Skammens Ende

Slutningen af Skammen

Zephania 3:14-16

Af Gabe Fluhrer

Mens I bliver siddende, hvis I ville tage jeres Bibler og vende til Zephania kapitel 3. Hvis I ikke ved, hvor det bog er, det er okay. Jeg ved ikke, om jeg burde indrømme det som prædikant, men i første presbyteri, jeg sad i, måtte jeg se i indeks for at finde denne bog! Okay? Så det var, da jeg var på seminaret, så føl ikke dårligt, hvis I ikke kan finde det! Det står på side 790 i jeres kirkebibler; 790. Og bare for at give jer en fornemmelse af, hvor vi skal hen i de næste par søndage om aftenen, skal vi se på 3:14-16 i aften og så næste søndag aften, hvis Herren vil, skal vi se på det, der har været kaldt [[BVRJohn 3:16]] som er en af mine yndlingsbibelvers. Så jeg har været ved at tænke over disse vers i et stykke tid, og vi skal hoppe i, i kapitel 3, vers 14 til 16 i aften; side 790.

Lad os bede, og så skal vi høre Guds Ord.

Vores Fader, det, vi lige sang, er vores store håb i aften – at Jesus, som engang blev løftet op for over 2.000 år siden, ville blive løftet op i aften som den forhøjede, opstandne Frelser, som er det eneste håb for os ødelagte syndere. Må den, der taler, mindske, så Kristus må øges og fylde alle i alle. Vi beder om Åndens kraft til at gøre Ordet virkeligt og levende og skarpere end noget to-kanteret sværd, og vi spørger det hele i Jesu navn, amen.

Zephania 3, begyndende ved vers 14. Dette er Guds Ord:

Syng højt, du datter af Zion; jubel, du Israel! Glad og frend dig med hele dit hjerte, du datter af Jerusalem! Herren har fjernet dommene mod dig; han har fjernet dine fjender. Kongen af Israel, Herren, er i din midte; du skal aldrig igen frygte ondt. På den dag skal det siges til Jerusalem: "Frygt ikke, du Zion; lad ikke dine hænder blive svage."

Græsset visner, blomsterne falder, men Guds levende Ord skal stå til evig tid, amen.

Den største flyselskab er Southwest Airlines, og vi har ikke dem her længere, jeg lærte det lige da vi flyttede herhen! Det var vores livline for at komme tilbage fra det udenlandske land Pennsylvania ned til South Carolina, da jeg var oppe på Westminster. Og de havde denne reklamekampagne for et par år siden, som var en af de bedste, jeg har set, og taglinen på reklamekampagnen var: “Vil du væk?” Og der var denne ene reklame, hvor du så denne mand og denne kvinde, der sidder i en slags corporate bestyrelseslokale, åbenbart executive-typer, og de begge kigger lige frem og han lidt nervøst ser sig omkring og siger: “Jeg har længe villet sige dig dette, men jeg har altid haft følelser for dig.” Og hun bliver meget ophidset og kigger over og griber hans arm og siger: “Så gør jeg også!” Og han ser lidt overrasket ud og vender sig, og du ser en øresmykke i, og han siger: “Hold lige et øjeblik. Hvad var det?” Og du ser hendes ansigt, og hun siger: “Å nej!” Og taglinen kommer: “Vil du væk?”

Skyld vs. Skam

Og mens jeg tænkte over det her i denne uge, er der øjeblikke i vores liv, hvor vi ønsker, vi havde det valg, ikke? Hvor vi kunne bare slippe væk fra hvad det nu er – omstændigheder, mennesker, hvad det måtte være. Mest af alt, tror jeg, at vi vil slippe væk fra minderne og de dele af vores fortid, der giver os skam. Og vi skal skelne fra starten af mellem skyld og skam. Skamforsker, Brene Brown – hvis du ikke har hørt om hende, er det okay. Hvis du får chancen, gjorde hun denne tale, der har omkring 30 millioner visninger på TED om “The Power of Vulnerability and Shame.” Det er værd at se. Hun har skrevet meget om dette emne og hun skelner mellem skyld og skam på denne måde. Hun siger, "Skyld er at ikke gøre noget efter en standard og føle ordentlig psykologisk skyld over det – ordentlig psykologisk ubehag over hvad du har overtrådt." Og som kristne, tror jeg ikke hun er, men som kristne, kan vi være enige med det. Når vi ikke lever op til Guds Lov, skal vi føle skyld.

Skam er anderledes. Hun siger, "Skam er den intense følelse af at være værdiløs og ikke være værdig til kærlighed." Vi kan sætte det i tre ord. Skam siger til os, "Du hører ikke hjemme." Skyld er mere privat. Skam, som en forfatter sagde, "har vidner." Det er et offentligt fænomen. Det er noget, vi har rodet med og mislykkedes med andre mennesker og det er et smertefuldt minde. Det giver os ubehag, når vi tænker over det. Og der er forskellige slags skam, ikke? Og der er skam, der er reel – den skam, vi skal føle i Guds øjne for at have overtrådt Hans standarder. Men så er der skam, der ikke skal være der. De ting, der er gjort mod os – misbrug, andre ting som det. Eller situationer, vi har været i, hvor den overordnede meddelelse til os har været, "Du hører ikke hjemme."

Og profeten Zephanja skal tale til os i aften om slutningen af skam. Og lad mig sætte konteksten for jer meget hurtigt. Zephanja er en af de tolv mindre profeter. Nu er det navn lidt misvisende. Det er ikke fordi de er mindre i Guds Ord eller ikke så vigtige som andre dele af Guds Ord. De kaldes mindre profeter simpelthen fordi deres bøger i Det Gamle Testamente er så korte. Så har du de store profeter – Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel. Og så har du disse tolv mindre profeter og Zephanja er en af dem. Han skriver omkring 640 år før Jesus fødes under regeringstiden for den store reformerende konge i Det Gamle Testamente, Josias. Hvis du går tilbage til kongernes bog og læser om Josias, er han den fyr, der lidt efter omgør tilbedelsen i Israel. Han gør meget reformerende arbejde i Israel på det tidspunkt.

Nu er en af de unikke træk ved Zephanjas bog, at han åbner sin profeti med sandsynligvis den mest kosmiske domsscene hvor som helst i Det Gamle Testamente. Hvad jeg mener med kosmisk domsscene, det er ikke ligesom nogle af profeterne, hvor Gud siger: “Se, jeg kommer til at dømme jer, Israel, for hele din afgudsdyrkelse og alle dine synder og alle de måder, du har forladt mig på.” Han gør det, men det begynder med kosmisk dom. Alle er med i denne sag. Ingen slipper unda. Så denne bog har meget slette nyheder, indtil vi kommer til dette kapitel. Og den bestemte vers, der virkelig sætter tonen for alt, hvad der følger, er vers 11. “På den dag skal du ikke være beskæmmet.” Og vi skal se, at “På den dag”-udtrykket igen i vores tekst i aften. Og så, hvad Gud lover at gøre her, er, at han siger: “Jeg skal fjerne al din skam” – i dette tilfælde, retfærdig skam – “Jeg skal fjerne alt det og velsigne dig, som du aldrig har forestillet dig.” Det er, hvor vi skal hen næste uge.

Her er hovedpointen i, hvad Zakarias siger. Skam ophører, når vi tilbeder Gud uden forbehold for, hvad han har gjort ved ikke at udføre nogen dom over os, så vi ikke har nogen frygt i hans nærvær. Skam ophører, når vi tilbeder Gud uden forbehold for, hvad han har gjort ved ikke at udføre nogen dom over os, så vi ikke har nogen frygt i hans nærvær. Og disse "ingen" vil danne vores tre overskrifter. Så i vers 14, Intet Forbehold. Vers 15, Ingen Dom. Og vers 16, Ingen Frygt.

Intet Forbehold

Se med mig der igen på vers 14 – Intet Forbehold. “Syng højt, datter af Zion; jubel, Israel! Glæd dig og jubel med hele dit hjerte, datter af Jerusalem!” Som jeg nævnte lige før dette, har vi ikke hørt andet end dårlige nyheder, og så får du dette vers kastet lige ind i midten af alt dette. Og dette vers kommer som en slags overraskelse. “Jubel; glæd dig” – sprog, der går ud over det normale, hvad vi måske endda kunne kalde præsbiteriansk stil tilbedelse. Vi har svært ved at tænke på tilbedelse på denne måde. Nu er der så meget, jeg elsker ved vores tradition i form af reformeret teologi og tilbedelse, men hvis vi er ærlige over for os selv, gør vi ikke den glædelige ting så godt. Eller gør vi? For jeg har været på fodboldkampe med jer alle sammen, og det minder mig om at gå på fodboldkampe med mine venner tilbage hjemme, hvor jeg havde en broder i kollegiet, der var den mildeste mand, og du sætter ham på lørdag morgener i Williams-Brice Stadium i South Carolina, og han forvandledes til et dyr! Han kunne råbe og danse og klappe og løfte sin stemme som ingens forretning!

Hvordan man relaterer til Gud

Og min pointe er denne. Når vi ser sportsbegivenheder og vores hold vinder – jeg behøver ikke at fortælle dig, hvordan det så ud, da Ole Miss slog Alabama, eller den lige så store mulighed her, eller da State slog Ole Miss i år. Jeg så meget glæde fra begge sider. Og når det sker, mister vi alle vores tilbageholdenhed. Vi mister vores fornemmelse for, hvad der er passende, når vores hold vinder. Og det er, hvad profeten får øje på her. Profeten siger, når det sker, når vi forstår, hvad Gud er i gang med, når det kommer hjem til os, er dette resultatet – overordnet glæde; sang; glæde over, hvad Gud har gjort. Og her er spørgsmålet: Hvad er det i vores liv, der giver os glæde lige nu? Hvad er vi glade for? Og Gud siger: “En af de ting, jeg er i gang med, er at tage disse glæder, du oplever,” som er gode og vidunderlige, og der er ikke noget galt med at blive ophidset over et sports-hold, men Han siger, at de er pegepinde til en større realitet. “Sådan vil jeg have dig til at reagere på Mig. Sådan vil jeg have dig til at relatere til Mig.” Det er, hvad Gud siger til dem. “Jeg vil have dig til at have den slags glæde over, hvad Jeg gør i dit liv.”

Og bemærk, hvornår det er, at Gud befaler dem at gøre dette. Det er ikke, når alt går godt. Alle disse er løfter om, hvad Gud vil gøre. Alle disse ting er fremtidige. De har endnu ikke fundet sted. Og så siger Gud: "Mens I venter, midt i, at alt falder sammen, Israel, glæd jer!" Er det ikke kontraintuitivt eller hvad? Og her siger Han til os: "Hvad giver jer mest skam? Er det noget fra jeres fortid? Er det noget, I sagde ved en middagsselskab? Er det, måden, I opførte jer på, da I var på udrejse og der var vidner? Hvad giver jer mest skam?" For Israel var det deres forladelse af Gud. De forlod Ham. De gik væk og sagde: "Vi skal gå efter afguder." Og Gud siger: "Jeg er endnu ikke færdig med jer. Og midt i, at Jeg håndterer jeres skam" – og vi skal snakke om det her om et øjeblik – siger Han: "Mens I venter, glæd jer." Du og jeg kan have glæde, hvor vi er lige nu, i aften. Det er et vidunderligt løfte. Så ser vi på det første sted, Gud kalder os til at elske Ham og tilbeder Ham og nyder Ham uden forbehold. Ingen forbehold. Udskejet overgivelse i deres nydelse af Gud.

Ingen Dom

Så for det andet skal du se på vers 15 under Ingen Dom. “Herren har fjernet dommene imod dig; han har fejet dine fjender væk. Kongen over Israel, Herren, er i din midte; du skal aldrig mere frygte noget ondt.” Hvorfor skal vi glæde os? Profeten siger: “Fordi jeg har fjernet de indre domme imod dig og de ydre hindringer for at nyde mig.” Så du så det sprog der? “Herren har fjernet dommene imod dig.” Se, dette er vores indre fornemmelse af skyld og skam, som alle os har. Vi ved, instinktivt ved at være skabt i Guds billede, at vi ikke er, hvor vi skal være med ham, uden Jesus. Alle os har den slags dyb-sejret angst. Vi prøver at maskere den på forskellige måder. Vi ved ikke rigtigt, hvad vi skal gøre med den, før Gud åbner vores øjne. Vi ved, vi ikke er hellige. Vi ved, vi skal skamme os over for Gud. Vi føler det. Og Gud siger: “Jeg vil fjerne det.”

Og så går han til de ydre årsager. Han siger: “Jeg vil fjerne alle dine fjender. Enhver trussel mod dig, Israel, vil jeg fjerne.” Tænk nu over det i forhold til skam. De mennesker, der har forårsaget skam i vores liv, kan være vores fjender og kan ikke være det. Pointen er dog den samme. Hvad Gud lover her, er at fjerne alt ydre, der kan forårsage os skam. Med andre ord, løftet er, at der ikke vil være flere vidner, fordi der ikke vil være nogen grund til skam. Det er, hvad Gud gør, fordi skam grundlæggende er en realitet, der er skabt af andre.

Ægte Fred

Og når Gud siger dette til os, beder han os om at reflektere over det faktum, at vi alle, på grund af disse trusler mod os – hvad enten de kommer fra andre, fra fjender, fra skam, hvad det nu er – han siger, at det fører os til at være kroniske bekymrere. Bekymrer vi os ikke meget? Forårsager skam os ikke at bekymre os? Måske blev du skammet tidligt i livet, og resten af dit liv har du undret dig over: “Vil jeg nogensinde blive accepteret? Vil jeg nogensinde komme med på holdet? Vil jeg nogensinde være god nok?” Og det fører igen til angst. Vi bekymrer os om, vi er sikre. “Vil jeg blive skadet fysisk eller følelsesmæssigt af en anden menneske? Hvad vil der ske?” Bekymring, bekymring, bekymring. Og her siger Gud. Han siger, du kan have reel fred, reel glæde, hvad alle søger, og så få finder. Han siger, det er tilgængeligt, på tap, til at bede om, i aften.

Og læg mærke til, hvordan han siger det der. Han siger: “I skal aldrig igen frygte det onde.” Er du bange for det onde? Jeg er. Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg finder selv, at jeg bliver mere angst, jo ældre mine børn bliver. I har været forældre meget længere end jeg; I kan fortælle mig, hvordan jeg skal håndtere det! Men jo ældre mine børn bliver, jo mere finder jeg, at jeg frygter alt det onde, der er derude i verden, og jeg bekymrer mig om dem. Og ja, jeg omvender mig og beder Herren om hjælp, men det er der med mig, når jeg vågner op om morgenen. Og det er, hvad Gud siger til os. Det store løfte er aldrig igen at frygte det onde. Vi kan stoppe med at bekymre os og stoppe med at være bange og opleve Guds fred. Vi kommer tilbage til det igen til slut.

Noter derefter, hvad Gud siger der. Han siger “Israels konge, Herren, er midt iblandt jer.” Det var Israels store håb, ikke sandt? Hvis du læser tilbage gennem Det Gamle Testamente, starter du med at læse 1. Mosebog – hvordan menneskeheden opstår, og så snævrer det ind til Abraham og så kalder Gud dette folk ud og så bliver de slaver. Og så fører Han dem ud af slaveriet og de lever uden for Egyptens bånd. Og hvad begynder de at sige? “Vi vil have en konge ligesom nationerne omkring os!” Og Gud siger: “Nej, I vil ikke, for denne konge vil slaver dine sønner og det vil gå dårligt for jer. Og hvorfor vil I have en konge, når Jeg er jeres Konge?” Og alligevel går de: “Nej, nej, giv os en konge!” Og så giver Han dem en konge. Og her er vi, omkring fire eller fem hundrede år efter, at Israel har haft en konge, og lad os se, hvordan de har det. Kongeriget er delt mellem nord og syd; der har været flere oprør og opstande. Selv manden efter Guds eget hjerte mislykkedes på en så storslået måde, at Gud forbandt resten af hans hus og hans børn i hans slægt for hans ægteskabsbrydelse og mord! Det går ikke godt for Israel! Og så er dette løfte: “Jeg kommer til jer. Jeg vil være jeres Konge, ligesom Jeg altid havde lovet at være.”

Disse Ord Er Ikke Bare Ord

Det minder mig om en historie, jeg læste for nylig om en kvinde, der var gift, havde et par børn og et dejligt ægteskab efter alle omgivelser. Og en dag stod hun bare op og gik. Hun sagde: “Jeg kan ikke gøre dette længere,” og gik væk. Hendes mand var knust og ringede til hende, med børnene på telefonen, og sagde: “Bare tal med dem.” Og hun ville bare hænge op. Så fandt han endelig ud af, hvor hun var, og til stor omkostning for sig selv – økonomisk, følelsesmæssigt, fysisk, alt andet – finder han hende og kommer til hende og siger: “Jeg elsker dig. Kom tilbage, tak!” Og hun brød sammen i hans arme. Og han sagde: “Vi ringede til dig. Vi skrev breve. Hvorfor havde noget af det ikke en indflydelse?” Hun sagde: “Før var det bare ord. Så kom du.”

Og det er, hvad Israel bliver lovet her. Det er ikke bare ord. “ Herren, din Konge, vil komme midt iblandt jer.” Og Israels længsel efter en konge er vores længsel, er det ikke? Vi lever i en splittet, usammenhængende, afbrydelig tidsalder. Er det ikke fascinerende, at med tidsalderen af den mest kommunikationsvillige evne mellem vores smartphones, vores computere og vores iPads, er vi den mest afbrydelige relationelle tidsalder, der måske nogensinde har levet. Og vi længes efter at have nogen, der fortæller os, hvor vi skal gå, hvordan vi kommer der, hvad det ser ud, når vi kommer der. Vi længes efter en konge. Vi længes efter nogen, der fortæller os, hvad vi skal gøre, men på grund af synd, på samme tid, vil vi ikke have nogen, der fortæller os, hvad vi skal gøre. Vi tvivler dybt på autoriteter i vores tidsalder, undertiden med rette. Du kan have været misbrugt af nogen i autoritetsposition. Du kan have lidt under nogen i en autoritetsposition. Det er virkeligt. Men i vores hjerter resenterer vi alle autoriteter over os. Og Gud siger: “Jeg er en Konge, du kan stole på. Jeg vil komme til dig. Jeg er ikke som andre autoriteter. Jeg vil ikke skuffe dig. Jeg er Den, der kommer til skammede mennesker for at gå vejen med dem.”

Ingen frygt

Og det fører os til vores sidste vers her, vers 16. Ingen frygt – vores tredje overskrift. “På den dag skal der siges til Jerusalem: 'Frygt ikke, o Zion; lad ikke dine hænder blive svage.'” Hvad er “den dag”? Vi læser om det hele tiden i Det Gamle Testamente, “på den dag; på den dag.” Jeg tror, at det her specifikt har en reference. Tænk om det på denne måde. Hvis du står og ser på bjerge fra siden, ser de ud som toppe sådan – op og ned. Hvis du står på en af dem, ser de alle ud som én bjergtop. Sådan ser Zakarias på Jesu komme i fremtiden. Så Jesu komme er lig den første bjergtop nærmest ham; Jesu første komme. Jesu andet komme er lig den bjergtop i distancen. Og han sætter dem begge sammen, når han ser ned ad tids korridorer. Og han siger, “Der kommer en dag, hvor alt dette vil ende” og den dag begyndte ved Jesu første komme. Han indstiftede kongeriget. Han bragte Gud nær. Han kom til os. Det var ikke længere ord; det var tilstedeværelse. Det var Jesus, som er Gud med os. Og så ser det frem til den dag, som vi alle venter på her. Den dag, hvor alt dette, som nu er i form af løfte, vil blive til virkelighed. Når troen vil give plads for synet, og vi vil se alt med vores egne øjne, som profeten viser os lige nu i billeder og skygger. Den store dag, når alt, hvad der får os til at blive fjernet fra Gud, til at skamme os i Hans nærvær, til at skamme os i andres nærvær, vil være væk, væk, væk. Han siger, “På den dag, skal der siges: 'Frygt ikke.'”

Lad ikke håbet dø

Og bemærk, hvordan han siger det. “Lad ikke dine hænder blive svage.” En kommentator forklarer det på denne måde. Han siger, “De hænder, der bliver slappe, beskriver i Bibelen en fortvivlelse over omstændighederne, der gør en person ude af stand til at fungere.” En fortvivlelse over omstændighederne, der gør en person ude af stand til at fungere. Har du nogensinde følt dig sådan? Har du nogensinde kigget på dit liv, måske kigget på skammen i dit liv, og sagt, “Jeg har ikke lyst til at komme ud af sengen i morges”? Gud ved om det. Han siger, det er sådan, det føles at have svage hænder. Og Han siger, “Lad ikke dine hænder blive svage.” Hvorfor? På grund af, hvad Han skal gøre på den dag. Ved du, hvad Jesu yndlings-“Du skal ikke” var? Vi kunne tænke på mange ting. Jeg tror, nogle gange får vi det så forkert, når vi tænker på Jesus som en slags dødgræber, der altid og for altid siger, “Du skal ikke.” Han havde nok at sige om det. Men Hans yndlings-“Du skal ikke” var, “Du skal ikke frygte. Vær ikke bange.” Det var det, Han sagde, man ikke skulle gøre, mere end noget andet, i opfyldelse af denne vers. Og Gud siger, “Når fortvivlelse kommer, når du ikke føler dig, som om du skal stå op, når du er knust af dine omstændigheder,” siger Han, “Fortvivl ikke. Der kommer en dag, hvor der ikke vil være mere fortvivlelse. Tænk på det. Lev ud af det.” Vi kommer tilbage til det lige om lidt.

Så hvad betyder dette? Jeg har sagt, at vi vil vende tilbage til alt dette lige om et øjeblik. Her er det øjeblik. Hvad betyder alt dette? Hvordan ser vi Jesus her? Jeg synes, der er så mange måder. Hvad vi ikke må gå glip af, er, at Gud har holdt sit løfte til os her i Kristi komme. Vi kan begynde at fokusere på Him, istedet for historien og fortællingen, som skam fortæller os. Vi kan begynde at fokusere på Hans liv, Hans perfekte liv. Hans liv, som førte Ham til korset, men et liv af kærlighed og medfølelse og tålmodighed og mildhed med skammede mennesker som os. Hvis du undrer dig, om nogen forstår din skam, er det Ham. Og hvis du undrer dig, om Gud elsker dig, hvis du føler dig værdiløs, hvis du føler, at du ikke hører hjemme, siger Jesus: "Du hører hjemme. Du hører hjemme hos Mig. Jeg er kommet for dig." Han kommer til os, og så er Jesus den, der mere specifikt fjerner vores frygt. Hvordan kunne Gud gøre disse løfter? "I vil aldrig, aldrig igen være bange." For hvad vi skal frygte mest, har Jesus taget i vores sted. Han er Kongen i vores midte, som var lovet, ikke? Han er Kongernes Konge og Herrernes Herre. Han blev født som Konge over jøderne. Selv Herod hørte om det, den hedenske hersker. Men Han er en Konge, der viser sig og ikke ser ud som andre konger. Han er en Konge, der viser sig i svaghed, i lidelse, og til sidst dør Han nøgen og skammet.

Hvorfor? Fordi lige siden det første par i haven var nøgen og skammet, har vi alle følt denne skam. Vi har alle forårsaget denne skam i nogens liv. Og det tog den anden og større Adam, Jesus, at gå ind i vores skam, at tage vores nøgenhed, så at sige, på sig selv og dø på det kors for at "bære vores skam og spotte groft." Derfor kan vi have ingen frygt. Den største frygt, vi nogensinde skulle have, er frygten for Guds dom, som vi alle retmæssigt fortjener, som Israel retmæssigt fortjente. Og når Gud lover, "Jeg vil gøre en vej, så I aldrig igen skal frygte dette," er det opfyldt i Kristus, i Hans første komme. Zephaniah 3:17

Skam dør ikke let, gør det? Du kan ikke ønske det væk. Vi kan ikke bare tænke lykkelige tanker. Vi skal vide, at nogen er med os midt i det. Og igen, det kommer tilbage til Jesus. Han elsker at velkommen folk med meget skam. Ret eller forkert skam. Han elsker at velkommen afgudsdyrkere, selvretferdige mennesker; mennesker, der har fejlet igen og igen og igen og stadig gør det. Han siger: "Kom til mig. Jeg er den, der velkommen folk som dig. Du er ikke alene og vil aldrig være det." Derfor kan vi aldrig igen være bange.

Ingen grund til at præsentere sig længere

Dette er en af de måder, vi kan bekæmpe skam og bekymring, når vi indser, at Jesus fjerner al frygt i vores liv. Og når han gør det, gør han os til et folk, som andre mennesker ikke behøver at være bange for. Det er et af de problemer, vi kæmper med som kristne i kirken, ikke det? Vi præsterer meget. Og problemet med at præstere er, at du bliver god til det. Men Gud kender vores hjerter, gør han ikke? Og han siger: "I behøver ikke at præstere længere." Ingen her behøver at være bange for at lade alle andre vide, at du har fejlet. Okay? Alle os har. Ugentligt! Altid! Og hver gang jeg gør det, hver gang jeg ser det i en andens liv som præst, bliver jeg påmindet om storheden af hans nåde og hans tålmodighed for syndere og fejlere som alle, der kigger på mig og som manden, der står og taler foran dig. Alle os, alle os, alle os har fejlet. Og Gud siger: "Jeg har ladet min søn blive skammet i din sted, så du aldrig behøver at møde det." Og når vi får det, når det synker dybt ned i vores hjerter, bliver vi mennesker, som andre ikke behøver at være bange for. Og det er døden for skam, når vi har den slags kultur.

Så hvordan får Jesus, i vores midte, en ende på vores skam? Skam udøver autoritet over os, ikke sandt? Det er forfærdeligt. Tænk over det på denne måde. Hvor mange ting gjorde du denne uge, som var motiveret af skam? Du havde en tidligere hukommelse og den påvirkede en beslutning, du tog. Du sagde: “Jeg vil ikke gøre det, fordi jeg husker, hvordan det føles, og jeg vil gøre dette i stedet, fordi jeg ikke vil gå tilbage til det øjeblik.” Det udøver autoritet over os og vi lever dybt frustrerede, angstfyldte liv. Og hvad Jesus gør, er at han kommer og siger: “Jeg er den, der bringer den dag ind i nutiden.” Hvordan vil skam dø i vores liv? Når vi mere og mere indser, at Kristi opstandelse kun var det første afsnit af én begivenhed. Gå med mig herpå. Kristi opstandelse var det første afsnit af én begivenhed, én verden-øjeblikkelig, verden-forandrende begivenhed, som vi lever i midten af. Og så når han kommer tilbage og vi bliver oprejst fra de døde, det er bare det andet afsnit af den begivenhed, som begyndte på Golgata for 2000 år siden. Og mens vi lever og venter på det, er det, hvad Paulus mente, da han sagde: “Vores ydre menneske forsvinder, men vores indre menneske fornyes dag for dag.” Med hvad? Opstandelsens kraft af Helligånden.

Så hvad gør Jesus for at gøre en ende på vores skam? Han siger: “I er blevet oprejst med Mig! I er ikke længere, hvem I var. I er ikke længere defineret af, hvad den skam er i jeres fortid. I er nu defineret som nogen, der er inde i ham eller hende og springer frem med opstandelsens liv, som en dag hele kosmos vil se.” Kraften af Kristi opstandelse er ikke bare et mirakel, vi fejrer på påske. Det er en daglig virkelighed, som vi skal tilegne os ved tro, for at leve for Kristus og dræbe alt, hvad der tager vores nydelse væk fra Ham. For at sige det meget enkelt, fordi prædikanter elsker at formere ord, så lever ud af fremtiden i nutiden lige nu. Det er en af de vigtigste måder, Jesus vil håndtere jeres skam på. Han siger: “Jeg har defineret jer i fremtiden som en opstandet væsen” og det er en nutidig virkelighed ved tro og ved den Hellige Ånds kraft, så I kan ændre og jeg kan ændre. Det er der, vi lever. Det er den historie, Jesus fortæller os. Den sande historie.

En Anden Historie Må Begynde

Og så er her spørgsmålet til os alle denne uge. Hvem skal vi lytte til? Skam i fortiden, andre stemmer, der fortæller os én historie, eller Gud, Jesus, der fortæller os en anden historie? Hvem skal vi lytte til? Uanset hvem vi lytter til, vil det bestemme, hvordan vi lever. Det minder mig om en scene fra et af mine yndlingsstykker, Les Miserables af Victor Hugo. Der er denne utrolige scene, hvor den tidligere fange, Jean Valjean, modtager forladelse fra biskoppen. Han havde stjålet, biskoppen havde taget ham ind, han stjæler biskoppens sølv. Politiet kommer, og de er klar til at tage Jean Valjean væk, og biskoppen siger: "Nej, nej, nej. Jeg lånte ham faktisk det." Og Valjean spørger ham: "Hvorfor?" Og han siger: "Jeg tilgiver dig." Og Valjean er så overvældet af biskoppens forladelse, at han synger denne smukke sang: "Hvad har jeg gjort?" Og pointen med sangen er, at han skal føre et nyt liv. Og de sidste linjer i sangen fanger, hvad jeg tror, Zakarias prøver at fortælle os i aften. De går sådan: "Jeg strækker mig, men jeg falder, og natten lukker ind. Og jeg stirrer ind i afgrunden af hvirvelen af min synd. Jeg vil undslippe nu fra verden, fra verden af Jean Valjean. Jean Valjean er ingenting nu, en anden historie må begynde."

Det er budskabet om korset. Til os alle og vores skam, en anden historie må begynde. Og her er de gode nyheder. Den har allerede begunnet, for 2.000 år siden. Vi kan sige med Valjean: "Den gamle os er ingenting nu, fordi en anden historie har begunnet i Kristus." Afslutningen på den historie er opstandelsen – fortid og fremtid. Og afslutningen på den historie, derfor, er afslutningen på skam. Lad os bede.Zephaniah 3:17

Fader, i aften føler vi det så kraftigt. Vi føler vores skam og har brug for en anden historie, der kan erstatte den. Og vi glæder os over, at når vi lytter til Ditt Ord, hører vi ikke bare fantasierne af en eller anden gammel nærostenlig mystiker. Vi hører Dine ord, som har omdefineret os, givet os nyt liv og derfor har givet os en sand historie, hvorefter vi kan leve resten af vores liv. Gør det til en realitet for os denne uge, beder vi, i Jesu navn, amen.