Evangeliet i et retssamfund

Evangeliet i en litigøs samfund

1. Korintherbrev 6,1-8

Af David Strain

Vil I så venligst tage et eksemplar af Skriften i hænderne og vende med mig til 1. Korintherbrev kapitel 6; 1. Korintherbrev kapitel 6 på side 954, hvis I bruger en af vores kirkebøger. Sidste gang var vi i kapitel 5, og vi tænkte over nogle af de vanskelige områder, som Paulus er ved at begynde at dække i resten af 1. Korintherbrev. Kapitlerne 1 til 4 har været relativt rolige og gået glat, men som vi sagde, da vi var i kapitel 5, fra nu af er det kun hvidvandsrafting; en ret ujævn tur. Der er nogle udfordrende emner. Sidste gang i kapitel 5 vil I huske, at han beskæftigede sig med problemet med seksuel umoral og kirkedisciplin. Denne gang har problemet, der plager de korinthiske kirker, at gøre med troende, der sagsøger hinanden, normalt for trivielle tvister inden for det lokale kirkesamfund, i de civile domstole. Og Paulus skriver for at udfordre dem og adressere det skadelige problem.

Og når vi prøver at forstå Pauls lære her, er der to forberedende spørgsmål, som kan hjælpe os, når vi nærmer os teksten for at forstå og anvende den korrekt. Det første har at gøre med, hvad Paul ikke siger i 1. Korinther 6, vers 1 til 8. Han siger ikke, at sager om strafferet skal holdes tavs og håndteres internt af kirken. Det er ikke hans budskab. Han foreslår ikke, at underslæb eller misbrug eller lignende sager skal holdes uden for retten eller uden for loven. Faktisk, da han krævede det, var apostlen Paul selv klar til at gøre brug af sine juridiske rettigheder som romersk borger og anke til retssystemet for hjælp og erstatning. Den civile embedsmand, han vil fortælle os i Romerne 13, er Guds tjener, hans medarbejder, som Gud har indsat og udpeget for vores gode. Så Paul siger ikke her, at vi ikke skal anke til landets lov, når det er nødvendigt. Der er nogle omstændigheder, hvor troende ikke har noget valg og må handle for at forsvare sig selv eller andre ved at bruge landets lov, når der ikke er andet valg.

Det var ikke det, der skete i Korinth, imidlertid. Det ser ud til, at kirkens medlemmer i Korinth glemte deres forpligtelser som kristne til at tilgive hinanden og elske hinanden og øve tålmodighed med hinanden. Og i stedet brugte de retssystemet til at score point, til at tjene penge og til at få en konkurrencemæssig fordel i erhvervslivet og i samfundet på bekostning af brødre og søstre i Kristus. Og som man kunne forestille sig, ødelagde det meget i fællesskabet i den korinthiske kirke. Og så er det første, vi skal huske på, når vi arbejder gennem 1. Korinther 6:1-11. Paul foragter ikke den rette brug af civilret, når det er nødvendigt, men han udfordrer den slags misbrug af det til selvrettede og ondsindede formål, som var almindeligt i Korinth.

Den anden forberedende sag, der vil hjælpe os, når vi søger at forstå Pauls budskab her, har at gøre med, hvor underlig vers 1-8 er, når man placerer dem i sammenhængen i denne del af brevet. Så kapitel 5, husk, Paulus beskæftigede sig med et meget særligt og vanskeligt tilfælde af seksuel umoral. Og han talte om kirkedisciplin for den seksuelt umoralske og uærlige kirkemedlem. Derefter, i anden halvdel af kapitel 6, skal han vende tilbage til spørgsmålet om seksuel synd. Og derefter meget naturligt, skal han overgå. Så i kapitel 5 og anden halvdel af kapitel 6 taler han om uregelmæssig og syndig seksualitet. Og så, meget naturligt, i kapitel 7, skal han tale om ægteskab og from og retfærdig og Guds ærebringende seksualitet. Og det giver alle en vis grad af mening; der er en logik i det.

Og så finder vi os selv vendt til kapitel 6, 1-8, og klør os lidt i hovedet, fordi lige her, pludselig i midten af denne diskussion om menneskelig seksualitet, er denne forretning om retssager. Hvad i verden gør kapitel 6, 1-8, her? Jeg tror, der er to ting at huske på, der kan hjælpe os med at besvare det spørgsmål. Først og fremmest, husk, at i kapitel 5 kaldte Paulus korintherne til at udøve kirkedisciplin; de nægtede faktisk, de var tilbageholdende med at udøve kirkedisciplin i tilfælde af grov, skandaløs, offentlig, seksuel umoral på den ene af deres medlemmers side. Så i kapitel 5 nægter de at tage nødvendig, kirkelig, åndelig handling mod virkelig synd. Men i kapitel 6 – hvordan er det til kontrast – synes de at være alt for glade for at tage unødvendig, ondartet, juridisk og retlig handling blot for at tjene en hurtig krone.

Disse to ting synes ikke at passe sammen særlig godt. Gør de? Der er en kontrast, en modsætning, og vi bør føle stikken af det. De er oprørte over tanken om kirkedisciplin, men de har ikke noget problem med at sagsøge en medkirke for hver en krone, de har, hvis de får halvdelen af chancen. Disse ting bør ikke være sådan, siger Paulus.

Og den anden grund til, at dette materiale er her, har sandsynligvis at gøre med den rækkefølge, hvori sagerne blev præsenteret for Paulus af korintherne i første omgang. Og han responderer på dem i den rækkefølge, hvori de kom. Og han responderer på dem sag for sag, uanset om det er splittelser i kirken i kapitlerne 1 til 4 eller seksuel umoral eller kirkedisciplin eller retssager mellem troende, han tager hver enkelt, næsten som en case study, for at vise, hvordan, uanset hvilket problem vi måtte stå over for, svaret og modgiften til hver enkelt er nøjagtig det samme. Han anvender evangeliet om Jesus Kristus, korsfæstet, på hjertet og livet hos de troende i Korinth. Og han siger: "Hvis I virkelig får dette, hvis dette virkelig begynder at trænge igennem og omforme og omkonfigurere jeres tænkning fra grunden af, så vil alt andet også ændre sig." Det virkelige problem i Korinth har at gøre med deres manglende forståelse og anvendelse af evangeliet.

Og så er kapitel 6, 1 til 11, bare et andet case study blandt flere i dette brev, der viser os, at det gode budskab om Jesus virkelig fungerer i de hårde realiteter i en ødelagt verden, meget lig vores egen. Så lad os stræbe sammen, når vi læser materialet om lidt, for at holde disse foreløbige begreber og kategorier i vores sind. De vil hjælpe os, tror jeg, til at forstå hovedstykket af Paulus' argument. Før vi læser Skriften sammen, lad os bøje vores hoveder og bede!

Vores Fader, Ditt Ord er nu foran os. Vi beder om nåde til at høre det og modtage dets budskab, og ved det, at blive trukket tilbage, til at bøje vores knæ for Herren Jesus, som er Kongernes Konge og Herrernes Herre. For vi beder det i Hans navn, amen.

1. Korintherbrev kapitel 6, vers 1. Dette er Guds Almægtige Ord:

Når en af jer har en klage mod en anden, tør han så gå til rette for de uretfærdige i stedet for for de hellige? Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og hvis verden skal dømmes af jer, er I så uegnede til at prøve trivielle sager? Ved I ikke, at vi skal dømme engle? Hvor meget mere så de ting, der vedrører dette liv! Så hvis I har sådanne sager, hvorfor bringer I dem så for dem, der ikke har noget ståsted i kirken? Jeg siger dette til jer til skam. Kan det være, at der ikke er en eneste vis nok iblandt jer til at løse en tvist mellem brødrene, men broder går til rette mod broder, og det for vantro? At have retssager overhovedet med hinanden er allerede et nederlag for jer. Hvorfor ikke hellere lide uret? Hvorfor ikke hellere blive bedraget? Men I selv gør uret og bedrager – endda jeres egne brødre!

Eller ved I ikke, at de uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Vild ikke: hverken de seksuelt umoralske, eller afgudsdyrkere, eller ægteskabsbrydere, eller mænd, der praktiserer homoseksualitet, eller tyve, eller de grådige, eller dranker, eller de, der sladrer, eller svindlere skal arve Guds rige. Og sådanne var nogle af jer. Men I blev vasket, I blev helliget, I blev retfærdiggjort i Herrens Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.

Amen, og vi priser Gud, at han har talt i sit Hellige Ord.

Hvis vi skulle identificere problemet i roden af det kaos i Korinth, er den bedste diagnose, jeg har stødt på, hvad en kommentator kalder "Gospel-amnesi." Gospel-amnesi – det er, hvad de lider af i Korinth. Jeg læste en historie – faktisk så jeg denne historie på en nyhedswebsted den anden dag om en mand ved navn Benjamin Kyle, som blev fundet banket og forladt og nu lider af frygtelig amnesi. Han bruger al sin tid på at søge på hjemmesider for savnede personer for at finde sig selv; prøver at fylde den manglende baghistorie ind. Han har mistet sin identitet; han ved ikke, hvem han er.

Og korintherne her handler – og igen og igen i de forskellige spørgsmål, som Paulus adresserer, ser vi dette. De handler, som om noget lignende var sket med dem. De har en form for Gospel-amnesi. De gode nyheder om Jesus, deres nye identitet i Him, er blevet overset og ignoreret og glemt i situation efter situation. Hvis du kigger på vores passage, vil du se Paulus gøre det punkt med sit gentagne spørgsmål: "Ved I ikke?" Så vers 2: "Ved I ikke, at de hellige skal dømme verden?" Vers 3: "Ved I ikke, at vi skal dømme englene?" Vers 9: "Ved I ikke, at de uretfærdige ikke skal arve Guds rige?" Der er ting, de burde vide. Paulus havde undervist dem; Cephas havde undervist nogle af dem. Apollos havde været hos dem og undervist dem; andre havde åbnet Skrifterne for dem. Paulus havde tidligere skrevet til dem. De havde været velunderviste i Guds ting og burde vide det. Men de synes at have glemt. Deres er et tilfælde af Gospel-amnesi. Og tragiske konsekvenser følger.

I særdeleshed begynder de at sagsøge hinanden med en adfærd, der mere minder om deres gamle liv end det nye liv, der skulle karakterisere dem som kristne. Og så spørger Paulus i vers 1: “Når en af jer har en klage mod en anden, tør han så gå til retten for de uretfærdige i stedet for for de hellige?” Det er, hvem de er nu. De er hellige. Det vil sige, de er hellige – udsondrede ved Guds nåde og arbejde i deres liv til Herren Jesus Kristus; udpeget til Hans. Og de skulle ikke længere leve, som de engang gjorde, ifølge verdens værdier, men nu ifølge Kong Jesus' værdier, hvem de tilhører. De kæmpede med et problem, som mange af os stadig kæmper med. De kæmper, nu hvor de er blevet kristne, for at kaste de gamle vaner og mønster og værdier fra deres tidligere liv af sig. Lyt lige et øjeblik til, hvordan en lærd beskriver, hvordan retssystemet fungerede i korinthernes verden. Han siger: “Når man besluttede sig for at sagsøge, måtte man først beregne omkostningerne og chancerne for at vinde, ikke på grundlag af sagens fordele, men på grundlag af den anklagedes sociale status og magtfulde forbindelser. Folk i den gamle verden,” siger han, “kæmpede for ære i retssystemet. Og man fik ære ved at slå en modstander ned. Forfølgelsen af retssager havde ofte lidt at gøre med forfølgelsen af retfærdighed.”

Nu var det problemet i Korinth! De var ikke interesserede i retfærdighed; de var interesserede i personlig fremgang i samfundet på bekostning af andre, der truede deres status på en eller anden måde. Og det gjorde ingen forskel for dem, om de var troende eller ej. Deres “trivielle sager”, som Paulus kalder dem i vers 2, lugter af stolthed og forfængelighed og kærlighedsløshed, da de opererede på samme gamle måde som før de blev kristne. De led af evangeliums- glemsel. De havde glemt, at nu da de er “i Kristus”, nu da Jesus har frelst dem, er de nye skabninger, der skal leve et nyt liv i sammenhæng med fællesskabet i Guds nye samfund - Jesu Kristi kirke.

Og Paulus behandler deres glemsel her i tre trin, tre måder hvorpå vores sande evangeliumsidentitet skal forme, hvem vi er. Først, hvis du kigger på passagen, først i vers 1 til 3 taler han om vores fremtid, hvor vi går nu da vi er kristne; vores skæbne. Så for det andet, i vers 4 til 8, taler han om nutiden, kalder os til at møde op til, hvordan vi lever nu trods det faktum, at vi er kristne. Og så endelig i vers 9 til 11, taler han om fortiden; hvem vi blev ved Guds nåde, da han gjorde os til kristne. Hvis vi kan forstå disse, siger Paulus, vil vi begynde at genvinde en sand fornemmelse af, hvem vi er som mænd og kvinder i Kristus, og det vil ændre alt.

Vores Fremtid

Så lad os sammen se på vers 1 til 3, tak. Paulus peger os mod fremtiden, vores fremtid, hvor vi går nu, hvor vi er kristne. Nu vil han argumentere for, at kristensamfundet burde kunne mægle i tvister internt og bringe forsoning mellem troende brødre og søstre uden at skulle gå til civile domstole i mange sager. Kirken er trods alt et samfund uden lige, udstyret med Guds Ånd, syndere reddet af nåde, der klamrer sig til Kristus. Og så vil han spørge i vers 5: "Kan det være, at der ikke er én blandt jer, der er vis nok til at løse en tvist mellem brødre?" Kirken burde kunne gøre det. Men her i vers 1 til 3 fortæller han os, hvorfor vi burde løse problemerne internt, når troende falder ud og uenigheder opstår.

Vores Fremtidige Skæbne

Og han peger os mod vores fremtidige skæbne. Se på vers 2. "Ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og hvis verden skal dømmes af jer, er I så inkompetente til at prøve trivielle sager? Ved I ikke, at vi skal dømme engle? Hvor meget mere så de ting, der vedrører dette liv?" I baggrunden her er næsten sikker passager som Matthæus 19:28, Jesu ord, hvor han fortalte sine disciple, at de ville sidde sammen med ham på troner og dømme Israel i den nye skabelse. Eller de gamle testamente skrifter, som i Daniels bog kapitel 7, hvor profeten "så en lig en Menneskesøn, der fik magt og autoritet og et kongerige." Og så læser vi i Daniels 7:27: "Kongeriget og magten og storheden af kongerigerne under hele himlen skal gives til folk af de hellige fra den Højeste." Vi vil regere og dømme lige sammen med Jesus Kristus. Det er vores ophøjede og herlige fremtidige skæbne.

Men korintherne siger Paulus i modsætning hertil beskæftiger sig med trivielle sager, selv om de en dag skal dømme englene. Sikkerligvis kan kirken med en sådan skæbne allerede her og nu, på denne side af evigheden, løse tingene iblandt troende. “Husk hvor du er på vej hen,” siger han til os. Husk på den høje værdighed og den ophøjede rolle, du en dag vil opfylde i selve himlens domstol. Du vil være en dommer! Hvordan skal du opføre dig her i lyset af den fremtidige skæbne? Du, der en dag vil dømme englene, river du andre ned her? Du, der en dag vil sidde sammen med Kristus i den endelige domstol, bruger du verdens taktikker til at fremme din egen status her, selv på bekostning af og til skade for dem, der vil tjene sammen med dig som brødre og søstrer på den endelige dag? Husk på din skæbne og lev i dens lys. Vores fremtid, hvor vi er på vej hen, nu hvor vi er kristne.

Vores nuværende situation

For det andet siger Paulus til os, at vi skal møde vores nuværende situation – hvordan vi lever, meget ofte trods det faktum, at vi er kristne. Se på vers 4 til 8, tak. Nøgle til Paulus' argument her er at lægge mærke til gentagelsen af ordet “bror”. Se på passagen; vers 4 til 8:

Har I sådanne sager, hvorfor bringer I dem så for dem, der ikke har nogen ståsted i kirken? Jeg siger dette til jeres skam. Kan det være, at der ikke er én blandt jer, der er vis nok til at løse en tvist mellem brødrene, men bror går til retssag mod bror, og det endda for vantro? At have retssager overhovedet med hinanden er allerede et nederlag for jer. Hvorfor ikke hellere lide uret? Hvorfor ikke hellere blive bedraget? Men I selv gør uret og bedrager – endda jeres egne brødre!

Deres evangeliske glemsel betyder, at deres identitet i Kristus er ophørt med at fungere og operere på nogen meningsfuld måde i deres tænkning eller deres liv. Faktum er, at de var brødre og søstrene gennem troen på Jesus, at de var familie, burde have gjort hele forskellen. Men i stedet argumenterede de deres sag foran dem, der ikke har nogen position i kirken, vers 4. Og så siger Paulus, vers 5, at de burde skamme sig over sig selv. Sikkerlig har kirken den grundlæggende kompetence og de gaver, den har brug for blandt sine ledere, til at hjælpe med at løse grundlæggende og trivielle tvister? Nogle er smarte nok, vel! Korintherne, I vil huske, pralede af deres overlegne visdom. "Jamen," siger Paulus, "hvis I er så smarte, er der ikke nogen, der kan hjælpe med at mægle mellem forurettede troende?"

Evangelisk Sejr

Men i stedet gik de foran vantro, uretfærdige, for at få en afgørelse. Og han siger i vers 7, at det “allerede er et nederlag for jer. I skal hellere lide uret eller blive bedraget end gøre det.” Hvorfor er det et nederlag for kristne at handle på denne måde? Det er et nederlag, fordi evangeliet siger, at at tilhøre Jesus betyder at blive en bror eller søster til mennesker, med hvem du måske ellers ikke har noget at gøre. Du har ikke noget med dem at gøre! Du forstår dem ikke! De forstår dig ikke! Deres baggrund, deres etnicitet, deres herkomst – alt dette kan være helt fremmed for dig, langt uden for din komfortzone. Men nu, uanset alt dette, er du nu blevet én med dem i Kristus. Nu er du familie! De er brødre og søstrene. I er bundet sammen i hellige bånd af evangelisk kærlighed. Og så må du nu forgive; du må vende den anden kind. Du må øve dig i tålmodighed; du må efterlade din gave ved alteret og gå og forsones med din bror. Og når du gør det, og verden ser det, når relationerne kommer under pres og der er enhver grund til, at de skal splittes og fragmenteres og blive sure og grimme, når kirken i stedet forfølger hinanden i kærlighed og søger forsoning, siger Paulus, at det er sejr. Det er evangelisk sejr. Verden ser, at I er Kristi disciple ved eder kærlighed til hinanden!

Evangelisk Nederlag

Men det var ikke, hvad der skete i Korinth, var det? I stedet for en sejr for evangeliet, da relationerne kom under pres, da alle vores relationer må, faldt de tilbage til standardindstillingen af deres gamle liv og i stedet for en sejr for evangeliet, når den omkringliggende verden ser, hvad nåde gør – forvandler en hel gruppe mennesker til lighed med Kristus, som vil tjene hinanden endda til deres egen skade – i stedet for det, ser de mennesker, der kaster retssager rundt og trækker hinanden ind i de offentlige domstole, skammer hinanden og bringer evangeliet i vanære. Det er nederlag! Når verden omkring os kollapser i tribalisme og gensidig mistanke og smått grælle og disse grælle hærder til langvarige fejder og indgroede bitterhed, når verden handler på denne måde og Guds folk søger fred og forsoning, søger at leve i fred med hinanden så langt det afhænger af dem, tilgivende hinanden ligesom Gud i Kristus har tilgivet dem, når verden ser det, så er det en sejr for evangeliet.

Nu vil jeg spørge jer, om verden ser det i os. En sejr for evangeliet? Eller ser den igen og igen nederlag, når vi falder tilbage til standardindstillingen af selvforsvarende, stolt, mistænksom, bitter og vred stridighed? “Vi bør skamme os over os selv,” siger Paulus, “når vi som brødre og søstre stadig handler ligesom verden.” Kristus er død for os. Hans Ånd bor inde i os. Hans Ord retter vores skridt og alligevel forfølger vi vores smått klager og vores selvcentrerede tvister for øjnene af den omkringliggende verden. Hvilket nederlag. Hvilket nederlag. Så kalder Paulus os til at huske vores fremtid, vores skæbne – hvem vi en dag vil være og den rolle, vi vil opfylde som dommere over kosmos sammen med Kristus, den øverste Dommer – og til at leve i lyset af denne kommende skæbne. Og han kalder os til at møde op til, hvem vi er lige nu, til at se, at disse ting ikke bør være.

Vores Fortid

Og så endelig, hvis I vil se med mig på vers 9 til 11, minder han os om vores fortid – hvem vi blev, da Guds nåde gjorde os til kristne. Vi kommer tilbage til vers 9 til 11, hvis Gud vil, næste gang for et nærmere kig på disse vers, så ville I bare lægge mærke til, hvordan Paulus minder dem om en sandhed, en grundlæggende sandhed, de synes at have glemt. “Ved I ikke, at de uretfærdige ikke vil arve Guds rige?” vers 9. Sådan beskrev Paulus dommerne, de hedenske dommer, for hvem korintherne bragte hinanden i deres retssager i vers 1, de uretfærdige. Og her siger han: “Nå, lad mig vise jer de uretfærdiges skæbne.” Han karakteriserer dem i vers 9 og 10 ved deres sædvanlige synd. “Bedrages ikke: hverken de seksuelt umoralske, eller afgudsdyrkere, eller ægteskabsbrydere, eller mænd, der praktiserer homoseksualitet, eller tyve, eller de grådige, eller drukkenbolte, eller skæmmeskrivere, eller svindlere vil arve Guds rige.” Syndere er udelukket fra Guds rige; det siger han. Det er et ædru billede.

Vær, hvem du virkelig er!

Så dråber han bomben; “Og sådan var nogle af jer! Men I blev vasket, I blev helliget, I blev retfærdiggjort i Herrens Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.” “Korintherne, her er det rigtige problem, I helt har mistet synspunktet for, hvilket, hvis bare I ville få det ret i jeres tænkning, ville begynde at ændre jer. Og måden, I ville leve på nu, ville ikke være nederlag, men ville i sandhed begynde at være, endelig, sejr. Her er det rigtige problem! I har glemt, at I ikke længere er, hvem I engang var. Nu har Jesus Kristus brudt ind i jeres liv gennem evangeliet, alt har ændret sig. I er ikke længere defineret af det gamle liv af synd.” Og Paulus har nævnt en række af synder, der definerer mennesker. Men han siger, “Nu har I lært Jesus at kende, de definerer jer ikke længere. Det er ikke længere, hvem I er, korintherne. I har været vasket og renset og helliget og regnet for retfærdige i Guds øjne i den himmelske domstol og klædt i Jesu Kristi retfærdighed. Det er, hvem I virkelig er nu, hvis I er troende. Det er, hvem I virkelig er! Tid til at begynde at leve som det. Tid til at begynde at være, hvem I virkelig er. Ingen under, at I kæmper i jeres konflikt med synd i jeres hjerte, når I fortsætter med at identificere jer selv med, hvem I plejede at være, og ikke med, hvem I er nu i Jesus. Husk jeres nye, sande identitet. I har kommet til Kristus, og så er det gamle gået, og det nye er kommet. I er en ny skabelse. Vær, hvem I virkelig er!”

Jeres nye identitet i Kristus

Her er, hvad jeg rigtig har brug for, og hvad du sandsynligvis også har brug for i din daglige konflikt, i din daglige kamp for at leve for Kristi ære og forfølge praktisk hellighed. Så mange af os er fristede til at tro, “Hvad jeg rigtig har brug for, er en ekstra dosis af overnaturlig kraft, lidt ekstra juice til at drive min sjæls motor, så jeg kan være lydig. Noget mere! Noget nyt!” Det er slet ikke Pauls råd. Hans råd er ikke at søge noget nyt, noget ekstra. Hans råd er derimod at gå tilbage til, hvad Gud allerede har gjort for dig i Jesus Kristus, at forstå evangeliet og din nye identitet i Him. At få det klart. At begynde at presse det ned i hver en porie, revne og sprække i dit åndelige liv. At lade det dryppe helt igennem og begynde at leve i dets lys. Ikke længere en slave af synden. Ikke længere underlagt det gamle liv. Et barn af nåde. Adopteret ind i familien. Født igen af Guds Ånd. Ren og retfærdig, ikke med min egen retfærdighed, som om disse ting, som Paulus nævner, aldrig igen frister mig eller får mig til at snuble. Nej, jeg vil arve kongeriget, du, troende på Jesus, vil arve kongeriget, ikke fordi du ikke fejler, men fordi du er regnet for retfærdig i Kristus.

Og når du forstår det, vil underen og glæden ved det begynde at give liv og styrke til din hånd for at give noget jern til din vilje, en fasthed, så du vil begynde at forfølge lydighed mod Kong Jesus med et glædeligt hjerte. Du vil begynde at presse dig frem når relationer begynder at gå i stykker. Istedet for at trække dig tilbage, vil du forfølge forsoning når alt inde i dig siger at trække dig tilbage til verdens måde, at stå bag dine barrikader og kaste granater på hinanden og såre og ødelægge hinanden. Nej, når du forstår hvem du virkelig er i Kristus, bliver du en tjener for hinanden og forfølger forsoning. Det ville ikke være nederlag, vel? Når verden ser på for at se hvordan disse kristne opfører sig under tryk. Nej, det ville være sejr. Når de får se i os, når vi lever sammen, får de se i vores vanskelige, kluntede, akavede relationer mennesker, der ikke trækker sig tilbage og tilbagetrækker sig, men som forfølger hinanden i kærlighed fordi vi er familie og vi er én i Kristus. Det ville være sejr i sandhed. Hvilken demonstration af evangeliums kraft.

Det er det, Paulus kalder os til. Så vi skal huske vores fremtid - hvor vi går nu hvor vi er kristne. En dag vil vi dømme verden, dømme englene. Vi skal være højesteretsdommere en dag. Her er vi i træning. Vi skal leve i viden om at det en dag vil være vores skæbne. Vi skal møde op til nutiden, se de områder hvor vi i dag lever på et så lavt plan, så langt under vores nye identitet og ståsted. Så langt under det liv hvortil vi er kaldt. Og vi skal omvende os. Og vi skal huske vores fortid - hvad Gud har gjort i Kristus ved korset og i vores hjerter ved Kristus gennem evangeliet, og gøre os nye. Og når vi forstår det, skal vi begynde at leve i dets lys, at være hvem vi virkelig er. Må Herren give os nåden til at gøre præcis det? Lad os bede sammen!

O vores Far, vi erkender de tider, hvor vi har givet plads til evangeliums glemsel, vi har forsømt vores sande identitet, vi har stadig levt, som om vi var, hvem vi engang var, ikke hvem vi nu er i Kristus. Vil Du, please, tilgive os for at leve så langt under vores privilegier som Guds børn, adopteret af Din nåde, renset og udsondret til Din ære og retfærdiggjort i de himmelske domstole. Please, have medfølelse med os. Og når vi tager ind i undren over, hvem Du har gjort os til at være, vil Du da give os kraft og mulighed for at leve ud af, hvem vi rigtig er? For vi beder om det i Jesu navn, amen.