Den unge dames vejledning til den harmoniske udvikling af kristen karakter

The ungeheire piges vejledning til den harmoniske udvikling af kristen karakter

Den sande religion er væsentlig progressiv

Af Harvey Newcomb

Den store moralske og åndelige forandring, som Skriften forkynder at være nødvendig til frelse, sammenlignes af Kristus og apostlene med en ny fødsel, fordi det er begyndelsen på åndeligt liv. Udtrykket regenerering gælder dog kun denne forandring i dens begyndelse, som er øjeblikkelig. Den unge konvert, derfor, kaldes meget ret af apostlen Peter for et "nyfødt barn". Det er altså en stor fejl at tro, at en sand kristen, som er i en ret åndelig tilstand, skal se tilbage til tiden for sin omvendelse for sine mest levende og kraftige øvelser af nåde eller for sine hovedbeviser for at være i en nådelig tilstand. Det kan faktisk være mere mærkbart på det tidspunkt, fordi forandringen fra en naturlig tilstand til en nådelig tilstand er meget stor. Alligevel er denne forandring ufuldkommen, og det meste af arbejdet med at "klæde den gamle mand af" - med at "underlægge kroppen og holde den underlagt" - skal stadig gøres; mens "den nye mand" skal vokse op fra svagheden i barndommen til "fuldkommen mandlig størrelse i Kristus Jesus".

Sand religion må derfor nødvendigvis være væsentligt progressiv. Dette er den klare implikation af alle de billeder, der anvendes i Guds ord til at beskrive nådens arbejde i hjertet. Den sammenlignes med en senegruppe, som er den mindste af alle frø. Men når den spirer, vokser den og spreder sine grene, indtil den bliver den største af alle urter. Billedets skønhed og passende karakter vil ikke blive værdsat, medmindre vi tager hensyn til planters frodige vækst i østlige lande. Men vi bør aldrig forvente, at sådan en plante spirer op i fuld modenhed med det samme. Det er svampen, der åbner sig fuldt udvokset for at se morgensolen for første gang; men den visner hurtigt væk. Og dog bør vi heller ikke forvente, at sådan en plante bliver stationær i sin vækst, før den når modenhed. Hvis den holder op med at vokse, må der være en orm ved roden eller en eller anden dødelig sygdom, som vil få den til at visne og dø.

Nådens virkning sammenlignes også med surdej; som i begyndelsen er så lidt, at dens tilstedeværelse i melet næsten ikke kan opdages. Men når den begynder at virke, øger og udbreder den sig, indtil det hele er surdet. Og dog kan dens fremskridt blive hindret af kulde; og processen kan sjældent genoprettes, så den ikke skader produktionen. Således vil kristenen sjældent komme sig over de skadelige virkninger af tilbagefald og afkøling i hans fromme følelser.

Atter, nåde sammenlignes med en levende kilde - en springvand, hvis vand bobler op og sender en konstant strøm frem. Kristus siger, "Det vand, jeg skal give ham, skal være i ham en kilde til vand, der springer op til evigt liv." Da disse ord blev sagt, sad vores Herre ved en dyb brønd, i samtale med kvinden fra Samaria. Som det var hans vane, tog han undervisning fra objekterne omkring ham. Han rettede hendes opmærksomhed væk fra det vand, der kun kunne slukke naturlig tørst, til det levende vand, der forfrisker sjælen. Men hun, der ikke forstod ham, ønskede at vide, hvordan han kunne få levende vand fra en dyb brønd, uden noget at trække med. For at vise overlegenheden af livets vand, fortalte han hende, at de, der drak af det, skulle have det i sig, konstant springende op af sig selv, som fra en overstrømmende springvand.

En af de dybest elskede minder fra forfatterens tidlige liv er den levende kilde, der flød fra en sten nær hjemmet fra hans barndom. Den mest alvorlige tørke påvirkede aldrig det, og i den koldeste sæson af en nordlig vinter var det aldrig frosset. Ofte, når han stod op om morgenen, når de kølige vinde hvæsede omkring boligen, og alt syntes at være forseglet med evig frost, ville isen og sneen ryge omkring springvandet. Således, som en stabil strøm, skulle vores nåder flyde, upåvirkede af andre menneskers tørke eller ørken, og smelte de isede hjerter omkring os.

"De retfærdige," siger David, "skal blomstre ligesom en palmetræ; han skal vokse ligesom en cedertræ i Libanon." Palmetræet fortsætter med at vokse og øge sig, og bevarer sin kraft og frugtbarhed måske længere end noget andet træ. Det er også kendt for sin evne til at formere sin egen slægt, dets rod producerer et stort antal skud; og når det plantes ved en levende kilde i ørkenen, vil man snart finde en lille skov af palmetræer, der vokser op omkring det. Dette er et af de mest nyttige træer, hvor hver del af det sættes til en eller anden formålstjenlig brug. At "blomstre ligesom palmetræet", er derfor fuld af betydning. Dette kan kun realiseres af kristne, når de gør fremskridt i deres egen åndelige vækst, bidrager med deres indflydelse til øget "træer af retfærdighed" i Herrens have, og er rige på nyttige gerninger.

Cedertræet er et stedsegrønt træ. Det kaster ikke, ligesom mange andre træer, sit løv og forekommer dødt halvdelen af året, for derefter at skyde ud igen i en kort sæson; men dets vækst er stabil og sikker. Det er evigt grønt. At vokse ligesom et cedertræ, indikerer derfor en stabil fremgang i det guddommelige liv.

De motiver, der driver os til at søge og opretholde en høj standard for fromhed, er de højeste, der kan præsenteres for vores sind. Guds ære kræver det. Dette er det største mulige gode. Det er manifestationen af de guddommelige perfektioner til hans intelligente skabninger. Denne manifestation sker ved at åbenbare for dem hans skabelsesværker, forsyn og nåde og ved at indprente hans moralske billede på deres hjerter. I dette består deres lykke. Ved at fremme sin egen ære udøver Gud derfor den højeste grad af uselvisk velvilje. Intet kan tilføje til hans lykke: intet kan formindske den. Hvis hele skabelsen var udslettet, og Gud var den eneste væsen i universet, ville han stadig være perfekt ærefuld og lykkelig i sig selv. Der kan derfor ikke være nogen selvrettighed i hans opretholdelse af sin egen ære. Skaberen ære er essentiel for skabningens gode. Et ønske om at ære Gud må derfor være det regerende princip for vores adfærd, den drivende fjeder til vores handlinger.

Men hvordan fremmes Guds ære ved vores vækst i nåde?

1. Den manifesteres for os ved at indprente hans billede på vores hjerter og ved at give os en åndelig opdagelse af hans moralske naturs fortrinlighed, renhed og skønhed.

2. Den manifesteres for andre, så langt vi opretholder et helligt liv; thi derved udstilles Kristi moralske billede, ligesom solens ære viser sig i månens reflekterede lys.

3. Guds ære fremmes ved at gøre andre bekendt med de rige nådes rigdomme og bringe dem til Kristus; thi på den måde modtager de åndelig lys til at se skønheden og æren af de guddommelige perfektioner, og hans billede trykkes på deres sjæle.

Vi har ligeledes stor opmuntring til at stræbe efter fremskridt i åndelige ting. Guds ord er fuld af løfter til dem, der søger efter høje mål i åndelig viden og hellighed. Profeten Hosea siger, "Så skal vi kende, hvis vi følger efter for at kende Herren: hans udgang er forberedt som morgenen; og han skal komme til os som regnen, som den sene og tidlige regn over jorden." Hans udgang skal for dem, der følger efter for at kende ham, være så sikker og så regelmæssig og stabil som den daglige tilbagekomst af morgenen; og så progressiv som solen, når dens stråler bryder frem fra øst og øger i lysstyrke og intensitet, indtil de hælder ned den brændende varme og stabile, klare lys af perfekt dag. "Hvis vi følger efter for at kende Herren," skal vores trøst være så konstant, og vores erfaring af Herrens godhed være så sikker som den regelmæssige følge af nat og dag; og vores samfærd med Gud og øgede lys skal være så stabilt som solens fremskridt fra tidlig daggry til middag. Der kan være lejlighedsvis skyer; men de vil hurtigt spredes, og Solen af Retfærdighed vil bryde frem med sødere stråler og mere opmuntrende glans.

Han skal også "komme til os som regnen, som den sene og tidlige regn på jorden." I Palæstina falder regnen ikke, som i dette land, på alle tidspunkter af året; men kraftige regner strømmer ned for at vande jorden ved såningstid, for at få såningen til at spire op og vokse; og disse regner er så rigelige, at de fører vegetationen frem med en stabil fremgang, indtil næsten høsten, når den "sene regn" falder, for at fuldkomme afgrøden - for at give fylde til kerne, så når den skal modne, kan den være fyldig og fuld. Hvis denne sene regn udebliver, skrumpter kerne og visner, så kornet bliver forringet i kvalitet og formindsket i mængde. Den "tidlige regn" i den citerede tekst synes da at betegne den "forfriskelse fra oven", som sjælen oplever, når det "gode sæd" af ordet først spirer op; og hvis dette er rigeligt, og den unge konvertit vil "følge på for at kende Herren", vil den impuls, han så modtager, føre ham videre i en stabil åndelig vækst, indtil den "sene regn" kommer for at fuldkomme hans frugter.

I kristnes erfaring, der har gjort store fremskridt i det guddommelige liv, er der noget, der meget ligner denne "sene regn". De går videre i en stabil kurs efter deres omvendelse, altid fremadskridende, selv om måske mindre mærkbart på nogle tidspunkter end andre, ligesom der er sæsoner i vegetationen, hvor tingene synes at ikke gøre nogen fremskridt. Men efter at have trofast fulgt på for at kende Herren modtager de en frisk salvelse fra oven. Herrens Ånd udgøres over dem på ny, ligesom den "sene regn", for at fuldkomme væksten af de kristelige nådegaver. Det kan ske, at i væksten af vegetation i Østen, at i en periode før den "sene regn", tørken kan være så stor, at kornet dør ned, og måske synes, som om det skal tørre ud og visne væk.

Således ofte, før denne nye oplevelse, jeg taler om, bliver kristenen ført gennem store prøvelser, ofte overgående, i styrken af fristelse og overbevisningens kraft, det som gik forud for hans første oplevelse af forgivende nåde. Men når lyset igen bryder ind over hans sind, føres han ud i "en stor plads," og ser "Herrens skønhed," og hans nådes herligheder, med klarere indsigt end nogensinde før. Rigdommen af fuld sikkerhed bryder ind over sjælen, og hans fred strømmer som en flod, der aldrig tørrer ud. Han har nye og klarere åbenbaringer af Guds herlighed, og af den guddommelige og uendeligt herlige hemmelighed, "Gud åbenbaret i kødet." Hans sjæl er løftet op i Guds veje, selvom han er ydmyget i sig selv og ydmyget for Gud. Han har udvekslet "trældommens ånd" for "adoptionens ånd." Hans sind er i "fuldkommen fred, fastgjort på Gud." Og denne "sene regn" bringer hans frugter til modenhed. Hans kærlighed og glæde, såvel som alle hans fromme følelser, er mere rene og åndelige, med mindre blanding af menneskelig lidenskab; hans tro er stærkere, klarere og mere stabil; hans tålmodighed er styrket; han er mere tålmodig, mere mild, mere ydmyg, mere konsekvent i hans temperament og adfærd til alle tider. Han bogstaveligt og sandt "bærer frugt med tålmodighed;" og hans frugt forbliver og ses, til Guds nådes herlighed. Og for mange gentages denne forfriskelse ofte gennem et langt kristent liv, hvilket får dem til altid at "bære frugt i deres sæson."

Der er noget lignende denne "sidste regn" i erfaringerne fra Biblens hellige, ligesom hos Job i hans prøvelse og hos David og Peter efter deres fald. Så finder vi det også i erindringerne fra fremstående kristne, som fx Bunyan, Mrs. Edwards (Jonathan Edwards' kone), Edward Payson, James Brainerd, Taylor, Griffin og mange andre. Mrs. Edwards nød i længe tid, hvad hun selv kaldte "rigdommen af fuld sikkerhed". Hun følte "en uafbrudt og fuldstændig overgivelse til Gud med hensyn til sundhed eller sygdom, lethed eller smerte, liv eller død; og en fuldstændig overgivelse af sine nærmeste jordiske venners liv." Hun følte også en "sød fred og ro i sjælen uden en sky, der forstyrrer det; en konstant glæde over alle Guds gerninger og forsyn; en vidunderlig adgang til Gud gennem bøn, hvor hun følte, at hun samtalte med ham, som om han var her på jorden; hyppige, klare, følbare og øjeblikkelige svar på bøn; alle tårer afvasket; alle tidligere livets sorger og bedrøvelser glemt, undtagen sorg over synd; gøre alt for Guds ære med en konstant og uafbrudt gladhed, fred og glæde." Samtidig engagerede hun sig i de almindelige livsopgaver med stor omhu og betragtede dem som en del af Guds tjeneste; og når de blev gjort ud fra denne motivation, sagde hun, at de var lige så dejlige som selve bønnen. Hun viste også en "ekstrem angst for at undgå enhver synd og for at opfylde enhver moralsk forpligtelse. Hun var meget eksemplarisk i opfyldelsen af enhver social og relativ pligt; udviste stor forsigtighed i livet og samtalen; stor ydmyghed, velvilje og mildhed i ånden; og undgik med bemærkelsesværdig samvittighedsfuldhed alle de ting, som hun anså for at være fejl i sin egen karakter."

Men hvordan nåede disse mennesker denne højde i det kristelige liv? Selv om det skete ved fri, suveræn nåde - dog ikke ved noget mirakel. Hvis vi vil bruge samme midler, kan vi nå samme mål; og det uden at det på nogen måde forringer vores afhængighed af Gud eller hans suverænitet i uddelingen af hans nåde; for han har udpeget både midlerne og målet. Når han taler om Mrs. Edwards' bedrifter, siger hendes mand: "Mrs. Edwards havde i længe tid, på en usædvanlig måde, vokset i nåde; og steg, ved meget følelige skridt, til højere kærlighed til Gud, løsrivelse fra verden og herredømme over synd og fristelse, gennem store prøvelser og konflikter, og længevarende kamp og strid mod synd, og indtrængende og konstant bøn og arbejde i fromhed, og engagement af sindet i brugen af alle midler. Denne vækst havde været ledsaget, ikke kun af en stor øgning af religiøse følelser, men af en meget synlig ændring af ydre adfærd; særligt i at leve over verden, og i en større grad af fasthed og styrke på vejen til pligt og selv-nægtelse; og opretholde den kristelige kamp under fristelser, og sejre, fra tid til anden, under store prøvelser; og holde fast i en uantastet, uberørt ro og hvile, under tidens forandringer og ulykker, såsom sæsoner af ekstreme smerter, og åbenbar fare for øjeblikkelig død."

Vi finder beretninger om lignende prøvelser og kampe i andre menneskers liv. Dette er, hvad vi kan forvente. Det stemmer overens med det kristelige liv, sådan som det er beskrevet i Guds ord. Det er "gennem meget lidelse, at vi kommer ind i himlenes rige." Dette er den vej, vi må gå, hvis vi nogensinde vil komme ind der. Vi må gøre fromhed til livets store forretning, hvortil alt andet må give plads. Vi må engagere os i arbejdet med hele vores sjæl, se til Kristus for styrke mod vores åndelige fjender; følge Paulus' eksempel, "og glemme det, der er bagud, og strække ud efter det, der er foran; trykke mod målet for præmien for Guds høje kald i Kristus Jesus;" og så skal vi til sidst komme ud som sejrherrer, "gennem ham, der har elsket os og givet sig selv for os."