Åpenbaringens Rolle og Resultat

Oplysningens Rolle og Resultat

Af Dr. Neil Neilson

I næsten alle 34 år af vores ægteskab – og endda et par år før det – har jeg skrevet et Valentinsdagsgedigt til min kone.

Bliv ikke for ophidset.

Hvert digt har været om emnet min kærlighed til hende, hvor jeg har markeret årene af vores ægteskab med forskellige temaer, former og stemninger. Nogle har været alvorlige, andre sjove. Men én ting har været fælles for dem alle: det er rigtig dårlig digtning.

Og her er dette års version, som hun vil se for første gang på tirsdag aften. Du kan ikke se det. Og når hun ser det, vil hun nådigt ignorere sin egen poetiske fornemmelse. Hun er en fremragende digter – en ægte digter – og hun vil nyde det og værdsætte det. Og med en lille ironisk tone i sin stemme vil hun endda analysere det, som om hvad jeg har skrevet, fortjener en slags Shakespearesk opmærksomhed.

Og det fører os til Salme 19, hvorom C. S. Lewis skrev,

“Jeg anser dette for at være det største digt i Salmebogen og en af de største lyriske digte i verden.”

Med andre ord: det er bedre end mit.

Der er så meget af ægte litterær kvalitet her, særligt de særegne elementer af hebraisk digtning: rytme, parallelle strukturer af betydning og provokerende metaforer og sammenligninger. Som Lewis også påpeger, er disse særegne elementer, i Guds forsyn, i stand til at overleve oversættelse til andre sprog – i modsætning til rim, som næsten er umuligt at oversætte. Og så kan vi endda på engelsk værdsætte storheden og skønheden af dette digt.

Hvis du er interesseret i at udforske de litterære og poetiske kvaliteter af Salmerne yderligere, anbefaler jeg bestemt C. S. Lewis's Reflections on the Psalms og også Leland Rykens Words of Delight: A Literary Introduction to the Bible. Jeg skal tilføje, at Dr. Ryken fungerede som litterær konsulent under oversættelsesprocessen af English Standard Version af Bibelen, som jeg tror, du har i dine hænder denne morgen.

Men Psalme 19 er ikke kun et storslået stykke poetisk kunst. Det er også en psalme, der præsenterer Guds folk en måde at forstå storheden og skønheden af Hans åbenbaring af sig selv - både i naturen og i Skriften - og derefter viser os, hvad vores rette respons skal være på sådan en stor sandhed.

Denne skat, som du vil se det smukt udlagt - og jeg er taknemmelig for, hvordan det er arrangeret i vores kirkebulletin i morges - kommer i afsnit.

Vers 1-6 udlægger, hvad der almindeligvis kaldes Guds almindelige åbenbaring.

Vers 7-11 udlægger, hvad der almindeligvis kaldes Guds særlige åbenbaring.

Vers 12-14 udlægger den kraftige, frelsende, helliggørende effekt, Gud vil have os til at have som følge af denne åbenbaring.

Her er en indledende udsagn om den melodiiske linje i psalmen, så du kan følge med, mens du lytter:

Studiet af og glæden over Guds almindelige åbenbaring med rette fremmer studiet af og glæden over Guds særlige åbenbaring - og begge med rette fremmer os, ultimativt, til at glæde os over evangeliet og til evangelisk frugt i vores liv.

Her lærer vi, hvordan Gud vil have sin verden og sit Ord til at lede os ultimativt til forløsning.

Først, så, i vers 1-6, taler psalmisten om Guds ordløse vidne i og gennem hans skabelse. Dette kaldes almindeligvis almindelig åbenbaring - undertiden omtalt som "verdens bog". Og psalmistens hovedpunkt er, at himlene, og ved implikation alle skabte ting, vidner om deres Skaber.

Som James Boice, længevarende præst ved Tenth Presbyterian i Philadelphia, sagde: verdens bog giver en åbenbaring af Guds eksistens og magt så stor, at den skulle føre enhver menneske på jordens overflade til at søge Gud, til at takke ham for at bringe ham eller hende ind i eksistens, og til at tilbede ham.

Denne herlighed af Gud er ikke, hvad vi måske ville kalde moralsk herlighed. Du vil bemærke, at navnet for Gud her på hebræisk er El, et meget generelt navn, der betyder Gud, Skaber. Og herligheden her refererer ikke til moralsk herlighed — Hans egenskaber såsom retfærdighed, barmhjertighed, kærlighed, godhed, nåde. Den refererer snarere til Hans eksistens, majestæt og magt i at skabe alt, hvad der er. Vi har synget om det her morgenen så underligt.

I Romerne 1 siger Paulus, at Guds skabelses herlighed ikke kun inspirerer tilbedelse af Hans ærefrygtindgydende majestæt, men er tilgængelig for enhver menneske på jordens overflade. Hans evige magt og guddommelige natur har været tydeligt synlig, idet den forstås af det, der er skabt, så mænd er uden undskyldning. Dette storslåede panorama af Guds herlighed i skabelsen inspirerer med rette tilbedelse og ærefrygt — og med rette medfører fordømmelse for dem, der nægter at anerkende Skaberen.

Interessant nok har vers 1-6 for os, der er involveret i uddannelse — især kristen uddannelse — vidunderlige implikationer for, hvad vi gør i klasseværelset på tværs af fagene. Vi lærer her, at naturen er værd at studere; at den er smuk, observerbar, forståelig. Vi er ikke fanget inde i subjektiviteten af vores egne tanker. Vi kan observere mønster, regelmæssighed, orden. Vi kan måle dem. Vi kan identificere årsagssammenhænge. Vi kan drage konklusioner om, hvordan vores indsats kan påvirke, hvad der eksisterer, enten til det gode eller til det onde.

Naturen taler kontinuerligt — dag og nat. Den taler universelt — den går til jordens ender. Der er ikke et enkelt menneske nogensteds, der ikke har dette ordløse vidne om Gud lige foran øjnene.

Endelig opmuntrer denne salme ikke kun til studiet af astronomi, hvilket synes at være den specifikke reference her, men også til alle kapitlerne i "verdens bog". Vi ser matematik og fysik - måling, beregning, mønster, orden. Og vi har allerede noteret formen af denne salme: det er poesi, storslået høj litterær kunst med metafor, sammenligning, lyrisk form og rytme.

Naturen taler. Jeg elsker linjen: solen er lig en brudgom, der kommer ud af sin kammer.

Og hvis du bemærker i dine Bibler, siger indledningen: "Til sangmesteren" - dette er ment som en salme til sang.

Der er også en bekræftelse af de musikalske kunstformer her. Med andre ord, i bredeste forstand, hvad vi har i disse første seks vers, er ikke kun en opfordring til at tilbede den store Skaber af universet, men også en bekræftelse - en storslået bekræftelse, jeg tror - af alle vores kald, alle vores opgaver, som har som deres råmateriale det stof, som Guds skabte verden består af. Og indsigten i en sådan gave, en sådan skabelse i al dens orden, brugbarhed og mangfoldighed, bør få enhver til at prise Skaberen.

Så når du går på arbejde i morgen morgen - eller endda mens du sidder her i morges - se dig omkring. Alt, hvad du ser, råber Guds herlighed. Uanset om du er i erhvervslivet eller medicin eller jura eller fremstilling eller endda prædiken, uanset hvad materialerne og instrumenterne i dit håndværk er, uanset hvad principperne er, der styrer deres rette brug, uanset hvad fordelene og frugten af dit kald er - alt dette forkynder Guds herlighed. Og som Romerne 1 siger igen, ignorerer vi denne herlighed til vores fare. Hvilken fejring dette er af verdens storhed og skønhed og alt, hvad der er i den.

Men salmisten stopper ikke der, fordi det billede af Guds åbenbaring er endnu ikke komplet. Gud viser sig ikke kun i det ordløse vidnesbyrd om hans skabelse, men også - og langt mere specifikt og dybtgående - i hans Ord, hans fulde vidnesbyrd, Skriften. Så for det andet, i vers 7-11, taler salmisten om Guds skrevne vidnesbyrd i Skriften, ofte kaldt særlig åbenbaring, undertiden omtalt som "Guds Ords bog".

Nu, overgangen fra vers 6 til vers 7 - du lagde mærke til, at jeg gjorde en pause - har for nogle syntes så abrupt, at de konkluderer, at disse må have været to separate salmer, eller kunstigt sammenføjede. Faktisk synes jeg, det er bevis for, at salmisten forstod, at disse to emner - verdens bog og Guds Ords bog - er uundgåeligt og intimt forbundet.

Hør, hvordan C. S. Lewis beskriver den forbindelse i form af salmens poesi. Det er et ret langt citat, men værd at høre. Lewis skriver:

Først tænker han på himlen, hvordan dag efter dag viser den pragt, vi ser der, os skabelsens herlighed. Så tænker han på solen - den brudgomme glæde ved dens opgang, den utænkelige hastighed af dens daglige rejse fra øst til vest; endelig på dens varme, ikke den milde varme i vores klima, men de skyfrie, blændende, tyranniske stråler, der slår ned på bakkerne, søger i hver eneste krog. Nøgleordet, hvorpå hele digtet afhænger, er "der er intet skjult fra dens varme". Den gennemborerer overalt med sin stærke, rene iver. Så med det samme, i vers syv, taler han om noget andet, som næppe synes ham noget andet, fordi det er så lig den alt-gennemtrængende, alt-opdagende solskin. Loven er urent, ren og evig - lys, streng, desinfektionsmiddel, triumferende. Såsom han har følt solen, måske i ørkenen, søger ham ud i hver eneste skygge, hvor han forsøgte at skjule sig for den, således føler han loven, søger ud alle de skjulestedet af hans sjæl.

Og selvfølgelig står Lewis på stærk bibelsk grund her. Du husker de ord fra Hebræer 4: Guds ord er levende og aktivt, skarpere end nogen to-æget sabel… og skelner mellem tanker og intentioner i hjertet. Og ingen væsen er skjult fra dets syn. Den fysiske sol, med alt dets søgende lys og brændende varme, peger kraftigt på den endnu mere – uendeligt mere – gennemtrængende, hvid-varme, dømmende og frelsende glød fra Guds skrevne Ord.

Det er interessant: Jeg nævnte tidligere, at navnet for Gud i vers 1-6 er El, det mest generelle navn, der betyder Skaber. Men her i vers 7 ændres Guds navn. Det er nu Jahve – den løftegivende, løfteholdende, talende Gud over Abraham, Isaak, Jakob og David. Og denne Herre, Jehova Gud, har faktisk talt. Han har talt i ord, der er blevet nedskrevet for os i Skrifterne, skrevet ned, så alle generationer og alle folk og alle sproggrupper på alle tider og steder ville have dette ords vidnesbyrd i deres hænder.

Du må vide, at første gang en menneske skrev ned Guds ord – så vidt jeg kan se – var i Deuteronomium 31, hvor Moses og folkene er på vej til at gå ind i løfte-landet, og Moses overdrager ledelsen til Josva. Og vi læser i Deuteronomium 31:9 disse ord: Så skrev Moses denne lov. Disse ord kan glide så let forbi, men de er enorme, spillervigtige ord. Folk, der kun havde hørt Gud audibelt, ville nu kunne høre, for kommende generationer, Guds meget ord – selv til os.

Mærk, hvordan dette Ord—disse udtalte ord fra Gud—er beskrevet. Først, substantiverne: lov, statutter, forordninger, befalinger, frygt, ordinanser. Alle disse sammen danner en omfattende forståelse af Guds tale til os i Skriften. Mens kendskabet til verdens bog kræver ærefrygt og tak til Hans majestæt, kræver bogen om Ordet—lov, befalinger, frygt—en moralsk og åndelig respons. Vi skal ære Ham. Vi skal frygte Ham. Vi skal adlyde Ham.

Mærk adjektiverne: perfekt, sikker, ret, ren, sand. Udtømmende perfektion af Guds åbenbaring. Udtømmende sandhed. Ikke en eneste tråd af falskhed eller fejl gennem hele.

Og så mærk verb-baserede udtryk, der beskriver frugten af Guds Ord, når det modtages: det fornyer sjælen. Det gør de simple vise. Det giver glæde til hjertet og lys til øjnene. Det varer evigt. Det advarer os og giver stor belønning.

Verdens bog—med al sin storslagenhed og skønhed og under og rigdom og nytte—kan simpelthen ikke give sådanne tilfredsstillelser og glæder og velsignelser som disse.

Salmeforfatteren opfordrer os til at se alle vores engagementer i verden—vores studier, vores arbejde, vores kald, vores nydelse—til at se alt dette i sammenhæng med Hans åbenbarede Ord, som er mere ønskværdigt end guld, sødere end den sødeste honning.

Så vidunderlige som vores kald er, så interessante og produktive som de kan være, er de ufuldstændige, ikke-forløsende og i sidste ende utilfredsstillende uden den særlige åbenbaring af Skriften. Faktisk fortæller hele Skriftens råd os klart, at vi ikke kan forstå verden omkring os uden Guds skrevne Ord, som muliggør, at vi kan se alt i lyset af Guds hjerte for Hans skabelse og Hans endelige formål at forløse og forene alle ting til sig selv.

Og lad mig bare sige kort: dette er en af de sandheder i Skriften, der har fyldt mig med begejstring, når jeg tænker over, hvad der kommer næste for mig. For på steder, hvor evangeliet er kraftfuldt, hvor kirken vokser, hvor befolkning og økonomisk vækst eksploderer – på steder som Indonesien og Indien, og snart Cambodja og Laos – er der en blomstrende bevægelse inden for kristen uddannelse. Kirkelederne der søger at drive evangeliums sandheder og Skriftens ramme ind i hver eneste krok af, hvordan folk tænker om alt.

I faktisk, de fortæller mig, at de elsker historien om dette land, hvor universiteter og colleges for århundreder siden blev grundlagt og havde deres grundlag i Skriftens ramme. Og jeg synes, vi kan sige med ret, at læring i den sammenhæng har født så mange af vores kulturs velsignelser. Jeg synes også, det er fair at sige, at vi er i fare i dette land for at ignorere eller glemme denne historie – eller tage den for givet. Ikke så i Indonesien, hvor der er en hunger efter grundigt bibelsk kristen uddannelse, forbundet med befolkningstilvækst og økonomisk vækst. Jeg vil tale mere om det senere.

Men pointen her er denne: hvis bogen om verden med ret inspirerer tilbedelse af Skaberguden på grund af, hvad Han har skabt, hvor meget mere skal bogen om Ordet inspirere os til undren og ydmyghed og tilbedelse og lydighed og hellighed og glæde. El er Jehova.

Og hvis du nyder Guds skabelse i alle dens former og manifestationer – hvis du elsker naturen og arbejde i din have, hvis du elsker dit hjem og dit arbejde og din familie og dine ting – så bør du, med ret, løbe til de muligheder og sammenhænge, hvor du måske kan høre denne Skabergud faktisk tale i ord, du og jeg kan forstå.

God har talt. Og Gud taler. Og jeg vil bare sige: hvordan våger vi, som Guds folk, at være tilfredse med det ordløse vidne om skabelsen - så vidunderligt det er - når vi har dette ord fulde vidne, som ifølge Jakob 1 kan frelse vores sjæle.

Men vi er stadig ikke i slutningen af salmens historie. For Gud vil, at al hans åbenbaring - både almindelig og særlig - skal føre os et stedhen. Og så vender vi os til vers 12-14, hvor salmisten taler om det ultimative formål med alt dette. Hvorfor bogen om verden, ultimativt? Hvorfor bogen om Ordet?

Fordi Gud i sin planlægning ikke har ment, at almindelig åbenbaring skal være et mål i sig selv. Det er en herlig ting - god og nyttig til at føre hver eneste menneske, som ikke vilkårligt nægter det, til at anerkende og tilbeder Gud som Skaber. Men det er ikke nok bare at fejre Guds skabelsesgaver og vores kald.

Og i Guds planlægning er heller ikke særlig åbenbaring et mål i sig selv. Bibelen - Guds inspirerede, udåndede Ord - selv om nødvendig og essentiel til ægte tro og discipelskab, er ultimativt ment til at føre os, ved Guds Ånd, til omvendelse og tro og hellighed og tillid.

Vi kan blive fremragende bibelforskere. Vi kan studere det, kende det, endda nyde det fra cover til cover - og alligevel gå glip af Guds hensigt med os. Vi kan blive lig dem i Johannes 5:39, om hvem Jesus siger: "Du søger i Skrifterne, fordi du tror, at du har evigt liv i dem; og det er dem, der vidner om mig, men du vil ikke komme til mig, for at du kan have liv."

Og så kommer vi til vers 12-14:

"Hvem kan gennemskue hans fejl? Forklar mig uskyldig fra skjulte fejl. Hold også din tjener tilbage fra frække synder; lad dem ikke have herredømme over mig. Så skal jeg være uskyldig og uden skyld i stor overtrædelse."

Her ser vi det svar, som Gud ønsker. Min gode ven Don Carson udtrykker det på denne måde: her er, hvad Gud ønsker af almindelig åbenbaring og særlig åbenbaring. Carson skriver, at Gud ønsker mere end forundring over hans transcendente magt, mere end personlig glæde i den personlige, talende Gud. Det rette svar er omvendelse og tro og ivrig bøn, så Gud selv ville rensige os indefra og gøre vores ord og tanker behagelige i hans øjne.

Omvendelse af skjulte fejl - de er så dybt begravet, at vi måske ikke engang ved, at de er der.

Omvendelse af formodige synder - de bevidste handlinger af trods mod Guds forventninger.

Og ikke kun omvendelse, men også en bøn om Guds beskyttelse: Hold din tjener tilbage fra formodige synder; lad dem ikke have herredømme over mig.

Men det er endda mere end en bøn om omvendelse, mere end en bøn om beskyttelse i mødet med fristelse. Jeg tror, at dette virkelig er en bøn om frelsende tro, fordi David beder en meget underlig sætning: Forklar mig uskyldig... så vil jeg være uden fejl og uskyldig af stor overtrædelse.

Hvad kan gøre David uskyldig og uden fejl? Hvad kan gøre os uskyldige og uden fejl? Ikke vores faktiske uskyldighed - vi er ikke faktisk uskyldige. David vidste dette meget godt. Læs Psalmer 32. Læs Psalmer 51. Han påstår ikke uskyldighed som grundlaget for sin accept for Gud. Han beder om Guds erklæring.

Forklar mig uskyldig, han råber - og kun så vil jeg være uskyldig.

Hvad er dette? Jeg tror, at her, skjult mange århundreder før Jesus kom til jorden, er en herlig henvisning til, hvad Bibelen kalder evangeliet - de gode nyheder om, hvordan Gud barmhjærtigt og nådigt tilgiver og forløser.

Ved verdens bog forstår vi, at han er den suveræne skaber.

Ved Guds Ords bog forstår vi, at Han er hellig og retfærdig — og at vi i modsatning hertil, ligesom David, er oprørere, der i vores hjerter defierer Gud. Vi er hjælpeløse og håbløse, ude af stand til at redde os selv fra vores fordømte situation.

Og så kaster David sig over Guds nåde — Gud, der i sin nåde vælger ikke at behandle David eller os efter vores synder, men tilgiver og erklærer David og os for uskyldige. Ikke fordi vi er uskyldige, men fordi Gud vælger at se på døden af sin egen Søn, Jesus — hvem David kun så i skygge, og hvem vi nu ser tydeligt — hvis død vi fejrer sammen, når vi deltager i Herrens Måltid.

Jesus, den eneste retfærdige, den eneste, der nogensinde var faktisk uskyldig og uden fejl, døde på vores sted som vores stedfortræder — den uskyldige for den skyldige, den uden fejl for den fejlbehæftede — og betalte prisen for vores oprør mod vores hellige Gud. Og Gud accepterer denne betaling. På Jesu død meritoverføres det, at Han erklærer os for uskyldige og uden fejl for sig.

Vidste du, at Psalme 19 erklærer retfærdiggørelse ved tro alene? Hvilken herlighed.

Men selv det er ikke slutningen. Psalmen slutter med den smukke, kendte vers:

"Lad mine munds ord og min hjertes meditation være acceptabel i din øjne, o Herre, min klippe og min Forløser."

David ved, at han er tilgivet ved Guds nådige erklæring. Nu beder han om, at hans mund og hans hjerte — alt hvad han siger og endda alt hvad han tænker og føler — ville være acceptabelt og behageligt for Gud. Med andre ord beder han om, at Gud, der retfærdiggør, også ville hellige. Det er faktisk 1. Johannes 1,9: Hvis vi bekender vores synder, er Gud trofast og retfærdig til at tilgive os vores synder og rense os fra al uretfærdighed.

Hvilken anden respons kan vi tilbyde en sådan en frelsende Gud, der har frelst os fra vores hjælpeløse og håbløse situation, end at respondere med liv, der drives af evangeliet, drives af Hans nåde – liv med lydighed og forfølgelse af hellighed i alle aspekter af vores liv?

Og så har vi hele bevægelsen i denne salme:

Hvis vi finder glæde i det ordløse vidne om Gud i den almindelige åbenbaring, hvor meget mere skal vi så finde glæde i det ordrige vidne om Gud i den særlige åbenbaring? Vores engagement med Guds verden skal opfordre os til at løbe til Guds Ord, hvor vi hører Gud tale.

Men hvis vi finder glæde i det ordrige vidne om Gud i den særlige åbenbaring, hvor meget mere skal vi så – selv i morges – åbne os for Hans overbevisende, forgivende, retfærdiggørende og helliggørende arbejde? ydmyge og fortrydelige, ligesom David, skal vi løbe til Him, så Han kan gøre det arbejde i os – ikke kun én gang for altid, som om vi tog hånd om det for længe siden, men kontinuerligt glædende os over det gode budskab om Guds erklæring om vores uskyld, påstå Jesus' død som grundlaget for denne erklæring og forfølgende evangeliet-drevet hellighed og lydighed mod Den, der er vores solide Klippe og salige Forløser.

Så, brødre og søstrene, find glæde i Guds verden og de kald, Han har givet jer til at opfylde i den. Endnu bedre, find glæde i Guds Ord og alt, hvad Han der fortæller os om sig selv og Hans forløsende hensigter. Men bedst af alt, følg vejen i Salme 19 – følg verdens bog og Ordets bog hele vejen til evangeliet: det gode budskab, at Gud forlader syndere, fordi Jesus døde på korset, og det gode budskab, at vi ved dette evangelium kan tale og tænke og leve acceptabelt i Hans øjne.

Den bane – den logik i verdens bog, Ordets bog, retfærdiggørelse og helliggørelse – kan være slutningen på den melodiøse linje i Salme 19, men den er ikke slutningen på den melodiøse linje i Guds forløsende hensigter for Hans skabelse og for dig.

Og vi vil afslutte med at synge en hymne, der beskriver det ultimative mål med Guds store formål - at åbenbare sig selv, så vi kan kende ham, blive forladt og gå i hellighed for ham. Du vil høre det så smukt i den sidste vers:

"Fuldfør da dit nye skaberværk; ren og pletteløs lad os være. Lad os se din store frelse perfekt genoprettet i dig; forvandlet fra ære til ære…. For Jesus Kristus alene tilkommer æren og prisen."

Niel Nielson er præsident for Covenant College i Lookout Mountain, GA.

Denne artikel er baseret på en ordret transskription af en prædiken af Dr. Nielson. Den har været let redigeret af Copilot samt det teologiske personale hos Third Millennium Ministries.