Døtre, Fortvivlelse, Frygt & Befrielse

Af Dr. Jonathan Pennington

Vores Skriftsted i morges kommer fra Lukas 8:40-56. Hvis I er i stand, vil I så venligst stå op for læsningen af Guds Ord?

Nu da Jesus vendte tilbage, velkom de en mængde ham, for de havde alle ventet på ham. Så kom en mand ved navn Jairus, en synagoges leder, og faldt for Jesu fødder og bønnede ham om at komme til hans hus, fordi hans eneste datter, en pige på omkring tolv år, var ved at dø.

Mens Jesus var på vej, pressede mængderne næsten mod ham. Og der var en kvinde, der havde været plaget af blødning i tolv år, men ingen kunne helbrede hende. Hun kom op bagfra ham og rørte ved kanten af hans kappe, og straks standsede hunnes blødning.

”Hvem har rørt ved mig?” spurgte Jesus.

Da alle nægtede det, sagde Peter: ”Herre, folk er trængt sammen og presser mod dig.”

Men Jesus sagde: ”Nogle har rørt ved mig; jeg ved, at kraft er gået ud fra mig.”

Da kvinden, idet hun så, at hun ikke kunne forbli unnoteret, kom med bæven og faldt for hans fødder. I alle folks tilstedeværelse fortalte hun, hvorfor hun havde rørt ved ham, og hvordan hun var øjeblikkelig helbredet.

Da sagde han til hende: ”Datter, din tro har helbredet dig. Gå i fred.”

Mens Jesus stadig talte, kom nogen fra Jairus' hus, synagogens leder. ”Din datter er død,” sagde han. ”Beskværlig ikke læeren længere.”

Da han hørte dette, sagde Jesus til Jairus: ”Vær ikke bange; bare tro, og hun vil blive helbredet.”

Da han ankom til Jairus' hus, lod han ingen gå ind med sig undtagen Peter, Johannes, Jakob og barnets far og mor. I mellemtiden græd og klagede alle folk over hende.

”Stop grædningen,” sagde Jesus. ”Hun er ikke død, men sover.”

De grinte af ham, idet de vidste, at hun var død. Men han tog hende ved hånden og sagde: ”Min lille pige, stå op!” Hendes ånd vendte tilbage, og straks stod hun op. Så bød Jesus dem at give hende noget at spise.

Hendes forældre var forbløffede, men han bød dem at ikke sige til nogen, hvad der var sket.

Dette er Herrens Ord.

Nå - det er en stærk historie. En velkendt historie. Virkelig to historier vævet sammen. Og en del af grunden til, at den er så berømt, er at Matthæus, Markus og Lukas alle optegner den på samme måde: en historie begynder, en anden afbryder den, og så konkluderer den første. Det er, hvad forskerne kalder interkalation, men da det er græsk, kan jeg godt lide at tænke på det som en gyro - et lag, så fyldet, så det sidste lag.

Og Lukas placerer denne "gyro-historie" i slutningen af en hel række af scener, der viser Jesu magt til at gøre godt. Tilbage i kapitel 7 helbreder han centurionens tjener fra fjerne. Han opreiser en enkes søn. Han tilgiver synder. Han beroliger stormen. Lige før dette viser han autoritet over det åndelige rige ved at uddrive en legion af dæmoner. Og nu, for at konkludere denne serie af portrætter af Jesu autoritet, får vi denne dobbelte historie.

Men der sker mere her end bare to historier smeltet sammen. Disse historier spejler bevidst hinanden. Man kunne kalde det historien om to døtre. Jairus' datter i den første historie og så denne kvinde - som Jesus kalder "Datter" i det mest afgørende øjeblik.

Begge døtre er også, ifølge jødisk lov, rituelt urene - den ene gennem kronisk blødning, den anden gennem død. Vi kommer tilbage til det.

Og så er der den slående forbindelse på tolv. En tolvårig pige. En kvinde, der har lidt i tolv år. Det år, pigen blev født, var det samme år, kvindens lidelser begyndte. Usynlige tråde binder deres liv sammen, og nu - selv om de sandsynligvis aldrig kendte hinanden - skærer deres veje hinanden på denne dag, i dette øjeblik, hvor begge møder Jesus og bliver fuldstændig forvandlet.

Traditionelt bliver en pige til en kvinde på tolvårsalderen. Så har vi her to døtre, to kvinder, hvis historier er bundet sammen. Og ved at se dem sammen, tror jeg, Gud har noget dybt at sige til os.

Deres historier følger samme sekvens: fortvivlelse, frygt og befrielse. Det er den bevægelse, vi skal følge.

Så hvis du har en Bibel - eller kan åbne en op - så gå til Lukas 8, begyndende i vers 40. Jeg vil gå langsomt, være opmærksom og gå igennem, hvad der sker, så vi kan høre, hvad Gud har for os.

Den første fase er fortvivlelse.

Jesus er vendt tilbage fra den underlige udflugt med sine disciple, hvor han mødte og helbredede den dæmoniske. Nu er han tilbage i et befolket område, og alle søger ham. De har hørt ham undervise. De har set ham helbrede. De ved, at noget af Guds nærvær hviler på ham. Så presser mængden sig frem.

Men midt i den pressende mængde åbner der sig en vej. En VIP ankommer: Jairus, synagogens leder. En respekteret, værdig mand. Og hvordan nærmer han sig Jesus?

Han falder til Jesus' fødder og beder ham inderligt.

Lukas bruger dette billede igen og igen - at falde til Jesus' fødder - som et fysisk udtryk for fortvivlelse. Det er ufrivilligt. Det er, hvad der sker, når bunden dråber ud.

Jeg havde aldrig selv oplevet det før, indtil et par øjeblikke i det sidste årti - en under en sæson af dyb angst og uretfærdighed, da jeg bogstaveligt talt kollapsede på jorden. Og derefter, i det sidste år, efter min kones hjerne tumor operation, omkring atten timer senere, da hun var i uudholdelig smerte og vi troede, at det var slut - jeg kunne ikke undlade at falde ned ved hendes seng. Nogle af jer har været der. Nogle af jer har ikke. Men det er et universelt menneskeligt udtryk for fortvivlelse.

Og hvorfor er Jairus fortvivlet? Fordi hans eneste datter - hans dyrebare tolvårige - er ved at dø. Ikke bare syg. Ikke bare bekymrer sine forældre på den måde, børn ofte gør. Hun er ved at dø.

Og så er han ødelagt.

Og hvis du bare kigger på de første par vers - vers 41 og 42 - så meget angst, så meget smerte, så meget frygt er pakket ind i dem, at det er let at læse lige forbi den følelsesmæssige vægt af, hvad denne mand oplever. Jesus, som vi konstant ser overstrømme med medfølelse, siger ja. Han går med Jairus. Og slutningen af vers 42 minder os igen om, at mængden knuser ham. Alle vil være nær ham.

Vers 43 introducerer afbrydelsen:

En kvinde var der, som havde været plaget af blødning i tolv år, men ingen kunne helbrede hende.

Mark tilføjer, at hun havde brugt alt, hvad hun havde, på læger, og istedet for at blive bedre, blev hun kun værre.

Med Jairus ser vi akut fortvivlelse - en pludselig krise. Med denne kvinde ser vi kronisk fortvivlelse - tolv lange år af lidelse. Og ifølge Leviticus 15, uanset hvad hendes medicinske tilstand var, placerede den hende i kategorien af at være rituelt uren. Ikke syndig. Ikke skyldig. Men adskilt. Skåret af.

Og fordi hendes tilstand aldrig sluttede, sluttede adskillelsen aldrig. Alt, hvad hun rørte, kunne blive urent. Enhver, hun børstede imod. Hun kunne ikke tilbede i templet. Hun kunne sandsynligvis ikke engang gå ind i Jerusalem. Hun var isoleret. Alene. Fattig. En udstødt.

Prøv at forestille dig det: tolv år uden at være blevet rørt. Tolv år uden at være blevet velkommen i nogens hjem. Tolv år uden samfund.

Og nu—her—ser hun sin chance. Mængden er enorm. Alle skubber og støder. Ingen kan se noget klart. Disciplerne prøver at styre kaoset. Og hun tænker: Hvis jeg bare kan komme tæt nok på… ingen vil bemærke mig. Ingen vil genkende mig. Hvis jeg bare kan røre ved kanten af hans kappe… Jeg tror, jeg vil blive helbredet.

Så glider hun gennem mængden, sandsynligvis med sit tørklæde trukket lavt, og rækker ud. Hun rører ved ærmet af hans beklædning.

Og øjeblikkeligt—ved hun det. Hendes krop fortæller hende det. Som en led, der springer tilbage på plads. Eller som det øjeblik, hvor en psykologisk byrde, du ikke engang fuldt forstod, pludselig løftes, og du indser, hvor tung den havde været. Hun ved, hun er helbredet.

Jeg forestiller mig, at hun næsten ikke kunne tro det—glæde blandet med vantro, blandet med frygt til håb igen.

Historien kunne være sluttet der. Mange historier gør det. Folk møder Jesus, modtager helbredelse og går deres vej. Og med Jairus kunne Jesus simpelthen have helbredet hans datter på afstand, som han gjorde i kapitel 7.

Men noget uventet sker. Der er et andet skridt. Ikke bare fortvivlelse og befrielse—men frygt.

Se på vers 45:

“Hvem rørte ved mig?” spurgte Jesus.

Alle benægter det. Peter siger, hvad enhver af os ville sige: Herre, alle rører ved dig. Men Jesus ved, at noget andet er sket. Han ved, at kraft er gået ud fra ham.

Og dette er underligt. Det er det eneste mirakel, der er sådan—at nogen rører ved Jesu beklædning og bliver helbredet. Det føles næsten magisk, som en tryllestav eller en krystal i en fantasy-historie. Men det er ikke, hvad der sker. Dette er personligt. Dette er tro. Derfor ved Jesus det.

Trods alt var mange mennesker stødt ind i ham. Kun én modtog helbredelse.

Og nu vender kvindens fortvivlelse sig til frygt. Hun havde håbet at forblive anonym. Hun havde formået det. Hun havde fået sin helbredelse. Hun kunne være sluppet væk. Men Jesus stopper hele mængden og spørger: Hvem har rørt mig?

Hendes øjeblikkelige glæde kollapser i frygt. Tolv år med skam, udstødelse, ensomhed — nu udsat. Hun har rørt Jesus, potentielt gjort ham uren. Hun har gjort det i hemmelighed. Og nu står hun foran en mand af Gud med ufattelig autoritet.

Vers 47:

Da kvinden, idet hun så at hun ikke kunne gå ubemærket, kom med bæven og faldt for hans fødder. I nærvær af hele folket fortalte hun hvorfor hun havde rørt ham og hvordan hun var blevet øjeblikkelig helbredet.

Ligesom Jairus, falder hun for Jesus' fødder. Men ikke kun i fortvivlelse — også i frygt. Hun har ingen idé om hvad der vil ske næste. Alt hvad hun kan gøre er at være ærlig og kaste sig foran ham.

Og før vi hører Jesus' svar, se på vers 49:

Mens Jesus stadig talte, kom nogen fra Jairus' hus. "Din datter er død," sagde han. "Beskværlig ikke lærerens mere."

Så ligesom kvindens historie går fra fortvivlelse til glæde til frygt, går også Jairus' historie fra fortvivlelse til frygt. Han ser budbringeren. Han hører de kolde ord.

Og hvis du prøver at forestille dig Jairus' situation her — virkelig forestille dig det — kan du føle spændingen. Han er fortvivlet. Han har bedt Jesus om at komme. Jesus har accepteret. Men mængden bremser alt. Folk presser ind fra alle sider. Og Jairus må tenke: Herre, please — min datter dør. Vi har ikke tid til dette.

Og så stopper Jesus.

Og denne kvinde — en udstødt — kommer frem og falder på hans knæ. Og alt Jairus kan tenke er: Vi har ikke tid til dette. Min datter dør. Please, Herre, vi skal gå.

Og så, midt i den pinefulde forsinkelse, hører han de kolde ord:

"Din datter er død.

Beskværlig ikke lærerens mere."

Det gentager sorgen hos Maria og Martha i Johannes 11, da deres bror døde, og Jesus ikke var ankommet i tide.

Begge historier tager en drejning, vi ikke forventer. De går fra forfærdeligt til værre. Fra fortvivlelse til frygt.

Men disse to døtre er ved at opleve noget andet. Og her er, hvor den tredje bevægelse - befrielse - bryder ind.

Lad os vende tilbage til den kvinde, der blødde. Hun ryster ved Jesu fødder, sandsynligvis bange for, at han måske tager helbredelsen tilbage eller skammer hende offentligt eller højst siger: Godt, du kan beholde det, men hvad du gjorde, var forkert.

Hvad vil han sige?

Verse 48:

“Datter, din tro har helbredt dig.

Gå i fred.”

I stedet for at skælde hende, i stedet for at trække sin kraft tilbage, velsigner han hende. Han kalder hende Datter - et ord, Jesus aldrig bruger om nogen anden i evangelierne. Og han sender hende væk i fred.

Og dette viser os igen: dette var ikke magi. Dette var ikke et øjeblik med en helbredende amulet. Jesus fremhæver hendes tro. Han vil have hende - og alle andre - til at forstå, hvad der virkelig skete.

Og læg mærke til parallellen med Jairus. Straks i vers 50, da nyheden om hans datters død ankommer, vender Jesus sig til ham og siger:

“Frygt ikke.

Tro, og hun vil blive helbredt.”

Tro igen.

Og det er præcis, hvad der sker. Hvis du kigger på de næste par vers, går Jesus til Jairus' hus. Pigen er død. Alle ved det. Han lader ikke mængden følge - kun Peter, Jakob, Johannes og forældrene. De går ind i rummet, hvor den unge pige ligger.

Undervejs siger Jesus: “Hvorfor græder I? Hun er ikke død, men sover.” De ler af ham. De kender døden, når de ser den. Men Jesus mener ofte mere, end hans ord oprindeligt antyder.

Og hvorfor siger han dette? Se på vers 56. Efter at have oprejst hende, siger han til dem ikke at fortælle nogen, hvad der er sket. Jesus prøver ikke at piske mængden op. Han prøver ikke at få popularitet eller starte en bevægelse. Hvis han ville have berømmelse, ville han have gjort dette mirakel på gaden.

Han handler ud af medfølelse - ren, ægte medfølelse. Han restituerer livet til denne familie, men han er ikke interesseret i spektakel. Han er kommet for at helbrede, ja - men også for at lære, for at forkynde kongeriget og ultimativt for at dø og opstå igen, indvier en ny relation mellem Gud og menneskeheden.

Således vender fortvivlelsen, som blev til frygt, nu til befrielse - for begge døtre.

Og hvad betyder dette for os?

Mens jeg meditrerede over denne historie denne uge, tænkte jeg: i én forstand ville det være nok simpelthen at stå i undren. At se Jesu magt. At huske, at samme Jesus, som gjorde disse ting, er i live i dag, til stede hos os, kraftfuld og medfølende og hensigtmæssig.

Men jeg vil uddrage to sætninger - to sandheder - som jeg tror, Gud inviterer os til at se.

Først:

Gud vil, at vi får et mere komplet billede af, hvem Jesus er og hvad han gør for mennesker - for os.

Vi taler med rette om Jesu død og opstandelse for syndernes forgivelse. Det er essentielt. Ikke forhandlingsbart. Men det er ikke hele historien.

Historier som denne viser os, at Jesu arbejde også involverer: * at rense det urene * at fjerne skam * at erobre døden * at befri mennesker fra desperate situationer * at restituere mennesker til samfundet

Begge døtre er restitueret til deres samfund. Ligesom den dæmoniske i den forrige historie. Tom Wright udtrykker det smukt: Jesus får sine hænder beskidte med verdens problemer. Han velkommen vores skælven berøring. Og han responderer med den centrale bibelske befaling: Vær ikke bange.

Jesus ikke bare tilgiver synder — han fjerner skam. Han ikke bare lover evigt liv — han erobrer døden. Han ikke bare forsoner os med Gud — han genopretter os til hinanden.

Og det er stadig sandt i dag. Nogle af jer her — eller ser online — føler jer isolerede. Skam. Fortrydelse. Forlegenhed. På ydersiden ser I ud som om, I har alt sammen, men indeni føler I jer alene.

Jesus kom ikke bare for at tilgive jer, men for at genoprette jer — til ham selv og til andre. Uanset om jeres fejltagelser er offentlige eller private, relationelle eller økonomiske, kan jeres skam fjernes. I kan genoprettes til det fællesskab, I længes efter.

En kommentator sagde det godt:

“‘Beskværg ikke lærer mere’ er aldrig det rigtige svar på vores problemer.”

Maybe i dag føler I jer uden for håb. For skamfulde. For ødelagte. For langt gåede.

Men “besværg ikke lærer mere” er aldrig det rigtige svar.

Den samme Jesus, som rørte ved disse liv, rører ved vores. Og vi vil være en kirke, hvor denne genoprettelse er velkommen. I behøver ikke at få jeres liv sammen først. I er velkommen til at blive genoprettet.

Og alt dette kan accesses ikke ved præstation, men ved tro — ved at falde til Jesus' fødder, i jeres hjerte eller med jeres krop, og bekende jeres behov.

Hvilket fører til den anden sandhed:

Gud bruger forfærdelse og frygt til at forvandle os — uanset om befrielse kommer eller ej.

I disse historier sker befrielse. Men nogle gange sker det ikke. Og alligevel bruger Gud forfærdelse og frygt til at forvandle os — uanset om befrielse kommer eller ej.

Denne uge har jeg haft mulighed — noget af det planlagt, meget af det ikke planlagt — til at tilbringe meget tid med mange af jer. Tid med mennesker her, mennesker langt væk. Tid som præst, lytter, holder rum, rådgiver, beder. Det har været en særlig tung uge — fuld af desperate situationer og håbløse situationer.

Jeg har været sammen med ældre hellige, der passer på ægtefæller med demens, mens de selv står over for kræft.

Jeg har været sammen med mennesker, hvis liv ser poleret ud på ydersiden, men er fyldt med skyld, angst og fortrydelse.

Jeg har sat med mennesker i ruinerne af jobtab, ødelagte ægteskaber og konflikter med voksne børn, de ikke ved, hvordan de skal navigere.

Jeg talte endda med en studerende og ven, der arbejder på Christ Covenant Church i Nashville, hvor de tragiske begivenheder fandt sted for en måned siden. Han var på sit kontor, da det skete - næsten undsluppet - og stod derefter på parkeringspladsen og vidnede om den slemme eftermatematik. Fortvivlelse.

Der er en samtale, jeg vil dele med dig, fordi denne person bad mig om det. Chris gav mig tilladelse til at dele den. Ellers ville jeg ikke have gjort det.

Det handler om vores bror, Andrew Toy. Mange af jer kender Andrew og Sarah Beth. De er medlemmer af Sojourn. Andrew har længe haft helbredsproblemer, men i de seneste uger har tingene taget en særlig vanskelig drejning. Han ligger nu på et hospitalsseng - han kan måske se på lige nu - fra Cincinnati, hvor han står over for en større kirurgi med betydelige komplikationer. For få dage siden spurgte han sine læger meget direkte: "Hvad er mine chancer for at dø?" Og svaret var ikke lavt.

Vi havde en lang telefonsamtale. Døden er meget reel for ham lige nu på en måde, de fleste af os lever i benægtelse af. Vi talte om Lukas 18 - en af mine yndlingspassager - hvor Jesus fortæller historien om to mænd, der beder: den ene sikker på sin egen retfærdighed, den anden smertefuldt opmærksom på sin synd og brud. Den ene siger: "Tak, fordi jeg ikke er lig den mand." Den anden kan kun sige: "Gud, forbarm dig over mig, en synder." Og Jesus spørger: Hvilken af dem gik hjem retfærdiggjort?

Vi talte om det. Vi talte om Lukas 8. Vi talte om denne historie i dag. Og pris Gud for nåden i Andrews stemme - enkelheden ved at stole på Jesus i mødet med frygt, den klarhed, der kommer, når døden ikke længere er teoretisk, men mulig. Dette er den mærkelige gave, som desperation giver. Den mærkelige gave, som frygt giver. Det klargør, hvad der betyder noget. Det klargør, hvad livet er for.

Og du kan slå dig sammen med mig i at bede om, at Gud ville befri ham helt - at Gud ville skåne ham og hans familie for denne smerte. Gud kan gøre det. Men ifølge Andrews eget vidnesbyrd - hvad han ville have mig til at sige til dig - er dette:

Gud er til stede hos ham i denne frygtede situation, uanset om befrielse kommer eller ej.

Det er smukt. For med Gud er tingene anderledes. At kende Gud som Befrier - selv når befrielsen udebliver eller ikke kommer - ændrer alt.

Jeg elsker disse vers fra Deuteronomium. Israel har været i ørkenen i fyrre år - fyrre år med desperation, frygt, tab og smerte. Og Moses siger i Deuteronomium 8:

Du skal huske hele den vej, som HERREN din Gud har ført dig på disse fyrre år i ørkenen, for at han kunne ydmyge dig, prøve dig for at vide, hvad der var i dit hjerte... Og han ydmygede dig og lod dig hungre og fodrede dig med manna... for at han kunne lære dig, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord, der kommer ud af HERRENs mund... for at han kunne ydmyge dig og prøve dig for at gøre dig godt i sidste ende.

Det er den klarhed, der kommer i ørkenen.

Det er den klarhed, der kommer i desperation.

Det er den klarhed, der kommer i frygt.

Henry David Thoreau sagde berømt: "De fleste mænd lever et liv med stille desperation." Han fortsætter: hvad vi kalder resignation, er egentlig bekræftet desperation. Og ubevidst fortvivlelse skjuler sig under livets underholdninger.

Jeg ved ikke, hvor du er i dag. Jeg ved, at mange af jer er i fortvivlelse. Nogle af jer er i frygt. Nogle af jer føler jer godt — og det er godt. Der er sæsoner af hvile. Men før eller senere vil hver eneste af os møde vores grænser — vores dødelighed, vores mangel på kontrol.

Og Guds budskab her er, at den samme Gud, som var til stede for Jairus og hans datter, og for denne kvinde med blødningen, er den samme Gud, som ikke har ændret sig. Han er til stede nu for os i Jesus. Det er rigtig godt nyt.

Uanset hvor du finder dig selv i dag — eller hvis ikke i dag, så nogen gang snart — når du møder fortvivlelse og frygt, er der håb.

Der er håb, fordi Gud vil være til stede hos dig.

Der er håb, fordi Jesus velkommen hedder de, der ryster.

Der er håb, fordi tro — enkel, fortvivlet tro — åbner døren til hans nærvær.

Dr. Jonathan T. Pennington er i øjeblikket professor i nytestamentlig fortolkning på Southern Seminary i Louisville, Kentucky. Han har også regelmæssigt fungeret som gæsteprofessor på Reformed Theological Seminary (Orlando), Southeastern Seminary, The Village Church Institute (Dallas) og The Institute of Biblical Studies i Orlando, FL samt Morling College (Melbourne, Australien).

Denne artikel er baseret på det ordrette tekst af en prædiken af Dr. Pennington. Den har været let redigeret i Copilot samt af det teologiske personale på Third Millennium Ministries.