Viljens slaveri

The Viljans Trældom

Afsnit 1: Hvorfor Påstande er Vigtige

Af Martin Luther

Denne artikel er baseret på oversættelsen fra 1823 af Edward Thomas Vaughan. Sproget er blevet moderniseret med hjælp fra CoPilot AI, med yderligere ændringer og endelig godkendelse af Thirdmill's redaktionelle personale.

Lad mig starte med hurtigt at berøre et par ting, du sagde i din Forord - fordi ærligt talt, du ser ud til at undervurdere vores side, mens du forstærker din egen. Du har tidligere kritiseret mig for at være for fast i mine overbevisninger, og nu siger du, at du er så utilfreds med stærke påstande, at du hellere vil side med Skeptikerne - mindst når Bibelen og kirkens lære tillader det. Du er tydeligvis en person, der foretrækker at overgive sig til kirkens autoritet, selv når du ikke fuldt forstår, hvad hun lærer. Og det er den slags mentalitet, du ser ud til at værdsætte.

Nu respekterer jeg dine fredelige intentioner. Du prøver tydeligvis at være venlig og undgå konflikt. Men hvis en anden havde sagt, hvad du sagde, kunne jeg have reageret mere skarpt - bare for at være ærlig. Selv så kan jeg ikke lade denne idé glide, uanset hvor velmenende den er.

Her er sagen: at være kristen betyder at stå fast i, hvad du tror. Hvis du ikke er okay med at gøre påstande - stærke, ubøjelige udtalelser om troen - så mangler du noget essentielt. Lad os være klare om, hvad jeg mener med "påstand": det er at holde fast ved dine overbevisninger, bekræfte dem, forsvare dem og ikke give efter. Sådan har ordet altid været brugt, og jeg taler specifikt om sandheder, som er åbenbaret af Gud i Bibelen.

Vi har ikke brug for lærde som Erasmus til at guide os gennem uklare eller trivielle debatter. Hvad vi har brug for, er klarhed og overbevisning om de ting, der betyder noget – ting, der ikke bare er dumme eller irrelevante, men centrale for vores tro. Jeg antager, at du ikke taler om disse trivielle debatter her – medmindre du har blandet emnerne sammen, eller værre, du foreslår, at læren om Fri Vilje ikke er vigtig. Det ville være et alvorligt fejlskridt.

Som kristne beskæftiger vi os ikke med skepsis. Vi er assertive – mere end selv stoikerne. Paulus opfordrer os konstant til at være sikre og urokkelige i det, vi tror. I Romernebrevet taler han om bekendelse, der fører til frelse. Jesus siger, at hvis vi bekender Him før andre, vil Han gøre det samme for os før Faderen. Peter siger, at vi skal være rede til at forklare den håb, vi har. Assertion er hjertet af kristendommen. Tag det bort, og du tager selve troen bort.

Den Hellige Ånd blev given til os for at forherlige Kristus – endda til døden. Det er den ultimative assertion. Ånden sidder ikke bare tilbage; Han konfronterer verden og kalder synden ud. Paulus siger til Timoteus at tale boldt, selv når det er ubelejligt. Men hvordan kan nogen andre tilrette, hvis de ikke selv tror eller assertiverer sandheden? En sådan person bør ikke prædike – de bør sendes afsted for en realitetskontrol. Og ærligt talt, jeg spilder tid på at forklare noget, der burde være indlysende. Hvilken kristen ville tolerere ideen om, at assertion ikke betyder noget? Det er ligesom at sige, at religion og tro ikke betyder noget.

Og alligevel siger du: “Jeg er ikke fan af assertion; jeg foretrækker en mere moderat tilgang.” Du præciserer, at du ikke taler om at bekende Kristus eller Hans lære, og jeg værdsætter det. Af respekt vil jeg ikke dømme dine intentioner lige nu. Men jeg synes, du burde være mere forsigtig med dine ord. Uanset hvor oprigtig dit hjerte er, afspejler din sprogbrug ikke den klarhed.

Hvis du mener, at Fri Vilje ikke er essentiel for kristendommen, så giver dine ord mening - men din vurdering er forkert. Hvis du mener, det er essentiel, så er dine ord misvisende, selv hvis din vurdering er korrekt. På begge måder gælder dine klager over "ubrugelige påstande" ikke rigtig her. De er uden for punktet.