Oprindelsen til Pauls Religion

Jesu Herredømme (Del 5)

Af John Gresham Machen

Selvfølgelig kan det faktum, at kristne brugte en titel, som også blev brugt i hedenske kulter, ikke fastslå nogen afhængighed af hedenskab. For titlen "Herre" var næsten lige så vel etableret som en betegnelse for guddommelighed som termen "Gud". Uanset hvad oprindelsen til den religiøse brug af ordet havde været, var den brug blevet en del af det græske sprog. En missionær, der ønskede at forkynde den ene sande Gud, var nødt til, hvis han talte på græsk, at bruge termen "Gud", som selvfølgelig havde været brugt i hedensk religion. Så hvis han ønskede at betegne Jesus som Gud med et ord, som samtidig ville skelne ham fra Gud Fader, var han nødt til at bruge ordet "Herre", selv om også dette ord havde været brugt i hedenskab. I begge tilfælde indebar brugen af et græsk ord ikke den mindste indflydelse fra de begreber, som havde været knyttet til ordet i en polyteistisk religion.

Men der var en langt stærkere grund til at anvende den græske term "Herre" på Jesus end den, der fandtes i dens almindelige brug blandt græsk-talende folk. Den religiøse brug af termen var ikke begrænset til de hedenske kulter, men fremkommer også, og hvis noget endda mere fast etableret, i den græske gamle testamente. Ordet "Herre" anvendes af Septuaginta til at oversætte "Jahwe" i den hebræiske tekst. Det ville være helt irrelevant at diskutere de grunde, der styrede oversætterne i deres valg af dette særlige ord. Uden tvivl krævedes et eller andet ord for "Herre" på grund af de associationer, der allerede var samlet omkring det hebræiske ord. Og forskellige grunde kan foreslås for valget af "kyrios" snarere end et andet græsk ord, der betyder "herre". Måske udtrykte rod betydningen af "kyrios" bedre den idé, der var ment; måske også var en religiøs betydning allerede blevet knyttet til "kyrios", som de andre ord ikke havde. Under alle omstændigheder, hvad som helst der måtte have været grunden, "kyrios" var det ord, der blev valgt.

Og faktum er af største betydning. For det var blandt læserne af Septuaginta, at kristendommen først fandt vej. Septuaginta var Bibelen i de jødiske synagoger, og i synagogerne blev læsningen af den hørt ikke kun af jøder, men også af mange hedenske "gudsfrygtige" fra Apostlenes Gerninger. Det var med de "gudsfrygtige", at den hedenske mission begyndte. Og selv hvor der var hedenske konvertitter, som ikke havde gået gennem synagogens skole i den meget tidlige periode - måske var sådanne konvertitter få - selv da blev Septuaginta straks brugt i deres undervisning. Således, når de kristne missionærer brugte ordet "Herren" om Jesus, vidste deres hører straks, hvad de mente. De vidste straks, at Jesus indtog en plads, som kun Gud indtager. For ordet "Herren" bruges utallige gange i de græske skrifter som det helligste navn på Israels pagts Gud, og disse passager blev frit anvendt på Jesus.

Denne Septuaginta-brug af termen "Herren" med anvendelsen af Septuaginta-passagerne på Jesus, som fremgår af selvfølgelighed i Paulus' breve, var af langt større betydning for den tidlige kristne mission end brugen af termen i de hedenske kulter. Og det kaster langt mere lys over den oprindelige betydning af termen, som anvendt på Jesus. Men den hedenske brug er interessant, og fremstillingen af den af Bousset og andre skal modtages med tak. En vigtig faktum er blevet mere og mere fast etableret gennem moderne forskning - faktum er, at det græske ord "kyrios" i det første århundrede af vores tidsregning var, hvor græsk sprog fandtes, en tydelig betegnelse for guddom. Den almindelige brug af ordet persisterede; ordet udtrykte stadig forholdet mellem en herre og hans slaver. Men ordet var blevet til en karakteristisk religiøs term, og det er i den religiøse forstand, særligt som fastlagt af Septuaginta, at det fremkommer i Det Nye Testamente.

Det er således ikke i overensstemmelse med nytestamentlig brug, når Jesus omtales af visse personer i den moderne kirke som "Mesteren" snarere end "Herren". Nogle gange måske er denne brug antaget i bevidst protest mod den nytestamentlige opfattelse af Kristi guddom; Jesus omtales som "Mesteren", på meget samme måde som lederen af en skole af kunstnere omtales som "Mesteren" af hans følgere. Eller også betyder ordet blot den, hvis befalinger skal følges. Men nogle gange er den moderne mode antaget af fromme mænd og kvinder med den opfattelse, at det engelske ord "Herren" er blevet slidt ned, og at brugen af ordet "Mesteren" er en nærmere tilgang til betydningen af det græske testamente. Denne opfattelse er falsk. Når man oversætter den nytestamentlige betegnelse for Jesus, bør man ikke ønske at komme tilbage til den oprindelige betydning af ordet "kyrios". For det græske ord havde allerede gennemgået en udvikling, og som anvendt på Jesus i nyt testamentet var det klart et religiøst begreb. Det havde præcis de religiøse associationer, som nu ejes af vores engelske ord "Herren". Og af næsten samme grund. De religiøse associationer af det engelske ord "Herren" skyldes bibelsk brug; og de religiøse associationer af det nytestamentlige ord "kyrios" skyldtes også bibelsk brug - brugen af Septuaginta. Kristendommen skal derfor huske, at "en lille viden er en farlig ting". Den ensartede substitution af "Mesteren" for "Herren", når man taler om Jesus, har kun en falsk udseende af friskhed og originalitet. I virkeligheden betyder det nogle gange en afvigelse fra ånden i den nytestamentlige brug.

Følgelig har Bousset ydet en tjeneste ved at sætte den religiøse betydning af ordet "Herren" i klar relief. Men han har ikke formået at forklare anvendelsen af dette ord på Jesus.

Yderligere vanskeligheder, desuden, omgiver Boussets teori. Begrebet "Herren" som anvendt på Jesus, og den religiøse holdning over for Jesus, udtrykt ved begrebet, opstod ifølge Bousset i møderne i sådanne fællesskaber som det i Antiokia, og under indflydelse af hedenske forestillinger. Men naturligvis har Boussets forklaring af oprindelsen til paulinismen endnu ikke været fuldstændig fremstillet. Paulinismen er noget langt mere end en ekstatisk tilbedelse af en kult-gud; den personlige relation til Kristus dominerer hvert område af apostlens liv.

Bousset anerkender denne faktum. Pauls religion, indrømmer han, er noget langt mere end den religion, som blev udtrykt i møderne i Antiokia-kirken. Men han antager, at de andre elementer i Pauls religion, så vidtrækkende som de er, havde mindst deres udgangspunkt i kulten. Her finder man et af de mindst plausible elementer i hele konstruktionen. Bousset har undervurderet den individualistiske karakter af Pauls religion. Mindst har han ikke formået at vise, at det paulinistiske liv "i Kristus" eller "i Herren" blev produceret ved udvikling fra ekstatiske erfaringer i møderne i Antiokia-kirken.

Men hvis Pauls individualistiske religion udvikledes fra "kulten", hvordan blev den så udviklet? Hvordan skal introduktionen af de nye elementer forklares? Bousset har angrebet dette problem med stor alvor. Og han prøver at vise, at Pauls religion, sådan som den fremgår i brevene, udvikledes fra kult-religionen i Antiokia ved identifikation af "Herren" med "Ånden", og ved generalisering og etisering af forestillingen om Åndens aktivitet.

Den pauliniske lære om Ånden, mener Bousset, er afledt fra den hedenske mystiske religion fra den hellenistiske tidsalder. Uanset spørgsmålet om terminologi - selv om Bousset anser Reitzensteins påstande for i det væsentlige at være korrekte - var den grundlæggende pessimistiske dualisme hos Paulus ifølge Bousset baseret på den udbredte type af tanker og liv, som fremkommer i mysteriereligionerne og i de hermetiske skrifter. Ifølge denne pessimistiske måde at tænke på, kunne frelse aldrig opnås gennem menneskelig natur, selv med guddommelig hjælp, men kun gennem en helt ny begyndelse, frembragt af substitutionen af den guddommelige natur for den gamle mand. Bousset fortsætter med at sige, at denne overnaturlige opfattelse, denne forestilling om den guddommelige magts dominans i det nye liv, blev af apostlen Paulus udvidet langt ud over grænserne for kulten eller visionære oplevelser; Ånden blev gjort til det regerende princip i kristnes liv; ikke kun profeti, tunger, helbredelse og lignende blev nu anset for at være frukten af Ånden, men også kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, troskab, ydmyghed, selvkontrol. Men denne pauliniske udvidelse af Åndens aktivitet, insisterer Bousset, indebar ikke den mindste svækkelse af den overnaturlige, som var karakteristisk for den oprindelige opfattelse; Ånden, der producerede kærlighed, glæde, fred, havde lige så lidt med den menneskelige ånd at gøre som Ånden, der fik mænd til at tale med tunger. Og den overnaturlige, som her fremkommer i forherliget form, var ifølge Bousset afledt fra den mystiske hedenske religion fra den hellenistiske tidsalder.

Denne påstand er allerede blevet diskuteret, og dens svaghed er blevet påpeget. Den pauliniske lære om Ånden var ikke afledt fra samtidens hedenskab. Men fremstillingen af Boussets teori er endnu ikke afsluttet. Ånden, hvis aktiviteter blev udvidet af Paulus til de inderste hjørner af kristnes liv, blev identificeret, siger Bousset, med "Herren" ( Kor. 11, 17). Denne identifikation havde en vigtig indflydelse på begge de elementer, der blev bragt sammen; den havde en vigtig indflydelse på både begrebet om "Herren" og om "Ånden". Hvis "Herren" blev identificeret eller bragt i meget tæt relation til Ånden, og hvis Åndens aktivitet blev udvidet til hele livet, så kunne "Herren" ikke længere bare være for Paulus den kult-gud, der var til stede i kirkens møder. Tværtimod måtte Han være til stede overalt, hvor Ånden var til stede - det vil sige, Han måtte være det, hvori kristen levede og bevægede sig og havde sin væren. Således kunne Paulus danne den forbløffende sætning "i Kristus" eller "i Herren", hvorfor Bousset medgir, at der ikke findes nogen analogi i hedensk religion. På den anden side mener Bousset, at begrebet om Ånden nødvendigvis blev modificeret af sin forbindelse med "Herren". Ved identifikation med en faktisk person, der havde levet bare et par år tidligere, fik "Ånden" en personlig kvalitet, som den ellers ikke havde. Eller for at sige det på en anden måde: Paulus' sætning "i Herren" er ikke nøjagtigt det samme i betydning som sætningen "i Ånden"; for den har en særlig personlig karakter. "Denne bemærkelsesværdige blanding af abstraktion og personlighed," siger Bousset, "denne forbindelse af et religiøst princip med en person, der havde gået her på jorden og havde lidt død her, er et fænomen af særlig kraft og originalitet."

På dette punkt er Bousset i fare for at være utro mod de grundlæggende principper i sin rekonstruktion; han er i fare for at bringe Pauls religion i forbindelse med Jesu konkrete person. Men han opdager faren og undgår den. Man må ikke antage, siger han, at Paulus havde noget særlig klart indtryk af de historiske Jesu karakteristika. For hvis han havde haft et sådant indtryk, kunne han aldrig have forbundet Jesus med en abstraktion som Ånden. Alt, hvad han var interesseret i, var altså det faktum, at Jesus havde levet og særligt at han havde døde.

Alligevel er disse bare fakta antaget at have været tilstrækkelige til at give Pauls forestilling om Ånd-Herren den særlige personlige kvalitet, som vækker Boussets beundring! Sandheden er, at Bousset finder sig selv på dette punkt stå over for den vanskelighed, som møder enhver naturalistisk forklaring af Pauls religions oprindelse. Problemet er, at en nær forbindelse mellem Paulus og den historiske Jesus er påkrævet af historikeren for at give Pauls forhold til Kristus den varme, personlige kvalitet, som skinner igennem på hver side af brevene; medens på den anden side en stor afstand mellem Paulus og den historiske Jesus er lige så påkrævet for, at Paulus ikke blev hæmmet af historisk tradition, når han skulle løfte Jesus til gudelig værdighed og bringe ham i forbindelse med Guds Ånd.

Moderne kritik har vaklet mellem de to krav; den forsøger at bevare hver af dem. Bousset er mere imponeret af det andet krav; Wernle, hans modstander, er mere imponeret af det første. Men begge har forkert. Der er faktisk kun én vej ud af vanskeligheden. Det er en gammel vej og en radikal vej. Men videnskabens verden kan vende tilbage til den i slutningen. Den grundlæggende vanskelighed i at forklare oprindelsen af paulinismen vil aldrig forsvinde ved at blive ignoreret; den vil aldrig give efter for kompromiser af nogen art. Den vil forsvinde først, når Jesus er anerkendt som virkelig at være det, Paulus forudsætter, at han er, og hvad alle evangelierne fremstiller ham som - den evige Guds søn, kommet til jorden for menneskets forløsning, nu sidder på ny på sin herligheds trone og arbejder i hans disciple hjertet gennem hans ånd, som kun Gud kan arbejde. En sådan løsning var aldrig så upopulær som den er i dag. Accepter af den vil indebære en kopernikansk revolution i mange afdelinger af menneskelig tanke og liv. Men afvisning af sådan accept har efterladt et historisk problem, som hidtil ikke er blevet løst.

På et tidspunkt indrømmer Bousset, at Pauls religion var baseret på en historisk kendsgerning. Den var baseret på Jesu død. Men Bousset mener, at den pauliniske fortolkning af Jesu død blev afledt i vigtige detaljer fra den samtidige hedenske religion; den pauliniske forestilling om at dø og stige op med Kristus blev formet under indflydelse af den udbredte hedenske opfattelse af den døende og stigende gud. Denne påstand er blevet ret almindelig blandt nyere forskere; materiale til støtte for den har været samlet i praktisk form af M. Brückner. Men faktisk er beviserne til støtte for påstanden af den svageste slags. Gennemgangen af hellenistisk religion, som blev forsøgt i Kapitel VI, afslørede faktisk, at visse guder, særligt Attis, Adonis og Osiris, blev fremstillet først som døende og derefter som ånder tilbage til livet. Ligheden mellem disse figurer kan måske forklares ved hypotesen om, at de alle oprindeligt var vegetationguder, hvis død og opstandelse repræsenterede vegetationen, der visnede om efteråret og fornyedes om foråret. Ved første øjekast kan parallellen mellem disse guder og Jesus synes slående. Jesus blev også fremstillet som døende og som vendende tilbage til livet igen. Men hvad er betydningen af parallellen? Kan den betyde, at hele den nytestamentlige historie om Jesu død og opstandelse blev afledt fra disse vegetationmyter? Sådan har været konklusionen for visse moderne forskere. Men naturligvis er denne konklusion absurd, og den er ikke favoriseret af Bousset. Den væsentlige historiske karakter af troen på hans opstandelse blandt hans nære venner står for fast til at blive rystet af nogen teori om afhængighed af hedensk myte. Således viser argumentet, der er trækket fra parallellen mellem den nytestamentlige historie og den hedenske myte om den døende og stigende gud, sig for meget. Hvis det bevise noget, bevise det, at den nytestamentlige historie om opstandelsen blev afledt fra den hedenske myte. Men en sådan opfattelse har ikke været holdt af nogen seriøse historikere. Derfor må det indrømmes, at parallellen mellem troen på, at Adonis og Osiris og Attis døde og stod op igen, og troen på, at Jesus døde og stod op igen, ikke blev produceret af afhængighed af en historie om den anden. Derfor må det anerkendes, at en parallel ikke altid betyder et forhold af afhængighed. Og hvis det ikke gør det på et tidspunkt, måske gør det ikke det på andre tidspunkter heller.

Men Bousset vil insistere på, at selv om den nye testamentsberetning om Jesu død og opstandelse ikke oprindeligt blev produceret af den hedenske myte, gjorde indflydelsen af den hedenske opfattelse sig gældende i den fortolkning, som Paulus lagde på beretningen. Paulus troede, at kristnen delte Kristi skæbne - døde med Kristus og stod op med Kristus. Men en lignende opfattelse fremkommer i de hedenske religioner. Den klassiske udtryk for denne idé fremkommer i de ofte citerede ord, som Firmicus Maternus rapporterer: "Vær gode mod, I indviede, da guden er frelst; for os skal der komme frelse ud af trængsler."

Men det må huskes, at Firmicus Maternus' vidnesbyrd er meget sent, og at beviserne for udbredelsen af opfattelsen i den tidlige periode er noget sparsomme.

De trygge påstande fra nylige forfattere med hensyn til disse forhold er ikke andet end forbløffende. Læsere uden særlig viden er sandsynligvis tilbøjelige til at få det indtryk, at undersøgeren kan rekonstruere forestillingen om en døende og opstandende gud og om de tilbedendes andel i døden og opstandelsen på grundlag af en eller anden omfattende mængde information i de eksisterende kilder. Men faktisk er intet af denne art tilfældet. De eksisterende informationer om den omhandlede forestilling er ekstremt sparsomme og daterer for det meste fra længe efter Paulus' tid. Det ville være at gå for langt, ja, at påstå, at forestillingen om den døende og opstandende gud med dens religiøse betydning ikke eksisterede før den pauliniske periode. En gammel egyptisk tekst, for eksempel, er blevet citeret af Er-man, som gør de tilbedendes velbefindende afhængigt af Osiris' velbefindende: "Ligesom Osiris lever, så skal også han leve." Sandsynligvis var nogle sådanne forestillinger også forbundet med sørgningen og efterfølgende glæde for Attis og Adonis. Hvis forestillingen eksisterede i den præ-pauliniske periode, følger det ikke nødvendigvis, at den var almindelig. Dens udbredelse har i hvert fald været enormt overdrevet i de seneste år. Mod sådanne overdrivelser har J. Weiss—som næppe kan anklages for manglende sympati med metoderne til sammenlignende religionsforskning anvendt på Det Nye Testamente—henledt opmærksomheden på 1 Kor. 1, 23. Kristus korsfæstet, siger Paulus, var "for hedningerne en dumhed." Det ser ikke ud som om hedningerne, iblandt hvilke Paulus arbejdede, var særlig fortrolige med forestillingen om en døende gud. Hvis Brückners påstande var korrekte, hvis forestillingen om den døende gud var så almindelig i Paulus' tid, som Brückner antager, ville korset ikke have været "for hedningerne en dumhed"; tværtimod ville det have syntes for hedningerne at være det mest naturlige i verden.

Men selv hvis den tidlige udbredelse af forestillingen om en døende og opstandende gud med dens religiøse betydning var bedre etableret end den er, ville afhængigheden af Paulus på denne forestilling på ingen måde være bevist. For den paulusiske forestilling er totalt anderledes. En forskel er naturligvis helt åbenbar og er faktisk generelt anerkendt - den paulusiske Kristus fremstilles som frivilligt døende og døende for menneskers skyld. Han "elskede mig," siger Paulus, "og gav sig selv for mig." Der er absolut intet ligende denne forestilling i tilfældet med de hedenske religioner. Osiris, Adonis og Attis blev overrumplet af deres skæbne; Jesus gav sit liv frit væk. Forskellen er enorm; den involverer selve hjertet af Paulus' religion. Hvordan opstod forskellen? Hvorfra blev den paulusiske forestilling om Kristi nåde afledt? Var den afledt fra Jesus selv? Var den afledt af den viden, Paulus havde om Jesu karakter? Formodningen kunne synes naturlig. Men desværre må den afvises fra Boussets synspunkt. For hvis Paulus havde haft nogen viden om Jesu virkelige karakter, hvordan kunne han så nogensinde have antaget, at Jesus, en almindelig mand, var den himmelske Herre?

En anden forskel er endda mere fundamental. Døden og opstandelsen af de hedenske guder var en kultsag; døden og opstandelsen af den pauliniske Kristus var en historisk kendsgerning. Det har været påpeget i gennemgangen af den hellenistiske religion, at kulterne i de hedenske religioner var meget mere fastlåste end myterne; efter moderne forskeres mening var myterne afledt af kulterne snarere end omvendt. Således i tilfældet med de "døende og opstandne guder" er man overrasket over alt andet end den totale flydende karakter af myterne. Historien om Attis, for eksempel, er fortalt i mange forskellige former, og der synes ikke at have været den mindste interesse blandt Attis-tilbederne for at fastslå en autentisk beretning om gudens død og opstandelse. Især "opstandelsen" af guden fremkommer i myterne om Attis, Adonis og Osiris næsten ikke. Den virkelige død og opstandelse fandt kun sted i kulten. Hvert år i marts så Attis-tilbederne i Rom først guden liggende død, som han var repræsenteret af fyrretræet, og derefter glædede de sig over hans opstandelse. Døden og opstandelsen var næppe opfattet som begivenheder, der var sket én gang for alt for længe siden. De var snarere tanker om at ske ved hver fejring af festivalen.

Den pauliniske behandling af Kristi død og opstandelse er helt anderledes. Af Bousset, faktisk, er forskellen delvist overskygget; Bousset prøver at vise, at den pauliniske opfattelse af den døende og opstandne troende med Kristus var afledt af fejringen af sakramenterne. Men der kunne ikke være mere radikale fejl. Hvad der er mest klart af alt i brevene, er den historiske karakter af den pauliniske meddelelse. Pauls religion var forankret i en begivenhed, og sakramenterne var én måde at fremstille betydningen af begivenheden på. Begivenheden var Kristi forløsende arbejde i hans død og opstandelse.

Her ligger den dybeste af alle forskelle mellem Paulus og den samtidige religion. Paulus' lære var ikke en filosofi; det var ikke en mængde af instrukser for at undslippe fra verdens elendighed; det var ikke en beskrivelse af noget, der altid havde været sandt. Tværtimod var det en beskrivelse af noget, der var sket. Det, der var sket, var endvidere ikke skjult i en fjern og dunkel fortid. Beskrivelsen af det var ikke udviklet som en retfærdiggørelse for eksisterende religiøse former. Tværtimod var Jesu død og opstandelse, hvorpå Paulus' evangelium var baseret, kun sket få år tidligere. Og fakta kunne fastslås ved hjælp af tilstrækkelig vidnesbyrd; øjenvidnerne kunne spørges, og Paulus henviser til øjenvidnerne i detaljer. Den enkelte passage, 1 Kor. xv. 1-8, er tilstrækkelig til at placere en enorm kløft mellem den pauliniske Kristus og de hedenske frelsesguder. Men karakteren af paulinismen afhænger ikke af én passage. Overalt i brevene stoler Paulus hele sit liv på sandheden af det, han siger om Jesu død og opstandelse. Det evangelium, som Paulus prædikede, var en beskrivelse af noget, der var sket. Hvis beskrivelsen var sand, forklares oprindelsen af paulinismen; hvis den ikke var sand, er kirken baseret på en uforklarlig fejl.

Denne sidste alternative er blevet undersøgt i den foregående diskussion. Hvis Jesus ikke var den guddommelige Frelser, som Paulus siger, han var, hvordan opstod den pauliniske forløsningsreligion? Tre store hypoteser er blevet undersøgt og har vist sig utilstrækkelige.

Paulinismen, det har vist sig, var ikke baseret på Jesu billede i moderne naturalisme; hvis Jesus kun var, hvad han ifølge moderne naturalistiske historikere er, så var det, der er karakteristisk for Paulus, ikke afledt fra Jesus. Fastlæggelsen af denne faktum har været en bemærkelsesværdig præstation af Wrede og Bousset. Men hvis det, der er væsentligt i paulinismen, ikke var afledt fra Jesus, hvorfra var det så afledt?

Det var ikke afledt, som Wrede troede, fra de præ-christelige apokalyptiske forestillinger om Messias; for den apokalyptiske Messias var ikke et objekt for tilbedelse og ikke en levende person, man kunne elske. Det var ikke afledt fra hedensk religion, i overensstemmelse med Boussets strålende hypotese; for hedensk indflydelse er udelukket af Pauls egen vidnesbyrd, og de hedenske paralleller bryder helt sammen. Men selv hvis parallellerne var ti gange tættere end de er, ville kernen af problemet ikke engang være blevet berørt. Kernens problem findes i Pauls forhold til Kristus.

Det forhold kan ikke beskrives ved blot at nævne detaljer; det kan ikke reduceres til lavere udtryk; det er en absolut enkel og udelelig ting. Pauls forhold til Kristus er et forhold af kærlighed; og kærlighed eksisterer kun mellem personer. Det er ikke en gruppe af ideer, der skal forklares, hvis paulinismen skal forklares, men Pauls kærlighed til hans Frelser. Og den kærlighed er rod i ikke, hvad Kristus havde sagt, men i hvad Kristus havde gjort. Han "elskede mig og gav sig selv for mig." Der ligger basis for Pauls religion; der ligger basis for hele kristendommen. Den basis er bekræftet af beretningen om Jesus, som den er givet i Evangelierne, og givet i alle kilder. Den er kun imodsat af moderne rekonstruktioner. Og de rekonstruktioner bryder alle sammen. Pauls religion var ikke grundlagt på en kompleks af ideer afledt fra jødedommen eller fra hedensk religion.

Den var grundlagt på den historiske Jesus. Men den historiske Jesus, som den var grundlagt på, var ikke Jesu billede af moderne rekonstruktion, men Jesu billede i hele Det Nye Testamente og i kristen tro; ikke en lærer, som kun overlevede i hans disciple' erindring, men Frelseren, som efter hans forløsende arbejde var færdigt, stadig levede og kunne elske.

John Gresham Machen (1881-1937) var en amerikansk presbyterian nytestamentlig lærd, der ledede en oprør mod modernistisk teologi i Princeton, og stiftede Westminster Theological Seminary samt den ortodokse presbyterianske kirke.