare en sag om ord eller kender jeg åndelig virkelighed? Er det bare ord og ydre visning, eller kender jeg noget til kraften af korset, kraften af nåde, kraften og arbejdet af den Hellige Ånd i mit hjerte? Det er, hvad han går efter! At kalde os til at vurdere vores hjerter, til at udfordre os til endelig at blive ægte. Han vil kalde dem, disse korinther, som værdsatte talekunst og retorik og som afskrev Paulus som en underordnet taler, til at forstå, at bare ord er så irrelevant og liv og kraft er, hvad vi har brug for.

Så lad mig afslutte med dette. Antag, at når du undersøger dit eget kristne liv, opdager du, at det faktisk har været ren hovedkendskab og snak i alt for længe nu. Antag, at du er blevet ført af Gud, under forkundelsen af Hans Ord, til at bekende, at det faktisk kun er show. Nå, hvad nu? Hvad gør du, hvis du gør denne opdagelse i morges? Jeg tror, der er spor for os i passagen. Et af dem kommer frem, hvis du ser tilbage på det afsnit, hvor vi læser, at Paulus vil sende dem Timoteus. Ser du det i vers 17? "Derfor sendte jeg dig Timoteus, min elskede og trofaste søn i Herren, for at påminde dig om mine veje i Kristus." Han har kaldt dem til at efterligne ham. Han vil modellere åndelig virkelighed for dem. Han har sendt Timoteus til dem for at påminde dem om, hvordan det skal se ud. Hans veje i Kristus. Åndelig virkelighed, det liv, der er virkeligt i Kristus. Hvad gør du, hvis du finder ud af, at din kristendom er en ydre form, ikke en indre virkelighed? Hvad gør du, hvis det kun er snak, men ingen kraft? Du skal løbe til Jesus Kristus. Du skal komme ind i Kristus. I dag, nu, ingen flere undskyldninger, ingen flere forsinkelser. Bring ikke din slægtstavle frem; anfør ikke dine religiøse legitimationsdokumenter. Det er tid til at komme rent ud. Det er, hvad Paulus går efter blandt korintherne. Tid til at blive ærlig. Tid til at bekende din synd og dit behov og råbe ud til Herren Jesus Kristus om virkelighed og ikke bare religiøs præstation. Ikke ydre former, ikke en form for ord, der benægter sin kraft. Jesus Kristus vil bryde ind i dit liv og begynde det herlige, selv om langsomme og ofte hårde renoveringsprojekt i dit hjerte, hvis du bare vil ydmyge dig og komme til Ham. Det er, hvad han kalder korintherne til; det er, hvad han kalder os til, når vi undersøger vores hjerter. Er min kristendom bare snak, eller kender jeg den kraft, hvorpå Guds rige består?

Og så er der en opfordring her til at få vores forventninger rigtige om kristendommens natur. Denne verden siger Jesus: “I denne verden vil I have trængsler. Jeg vil være med eder for at styrke og opretholde eder hver eneste skridt på vejen. Men det vil være svært. Der kommer ære senere, men lige nu er den ikke her endnu.” Og vi er kaldt til at søge vores hjerter i lyset af Pauls familiemæssige formaning. Er du ærlig? Er du ærlig? Eller er det alt sammen bare tom snak? Kom og bøj dit knæ for Kong Jesus og vær ærlig endelig. Lad os bede sammen!

Vores Fader, når vi bøjer os før Dig, tilstår vi, hvor dygtige vi kan være til at forfalske det, til at være omkring tom snak, have en form for fromhed, men benægte dens kraft. Venligst, vil Du forgive os? Og når vi ydmyger os sammen før Dig, beder vi, beder vi, Herre, at Du ville plante os alle sammen i Kristus. Bring os til Kristus for at bøje vores knæ under Him, før Ham, og anerkende Ham alene til at være Herre og Konge og håb og glæde og hvile og tilflugt. Hjælp os, Herre, i dag til at være ærlige og til at finde, når vi gør det, at den fantastiske evangeliske indtrængen finder sted i vores hjerter, når Du bryder ind og begynder at ombygge os til at gøre os til en afbildning af Din Søns. For vi spørger det i Jesu navn, amen.