Den største kærlighedssang

Zephania 3:17

Af Gabe Fluhrer

Mens I bliver siddende, hvis I ville tage jeres Bibler og vende med mig til bogen om Zephania. Den er i Det Gamle Testamente. Hvis I søger efter den, er det okay. Det er en meget kort bog. Den er på side 790, hvis I bruger en kirkebibel; 7-9-0. Og vi vil studere vers 17 i kapitel 3 i bogen om Zephania. Før vi hører Guds Ord, lad os gå til Him i bøn.

Selv ned til alderdom, vores store Gud, Du har lovet os, at Dine folk skal bevise Din suveræne, evige, uforanderlige kærlighed. Mens vi står på tærsklen til de mest fantastiske ord, vi nogensinde har hørt i aften, beder vi om, at de ville lande hos os i vores hjerter, at de ville ændre den måde, vi ser Dig og verden på, og at Den Hellige Ånd ville gøre dem levende for os, så vi kunne se Jesus. Og vi beder om dette i Hans mægtige navn. Amen.

Zephania 3, vers 17. Dette er Guds hellige, inspirerede og derfor ufejlbarlige Ord:

“Herren din Gud er i din midte, en mægtig en, som vil frelse; han vil glæde sig over dig med glæde; han vil stille dig med sin kærlighed; han vil juble over dig med høj sang.”

Græsset visner, blomsterne falder, men Guds Ord om den levende Gud skal stå til evig tid.

For nogle år siden var den bedst sælgende og mest populære Broadway-musical en musical med titlen The Light in the Piazza, som fortalte historien om en – jeg skal nok få disse navne rigtige – Fabrizio Naccarelli, som var en italiensk slipsesælger, der forelskede sig i den smukke Clara Johnson, en amerikaner på ferie i Italien. Og der er denne scene i musicalen, hvor de synger denne kærlighedssang, kaldet “Say it Somehow”. Og klimaks af kærlighedssangen er, at de ikke rigtig kan udtrykke sig selv i ord, så de bare synger ordet “Ah!”. Og det er glædeligt og det er triumferende, og de glæder sig over hinanden på den måde. Og der var en New York Times-anmeldelse af en af de store teaterkritikere, Stephen Holden, og titlen på anmeldelsen sagde alt – “Kærlighedssange, der taler, når ord svigter”. “Kærlighedssange, der taler, når ord svigter”.

Barrieren mellem Gud og os

Og I ser, når vi kommer til Zefanja 3 i aften, er vi i samme situation som de to elskere i sangen. Der er en sprogbarriere mellem Gud og os. Han er hellig og vi er ikke. Ligesom der var en sprogbarriere mellem italien og amerikaneren, er der en sprogbarriere mellem os. Og alligevel kommer vi til en bibelvers i aften, der kunne dele overskriften på New York Times anmeldelsen – “Kærlighedssange, der taler, når ord fejler.” Zefanja. Dette bog kan sammenfattes ret nemt, tror jeg. De første par kapitler, de første to kapitler snarere, er universel dom. Og så er der et vendepunkt, når Gud begynder at tale om det universelle arbejde med frelse, han vil gøre fra hver eneste stamme, nation og sprog. Og bogen kulminerer i dette vers foran os – kapitel 3 vers 17. En kommentator har med rette kaldt det, "Johannes 3:16 i Det Gamle Testamente." Det er næsten for meget at tage ind. Vi skal nærme os dette med frygt og bæven. Det er så godt. Det er så overvældende. Der er ord, ikke rigtig ord, vi kan sige, men vi skal prøve i aften. Og hovedpointen er meget enkel. I Kristus er Gud med os for at glæde sig over os. I Kristus er Gud med os for at glæde sig over os. Og de vil være vores to overskrifter – Gud med os og Gud over os. Gud med os og Gud over os.

Gud med os

Se på første del af vers 17 igen. “ Herren din Gud er i din midte; en mægtig, der vil frelse.” Fra menneskets fald og fremover har vi været fremmedgjorte fra Gud, vi har været fremmedgjorte fra os selv, vi har været fremmedgjorte fra denne skabelse omkring os, vi har været fremmedgjorte fra alle vores medskabninger og vores medmennesker. Fremmedgørelse er det, der karakteriserer det faldne menneske. Og alligevel, igen og igen, er Bibelen en historie om en Gud, der søger dem, der er fremmedgjorte fra Ham. Han forfølger dem ustandselig, ufortræt, om og om igen, uanset hvad de gør; uanset hvor langt de falder. Og så begynder kærlighedssangen, som Gud synger, med Hans forfølgelse af os, med Hans ønske om at vinde fremmedgjorte skabninger tilbage til sig selv. Det er chokerende. Vi kan søge alle verdens religioner, og når vi gør det, kan vi tilbagevise Sigmund Freud. Det var Freud, trods alt, grundlæggeren af moderne psykologi, der sagde, at tro på Gud er ren ønskeopfyldelse. Vi projicerer vores bedste håb ind i en Gud, der ikke eksisterer. Problemet, som Freud har, og som enhver anden falden religion har, og som enhver anden verdensanskuelse uden for kristendommen har, er, at ingen af os ville drømme om en Gud som denne, venner. Vi har aldrig gjort det, og uden Skrifterne findes der ingen anden Gud som denne i verden, og vi ville aldrig gøre det. Det er for godt til at være sandt, i en forstand.

Han er en Gud, der Synger

Således står vi her i begyndelsen over for en Gud, der er totalt anderledes end vi forventer. Og dette vil komme til udtryk om et øjeblik, fordi vi skal møde en Gud, der synger. Men før vi kommer dertil, er eksperterne enige – og når det kommer til musik, hvem er eksperterne så? Jeg synes, vi alle er eksperter i en vis forstand. Men eksperter, der finder en metrik til at måle disse ting, er enige om, at måske den største kærlighedssang nogensinde er Righteous Brothers' "Unchained Melody". Det er en smuk sang. Og den begynder langsomt og bygger op til dette fantastiske klimaks. Og det er egentlig, hvad Bibelen handler om. Vi er ved at komme til lige før klimaks i Guds kærlighedssang. Den begyndte i Edens have, da Gud kom til vores første forældre og sørgede for forsoning for dem og dækkede dem med dyrehuder, og derefter har Gud i resten af Det Gamle Testamente sunget denne ene guddommelige kærlighedssang, og den har været tydeligere på nogle punkter og mindre tydelig på andre punkter. Og den kommer til et klimaks, når himlen åbner sig over Betlehem, og engle synger: "Ære til Gud i det højeste og på jorden fred blandt mænd!" Den kommer til et klimaks i Kristus.

Og det er det, Gud siger til os her. Han siger: “Herren din Gud er i din midte; en mægtig helt” – vi kunne oversætte det. Det er krigsbilledsprog. Vi tænker ikke ofte på vores frelse som en kamp, men fra det øjeblik Jesus blev døbt, til den dag han blev korsfæstet, var det en kamp. Han kæmpede mod Satan i ørkenen og på korset. Og på hver eneste måde var der krig mod sygdom, mod følelsesmæssig forstyrrelse, mod døden, mod alle helvedes kræfter og alle syndefølger, fordi den Gud, der kommer til os, er den Gud, der kommer for at frelse os. Og han er en Gud, der kæmper for sit folk. Jeg lærte bare denne uge – ingen overraskelse, det sker hver sommer – at tre af de fem bedst sælgende film er superhero-film. Vi elsker dem. Vi kan ikke få nok af dem. Og ikke bare her, rundt om i verden. Vores superhero-film, som vi laver og sender ud over hele verden, er de bedst sælgende film. Hvorfor elsker vi superhero-historier så meget? Jeg tror, det er fordi vi alle ved dybt inde i os selv, at vi ikke kan frelse os selv, og vi længes efter at blive reddet. Jeg tror, det er derfor, de altid er de bedst sælgende film. Vi kan ikke frelse os selv, og vi længes efter at blive reddet. Og hvad Gud siger gennem sin profet lige nu, er: “Der kommer en mægtig helt, der vil kæmpe for dig, der vil frelse dig, der er bedre end nogen superhero-historie, vi nogensinde kunne drømme om. Og han vil redde dig. Og den eneste betingelse er, at du skal vide, at du ikke kan frelse dig selv. Det er alt, der kræves.” Det er, hvor Gud begynder med os. Den ultimative superhero kommer – Jesus. Det er Gud med os.

God Over Os

Og så skal jeg være ærlig, meget ærlig over for dig, da jeg studerede på dette og bad og kæmpede med teksten, måtte jeg hele tiden gå væk fra den. Jeg læste kommentarer, søgte og lyttede til andre prædikener og læste andre prædikener, og jeg var meget, meget trøstet over at finde ud af, at jeg ikke var alene. For de næste vers er overvældende. Dette er Gud over os. Se med mig der på vers 17. “Han vil glæde sig over dig med glæde; han vil roliggøre dig med sin kærlighed; han vil juble over dig med høj sang.” Nu har vi menneskelige analogier til alt dette. Vi har følt glæde. Vi har været så lykkelige, at vi har skreget af glæde, tror jeg de fleste af os. Men her kommer vi til Gud, der gør det. Og det er der, alt falder sammen. Det er der, vi virkelig ikke engang ved, hvad vi skal gøre. Vi kan ikke engang fremkalde følelser for at føle dette, fordi det er så forbløffende. Det er så anderledes fra vores daglige erfaring med Gud at tænke på, at Han glæder sig over os.

Gud glæder sig over dig

Og har du bemærket, at han bruger samme sprog, som han brugte, da vi studerede sidste uge i vers 14 til 16, hvor han siger, at vi skal gøre dette mod Gud? Og så vender han sig straks om og siger: "Ikke kun befaler Gud os at glæde os, at have glæde i ham, at skråle og synge og være fyldt med glæde over ham, her sker der noget nyt. Han siger, ikke kun befaler Gud os at gøre det, profeten siger: "Gud gør det over jer." Glædende. Stop lige dér. Du og jeg ved, med lidt opmuntring, hvor slemme vi er i vores mest ærlige øjeblikke. Gør vi ikke? Vi ved, at vi er meget syndige. Gud giver os barmhjærtigt så meget, som vi kan klare, når han viser os det, men vi ved, hvor slemme vi er i vores bedste øjeblikke af ærlighed over for os selv. Og så kommer vi til et vers som dette. Og læg mærke til, hvor dette er placeret. Det er lige her i slutningen af en bog, hvor Gud har sagt til sit folk: "I har forladt mig. I har gået efter andre guder. Jeg vil lade dommen regne ned over jer og alle andre." Og vi går fra det til dette – til Gud, der glæder sig over syndige, afgudsdyrkende, ødelagte, faldne, Gud-hatende mennesker som du og jeg.

Og det bliver endnu bedre. “Han vil roliggøre dig ved sin kærlighed.” Det er godt så langt det rækker, men en mere bogstavelig oversættelse ville være dette. Det er ikke Gud, der gør noget med os i originalen; det er Gud, der gør noget omkring os. Vi kunne oversætte det bedre på denne måde. “Han vil være stille over dig i sin kærlighed.” Så hvad profeten gør for os. Dette er igen overraskende. Gud glæder sig og retfærdigt, “Ja!” over dig. Og derefter stopper og, ligesom vi gør, hvis vi kan sige det på den måde, når vi kontemplerer nogen, vi elsker. Den eneste illustration, der kom lige til mig, er to-delt. Callie og jeg havde et langdistance forhold. Vi begyndte at date hendes første år på Carolina, mit andet-junior år! Og da forholdet begyndte, dimitterede jeg før hende, meget til mine forældres glæde. Og jeg ville køre ned - jeg kunne køre det med bind for øjnene nu - fra Greenville, 385, til I-26 ind i Columbia. Og når jeg ville køre tilbage, op 26, ville jeg tænke på hende - hvor smuk hun var; hvor meget jeg elskede hende. Jeg kunne ikke vente at tilbringe resten af mit liv med hende. Og derefter fik vi vores første barn, og du ved, hvordan det går, hvis du er forælder. Det første barn kommer, og du er fyldt med alle slags følelser, men derefter er der tider, hvor du bare sidder der og holder barnet og ser det sove, og du er stille. Og din kærlighed over det barn - der er ingen måde at sætte det i ord på, er der? Du kontemplerer bare stille fylde af følelser, den overstrømmende fylde af kærlighed og glæde, du har i det barn. Og Gud siger, “Sådan er jeg med dig. Sådan føler jeg mod dig.”

Og ja, jeg er klar over det, og jeg vil ikke have bestyrelsesmedlemmerne af RTS til at bekymre sig. Jeg ved, hvad vores bekendelse siger. Den siger, at “Gud er fri fra lidenskaber.” Og så hvordan kan vi forklare det, for det er korrekt? Og hvad bekendelsen siger der, er at Gud ikke behøver at reagere på ting. Han kender alt, hvad der kommer. Hvad den ikke siger, er at Gud ikke har denne slags, hvis vi kunne sætte det på denne måde, følelser over os. For hvis du læser de mennesker, der skrev Westminster-bekendelsen, er de de samme, der siger ting om Guds kærlighed og hans lidenskab og hans ønske om hans folk. Og alt, hvad vi kan sige på dette tidspunkt, er: “Virkelig? Er du sikker, Gud?” Han siger: “Ja!”

Gud synger højt

Og så går han endda længere i sidste del af denne vers. Vi går fra at glæde os til stille syngen til stillehed over os til at løfte os op med højt syngen. Træk dig tilbage. Ser du, hvorfor vi aldrig kunne opfinde en Gud som denne? Du kan søge højt og lavt i verden. Du vil aldrig møde en syngende Gud; en syngende Gud er den, der frelser os. De højeste højder af alle vores digte og kærlighedssange og alt, hvad vi udgiver for at prøve at udtrykke den største af følelser, vi føler som menneskelige skabninger, svigter os totalt og bliver til intet andet end støv og aske, når vi kommer til dette vers, og vi møder en Gud, der kommer til oprørske mennesker som os og synger! Højt! Fordi han glæder sig over os! Kan du modtage det? At denne hellige, tredelte Skaber – Fader, Søn og Helligånd – der altid har været der, og elsker hinanden, som personerne i Treenigheden gensidigt bor i hinanden. Og det i sig selv er et mysterium, som vi ikke engang kan få vores hoveder rundt om. Denne Gud synger!

Lad os gå til moskeen og spørge og forhøre os: "Fortæl os om din gud. Det eneste spørgsmål, vi behøver at stille, er: 'Synger han?'" "Nej, nej, det ville være urent." Meget godt, lad os gå til det hinduistiske tempel. "Synger dine guder?" "Nej." Lad os gå til alteret for sekulær postmodernisme og sige: "Giv os din gud, chance. Synger han?" "Nej." Universet er fyldt med lyd og rasen, men det betyder intet. Det er enten det eller sang! Det er valget, vi står over for i aften. Døve, stumme, tavse, afgudsdyrkende guder eller en Gud, der synger. Ser du, hvorfor evangeliet ikke bare er sandt, men også yderst smukt? Det fanger os. Det taler til de dybeste behov i vores hjerter og de dybeste følelser, vi kan føle. Det er ikke bare sandt; det er smukt.

Vi synger på grund af Sørgens Mand

Men vi kan aldrig glemme, hvorfor dette er gode nyheder, hvorfor vi får lov til at synge. Det er, fordi vi følger den, der kaldes Sørgens Mand. Det er, fordi da Jesus gik til korset, var der ingen mere glæde og jubel. Der var ingen mere: "Dette er min elskede Sø, i hvem jeg har velbehag." De kampe, han havde kæmpet som vores mægtige Helt, nåede det punkt på korset, da Jesu skrig blev mødt med den hellige, majestætiske, retfærdige tavshed fra hans Fader. Han fik tavshed, så vi kunne få lov til at synge. Der er ingen vej til den syngende Gud, uden at gå gennem den skrigende Frelser, der udholdt tavsheden på vores sted. Sådan får vi den syngende Gud. Og det var, fordi Gud er kærlighed, kærlighed, at han sendte sin Sø, så han kunne skrige, og han holdt sin fred, mens han udgød sin vrede over ham. For efter Langfredag vidste han, at kærlighedssangen ville nå sin sidste strofe, der ville vare evigt. Og det er der, vi lever lige nu. Derfor synger Gud over os.

Hvad siger vi til alt dette? Jeg tænkte på nogle grunde til, hvorfor vi måske har svært ved med denne vers. Så mange gange, når vi tænker på Guds kærlighed, kan vi sige: "Ja, men det er ikke for mig." Har du nogensinde følt dig sådan? "Det er ikke for mig. Det er for alle andre. Jeg kan glæde mig over andre menneskers glæde, men det er ikke for mig." Lad ikke dette blive fortyndet. Dette er i sammenhængen med, at Gud siger til Juda: "Jeg vil kalde mennesker fra alle steder. I dette tilfælde er det ikke kun for dig, Juda. Det er for mennesker fra hver stamme, nation og sprog. Så det er for dig." Nå, så kan du sige: "Men du ved ikke, hvad jeg har gjort. Du ved ikke, hvordan jeg tænker. Du ved ikke engang, hvad jeg tænker lige nu, mens du taler!" Gud siger: "Hvad har du gjort, der er værre end hvad mine mennesker gjorde igen og igen og igen og igen? Var min nåde nok for dem?" Var dette løfte givet i sammenhængen med mennesker, der havde ladet Gud ned, brudt hans lov, flygtet fra ham, hadet ham, forbandet ham, tilbedt afguder, brændt røgelse i hans tempel mod falske guder? Så er der nåde for dig og mig. Det betyder ikke, hvad du har gjort. Hans kærlighed er større end din synd. Alt, hvad du har brug for, er ingenting. Alt, hvad du har brug for, er at vide, at du ikke kan redde dig selv.

Gud er nær i Kristus

“Ja, men Gud synes at være fjern fra mig.” Det er en svær en. Jeg ved, hvad det føles like. Jeg hader det, når jeg lever der. Jeg hader det, når jeg føler, at jeg bare går gennem bevægelserne, når jeg tager min Bibel op. Ja, det er, hvad prædikanter gør. Ja, nogle gange søndag morgen. Følelse af at være fjern fra Gud. Men hvad vi skal vende tilbage til i denne vers igen og igen og de vers, der går forud for det – Han er i vores midte. Han er nær os i Kristus. Og hans afstand er aldrig for evigt, fordi hele impulsen af denne syngende Gud er at bevæge sig mod ødelagte mennesker som os, mod syndige mennesker som os. Han holder aldrig afstand. Inkarnationen viste os det. Gud, der bliver menneske i Jesus, viser os, at han aldrig holder afstand.

Og så hvordan får vi dette? Lad os gå direkte til, hvad Jesus sagde i Johannes 15 omkring vers 9. “Forbliv i min kærlighed.” Hvad betyder det, Jesus? Og han fortæller os. “Hvis I elsker mig, vil I holde mine bud.” Og det kan skræmme os. Undtagen vers 11 slutter på denne måde. “Disse ord har jeg talt til eder, for at min glæde kan være i eder, og eder glæde kan være fuld.” Så her er, hvad han siger – “forbliv, hold mine bud, glæde!” Hvordan passer det sammen med, hvad Zakarias fortæller os? Hvordan forbliver vi i denne kærlighed til Gud? Hvordan oplever vi det? Jesus siger, at vi skal sætte det i praksis, hvad han fortæller os. Men – og det er afgørende – vi må altid huske, at vores ulydighed ikke ændrer Guds kærlighed til os. Ja, det formindsker vores evne til at nyde det. Når jeg finder mig selv fjern fra Gud, kan jeg sikre jer, at mindst nogle gange er et af de største problemer, at jeg har været i gang med synd; jeg har gjort, hvad jeg selv vil. Hans kærlighed til mig har ikke ændret sig. Min evne til at nyde det har.

Og Jesus siger: “Hvis I forstår, hvad jeg har fortalt eder,” og hvis vi læser vers som dette, hvad spør Gud os til at gøre, når han siger: “Hold mine bud. Obé mig”? Er han ved at knuse os? Eller siger han det for at fortælle os: “Jeg elsker jer nok til at bringe jer tæt på og fortælle jer, hvordan I skal forblive tæt på, fordi jeg ikke vil have jer fjern fra mig.” Det er det sidste, er det ikke? “Forbliv tæt på mig. Gå med mig på denne vej. Gå ikke af vejen. Lad mig holde min arm omkring jer,” ligesom. Ville I nogensinde ikke ønske at obé en Gud, der synger? Dette er ikke en hård, fjern guddom, der lægger vilkårlige regler og siger: “Gå og gør ligeså for at fortjene min yndest!” Den syngende Gud siger: “Forbliv tæt på. Kom til mig.” Vi gør det ved at obé. Det er en måde.

Og så nægter vi at lytte til løgne om Gud. Vi nægter at lytte til løgne om Gud. Det påvirker os. Dette er en af Satan's hovedplaner. Han vil have dig til at tænke om Gud på en anden måde end Zakarias 3:17. Han vil have den tavse Gud til at være den Gud, du tænker på hele tiden. Han vil have den fjerne Gud til at være den Gud, der er på din sind. Han vil aldrig have os til at tænke om den syngende Gud. Nægter at tro på det; nægter at gå med til det. Lad dette ord korrigere dig. Kom tilbage til dette løfte igen og igen. Og du vil sige: "Ja, jeg føler det ikke! Jeg vil gerne føle det, men jeg gør ikke!" Hvis du vil have det, er det fordi Han har givet dig den begær. Giv ikke op på det. Giv ikke op på det. Fortsæt med at komme tilbage til det og bøn til Ham: "Gud, lad mig opleve mere af Din kærlighed. Lad mig kende Dig bedre." Og vent på Ham. Vent på Hans tidspunkt. Han vil bringe dig tættere på. David sagde: "Jeg ventede på Herren," Psalm 40 Han vil sige det samme til os. Han vil høre vores skrig. Og du siger: "Er det ikke hykleri at gøre dette, når jeg ikke føler det?" Nej! Det er selve essensen af tro, venner. Det er at fortsætte med at gå til Ham, når du ikke føler det. Det er ikke hykleri; det er tro! Tro siger: "Mine følelser af afstand har ikke det sidste ord. Min tro på Guden, der synger og elsker mig i Kristus, har det sidste ord."

Vi var tilbage i South Carolina i begyndelsen af juni til min fars pensionering. Han er 80 år og til ingen overraskelse annoncerede han på sin pensioneringsfest, at han ville tage et nyt job! Sådan er min far! Men lige da han annoncerede sin pensionering, kom et pakke med posten et par dage senere. Og da jeg åbnede pakken, så jeg bobleplast og før jeg selv tog bobleplasten af, vidste jeg, hvad det var. Det var et fotografi. Det er en af mine mest værdsatte ejendele. Det er et fotografi, der har været i min fars kontor, så længe jeg kan huske. Og det er et billede, der blev taget, da jeg var meget ung, sandsynligvis omkring Dorothys alder. Min far var professor på et universitet og det var sommer, vi var på en eller anden fest – han var dekan for hans afdeling og de havde ansat en ny fakultetsmedlem og der var en eller anden fest. Og åbenbart, historien gik, at jeg, igen, til ingen overraskelse, tog en ekstra kage. Og en af forældrene der tog fat i mig og råbte på mig. Og det er bare ikke noget, man gjorde ved en af min fars sønner! Og jeg gjorde, hvad jeg tror, enhver to-årig ville gøre. Jeg løb til min far og nogen havde tilfældigvis en kamera og de fik taget billedet af mig med tårer strømmende ned ad min ansigt med min fars arme omkring mig og det største smil, du nogensinde har set. Og siden jeg var en lille dreng, har det billede sagt til mig, “Din far elsker dig. Uanset hvad du gør, uanset hvor langt væk du kommer, glæder han sig over at vise dig kærlighed.”

Og hvad Gud har gjort for os i aften, er at give os et billede, der siger til os, “Jeg elsker mine børn og jeg glæder mig over dem.” Og det er kun i Bibelen, at vi finder denne Gud, og det er det eneste billede af Gud, der vil ændre alt for os. Lad os bede.

Fader, vi sang i morges om et dårligt, lispende, stammet sprog. Og jeg føler det så kraftigt lige nu, Herre. Venligst, venligst, lad ikke storheden, herligheden, æren af denne vers gå tabt på grund af en skrøbelig forklaring. O Herre, åbn vores øjne for herligheden af Din kærlighed, den ubegrænsede, den frie, den store. Lad det forandre os, vi beder. I Jesu navn, amen.