Bygning på klippen

Bygget på klippen

Apostlenes Gerninger 9:31

Af Wiley Lowry

Hvis I vil vende i eders Bibler til Apostlenes Gerninger kapitel 9; det findes på side 918 i eders kirkebibler. Hvis I har været her meget, har I hørt, at vi ofte gentager det første spørgsmål og svar på Westminster Shorter Catechism. Og det er rigtig en overordentlig klar og hjælpsom sammenfatning af livets formål. “Menneskets hovedmål er at ære Gud og at nyde Him selv for evigt.” Hvis jeg kunne tilføje noget til det – og jeg er sikker på, at mændene, der sad i Jerusalems Kammer i Westminsterforsamlingen, ville have været meget ivrige efter at høre, hvad jeg havde at sige! Men hvis jeg kunne tilføje noget, ville jeg sige dette: Menneskets hovedmål er at ære Gud og at nyde Him sammen for evigt. Og grunden til, at jeg siger det, er, fordi kirken er central til Guds formål med hans folk. Og hvad vi ser i Apostlenes Gerninger kapitel 9, vers 31, er, at kirken blev bygget på Kristus. Og mens den blev bygget på Kristus, gik de omkring “i frygt for Herren og i trøst af den Hellige Ånd.” I ser, de ærede Gud og de nød Him sammen.

Med det i tankerne, lad os gå til Him i bøn og så læse dette meget i aften.

Vores Fader, vi beder om, at du vil give os frygt for Herren og give os trøst af den Hellige Ånd, lige som vi læser dette vers og studerer det i aften. Og når vi går ud herfra, at vi vil gå ud for at ære Dig og nyde Dig sammen for evigt. Vi beder om disse ting i Kristi navn, amen.

Apostlenes Gerninger 9, kun ét vers; vers 31:

“Så havde kirken i hele Judæa og Galilæa og Samaria fred og blev bygget op. Og vandrende i frygt for Herren og i trøst af den Hellige Ånd, forøgedes den.”

Græsset visner og blomsterne falder, men vores Guds Ord står fast for evigt.

Jeg vil gerne have os til at studere denne vers ud fra to punkter i aften. Det første er – bygget op. Og det andet er – bygget ud. Bygget op og bygget ud. Vi vil bruge størstedelen af vores tid på det første, og det er der, vi vil starte, med bygget op.

Bygget op

Det står, at “kirken i hele Judæa og Galilæa og Samaria havde fred og blev bygget op.” En anden måde, vi kunne sige det på, er, at den blev opbygget. Den blev styrket. Kirkens styrke er en stor sag. Kirken er Kristi legeme; det er Kristi brud. Det er den gode hyrdes flok. Den blev samlet ifølge Guds evige plan, sikret ved udgjydelsen af Kristi kostelige blod, og den er styret af den opstandne og sejrende Herre Jesus Kristus. Det er sikkert at sige, at kirkens vækst og styrke afhænger af Kristus.

Og i dette vers tror jeg, vi ser tre ting, tre måder, hvorpå Kristus er den, på hvem kirken er bygget. Tre måder, hvorpå kirken er bygget på Kristus. En er, at kirken er bygget på Kristi bud. Vi ser også, at kirken er bygget op som Kristi kirke. Og så ser vi også, at den er bygget op ved Kristi forpligtelse. Lad os se på disse tre ting.

Bygget på Kristi bud

Først og fremmest ser vi, at kirken er bygget op i opfyldelse og i lydighed mod Kristi befaling. I ved, at en af de ting, der får denne vers til at skille sig ud i Apostlenes Gerninger, er, at den fungerer som en sammenfatning. Det er en sammenfatning af alt, hvad der har været før i Apostlenes Gerninger, men det er også et overgangsvers. Så det forbereder os på at fortælle os, hvad der skal ske i resten af denne bog om Apostlenes Gerninger. Og som en sammenfatning siger vers 31 til os, at kirken over hele Judæa, Galilæa og Samaria var ved at blive bygget op. Nu, ved at nævne disse tre steder i særdeleshed, bliver vi bundet til selve formålet og ordenen og oversigten over Apostlenes Gerninger. For I ser, hvor begynder Apostlenes Gerninger? Apostlenes Gerninger begynder i Jerusalem og begynder med Jesus, og Han er sammen med sine disciple, og Han siger til dem at vente i Jerusalem, at vente på Guds løftes komme, den Hellige Ånds komme. Og lige før Hans himmelfart siger Jesus dette til sine disciple. Han siger: “I skal modtage kraft, når den Hellige Ånd er kommen over jer, og I skal være mine vidner i Jerusalem og i hele Judæa og i Samaria og til jordens ender.” Apostlenes Gerninger begynder med Jesus i Jerusalem. Den slutter med Paulus i Rom. Og den følger denne linje af steder, som Jesus giver til sine disciple – Jerusalem, Judæa, Samaria og til jordens ender.

“På denne sten”

Og så finder vi i vers 31, at mens ordet om Jesu opstandelse spreder sig, bliver kirken bygget op i fred – hvor? “I hele Judea og Galilea og Samaria.” Det er ligesom Jesus havde befalet, ligesom Jesus befalede, så voksede kirken og blev styrket. Du ser, hvad Kristus befaler, det giver Kristus også. Når han beordrer sine disciple, sine følgere til at være vidner og til at gøre disciple, vil han opfylde, hvad han har befalet. Han vil frembringe og give frugt af deres arbejde for ham, fordi dette er Guds plan og dette er Guds arbejde. Du vil huske i evangelierne, når Peter bekendiger, at Jesus er Kristus – og hvad siger Jesus til Peter? Han siger: “På denne sten,” denne bekendelse af Jesus som Kristus, “På denne sten vil jeg bygge min kirke, og helvedes porte skal ikke kunne overvinde den.” Og der var intens forfølgelse og modstand mod kirken i apostlenes gerningers tid. Og disciplene, apostlene, blev kastet i fængsel. De blev anklaget for ikke at tale om Jesus. Vi læser om Stefan og måden, hvorpå han blev falsk anklaget og stenet; den første martyr i den tidlige kirke. Vi læser om, endda i kapitlet før dette, at det var Saul, som blev Paulus – han ødelagde kirken.

Men hvis vi kunne destillere budskabet fra Apostlenes Gerninger ned i blot et par ord, kunne vi sige, at det er vidnesbyrdet om opstandelsen med kraft og med forfølgelse. Og det finder vi – at når evangeliums budskab, at Jesus er opstået fra de døde, går ud, og ved den Hellige Ånds kraft forøges og vokser kirken og bygges og styrkes til opfyldelse af Kristi befaling og i mødet med intens forfølgelse. Nu kunne vi godt trække flere lærdomme fra dette ene punkt, fordi vi lever i en kultur, hvor det på næsten alle måder er imod Guds veje; det er imod Guds sandhed. Vi ser terrorhandlinger, som næsten er en ugentlig realitet, og det vejer mere og mere på folks sind. Og dog, hvad ser vi her i denne passage? At selv om kirken synes at stå på usikker grund, har den brug for en opdatering, den egentlige nødvendighed er en reform; den egentlige nødvendighed er at vende tilbage til opstandelsens budskab og til en afhængighed af den Hellige Ånd, idet vi ved, at det er sådan, Kristus bygger og styrker sin kirke.

Det er også en opmuntring for os. Måske undrer nogle af jer, om det er værd at forpligte sig til kirken? Er det værd at tjene og give og gøre sig selv sårbar i menighedens liv? Måske har nogle af jer tjent i kirken i mange år; er I trætte? Måske er det bare ikke længere en prioritet som før? Hvad vi ser her, er at kirkens vækst, kirkens styrke, er Kristi befaling. Det er Guds plan, og Gud vil se sit arbejde igennem til enden, til opfyldelse, til tidens ende, til Kristi ære og til hans folks gode. Denne vers siger til os: “Se, hvad Gud gør for sin kirke, med sin kirke. Han giver, hvad han befaler.” Forvent det! Bøn om det! Vent på det! Og forpligt dig til hans kirke.

Bygget op som Kristi Kirke

Det fører os til det andet. Hvem er kirkens? Det er Kristi kirke! Dette er Kristi kirke, der bygges op. Kristus er kirkens hoved, og der er kun én kirke; én kirke med fred og enhed i Kristus. Kig tilbage på verset der, vers 31. Se, hvad det siger. Det siger: ”Så havde kirken,” den ene kirke, ”fred og blev bygget op.” Det er én kirke, selv om den er på flere steder. Den er i Judæa og Galilæa og Samaria, men det er stadig én kirke. Faktisk, hvis vi skulle oversætte det ord ”overalt”, hvor det står ”overalt”, kunne vi sige ”i hele”. Så kunne du sige, at det er kirken ”i hele Judæa og Galilæa og Samaria”. Og det ord på græsk er faktisk det samme ord, hvorfra vi får ordet ”katholsk”. Dette er, hvad vi tilstår eller bekender, når vi siger apostlenes trosbekendelse og siger, at vi tror på den ”hellige katolske kirke”. Vi siger ikke, at vi tror på den romersk-katolske kirke, men at vi tror på den ene universelle kirke, den verdensomspændende kirke af Kristus. Vi bekræfter vores tro og vores forpligtelse til det. En kirke, der består af troende fra hver nation, hver stamme, hvert sprog, hvert folk.

Én Kirke I Kristus Jesus

Det er, hvad Jesus bønede om før sin korsfæstelse. Han bønede sammen med sine disciple, at "alle, der tror på ham, ville være én, ligesom han og Faderen er én." Det er, hvad Jesus befalede sine disciple at gøre i slutningen af Matthæus, når han siger: "Gå og gør disciple af alle nationer." Og hvad finder vi, når vi kommer til Johannes' Åbenbaring, men det er en blandet mængde, som ingen kan tælle, som står for tronen og tilbeder Lammet, tilbeder Kristus. Dette er Guds løfte, gående tilbage til hans løfte til Abraham, at gennem Abrahams efterkommere skal alle jordens slægter være velsignede. Det er én kirke, og den er i Kristus Jesus. Og vi ser begyndelsen på denne enhed lige her i Apostlenes Gerninger i vers 31 i kapitel 9, når de fra Judæa og Galile og Samaria bliver samlet sammen, og de nyder en fred, og de nyder opbyggelse, bliver bygget op.

Overvinde Barrierer

Og allerede på dette tidspunkt i Apostlenes Gerninger har kirken overvundet store barrierer. Du ved, hvis du bare tager de tre ord, “Judea og Galilea og Samaria,” er der i disse tre ord en kompliceret og en bekymrende historie. Der er afgudsdyrkelse, der er borgerkrig, der er had, der er eksil, der er fordomme, der er verdslighed, der er selvretferdighed. Judea var stedet for templet. Det var der, de religiøse eliter boede og hvor de havde deres ophold. Galilea var jødisk territorium, men det var meget mere påvirket og påvirket af kulturelle påvirkninger fra romersk og græsk kultur. Samaria lå mellem de to og de var ikke af ren jødisk afstamning og de følgte forskellige religiøse praksisser. Og jøderne hadede samaritanerne. Vi får at vide, at de fra Galilea, når de skulle ned til Judea, krydsede Jordanfloden for at gå rundt om området Samaria. De ville ikke komme i kontakt med disse mennesker. Og fra tid til anden brød intens vold ud mellem disse grupper af mennesker. Men her får vi at vide, at det var én kirke på disse steder og at kirken havde fred og den blev bygget op. Den var ikke bare fri for modstand; der var fred iblandt dem. Der var fred mellem disse mennesker, som tidligere havde været fjender af Gud og nu var forsonet med Faderen og havde modtaget gaven om evigt liv i Jesus Kristus, gaven om Helligånden. Disse mennesker var fjender af hinanden, og nu glæder de sig sammen i glæde, i tro og i fællesskab. Og det ord for “kirke”, som vi har her, betyder bogstaveligt “udvalgt”. De var “udvalgt” fra deres tidligere veje og fra deres forskellige baggrunde for at komme ind i én kirke, ét legeme, ét folk til Kristi ære.

Og måske er det mest åbenbare eksempel på denne radikale forvandling, som disse mennesker oplever, den forvandling, der skete med Saul eller Paulus. Her var manden tidligere i dette kapitel, her er manden, der var den øverste forfølger og undertrykker af kirken, og nu er han bragt ind i kirken, i de helliges fællesskab. Og ikke kun er han ikke længere forfølgeren, men nu er han en af de øverste instrumenter til at bygge kirken op. Det er den radikale forvandling, der sker her i dette kapitel, i denne vers, som vi bliver fortalt. Kirkeens vækst bringer fred blandt dem, der er forskellige og splittede. Hvorfor er det vigtigt? Hvorfor er det vigtigt at have enhed blandt denne mangfoldighed? Fordi intet andet kan gøre det; kun Kristus gør det. Det sker kun i Kristi kirke, og så bringes ære til Kristi navn. Og vi ser det lige her i dette vers.

Bygget op af Kristi forpligtelse

Den tredje ting, vi ser om, hvordan kirken er bygget op på Kristus, er denne beskrivelse af det liv, der blev nyder blandt de troende. Vi ser her Kristi løbende forpligtelse, Hans tjeneste til kirken. Kirken er bygget op af Kristi forpligtelse over for dem. Verset fortæller os, at de gik "i frygt for Herren og i trøst af den Hellige Ånd." Tænk nu over karakteristikkerne af Jesu tjeneste. Hvad var aspekterne af Kristi tjeneste? Nå, du kunne identificere disse to karakteristikker lige her, kunne du ikke? Fordi alt, hvad Jesus gjorde og sagde, var gjort for Guds ære. Hans forpligtelse til at tilbringe tid med sin Far i bøn. Alle Hans mægtige gerninger og mirakler og tegn og den lære, Han gjorde, var for at bringe Guds ære. Og selv gå til Hans død på korset og tage imod Faderens vrede, det var gjort ud af lydighed og underkastelse under Hans Faders vilje. Det var frygten for Herren, der gennemtrængte hele Kristi tjeneste.

Og den Hellige Ånd, den Hellige Ånd, der gjorde underlige mirakler i Jesu liv og gennem hans tjeneste, er den Hellige Ånd, der nu fortsætter sin tjeneste i og gennem alle, der tror på Kristus. Jesus havde lovet det. Han havde lovet, at han ville forlade sine disciple, men ikke lade dem være alene, men sende den Hellige Ånd for at udruste dem, lære dem, så de kunne engagere sig i tjeneste i hans navn. Et andet navn for den Hellige Ånd er fortalt at være Trøsteren eller Hjælperen. Hvad ser vi ske lige her i denne passage? Det er, at Trøsteren giver trøst. De går omkring "i frygt for Herren og trøst af den Hellige Ånd". Det er beviset på, at Kristus var aktiv i sin kirke. Han var forpligtet til sin kirke. Han fortsatte med at tjene sine mennesker, fordi de udviste frygt for Herren og trøst af den Hellige Ånd. Disse to karakteristika går altid sammen – en ærefrygt, en respekt, en hengivenhed og en tilbedelse af Gud sammen med en opmuntring og trøst, glæde og velsignelse af den Hellige Ånd.

Frygt for Herren

Vi hører ikke meget om frygten for Herren, gør vi? Det synes at være en noget gammeltestamentlig term måske. Og sikkert nok var det den rette reaktion på Guds herlighed gennem hele Det Gamle Testamente, frygten for Herren. Men i Det Nye Testamente kalder forfatterne os på mange lejligheder til at frygte i lyset af evangeliums realiteter. For det er det, evangeliet lærer os. Evangeliet lærer os at frygte Herren. Evangeliet lærer os, at vores synd fortjener Guds vrede og misfornøjelse og straf. At der ikke er noget, vi kan gøre for at fjerne vores synd og for at fortjene Guds velsignelse. Men vores frelse kommer for ikke mindre end Jesu Kristi død og opstandelse, Guds Søns. Sådan forarmede vi er uden Kristus. Sådan kostbar er vores frelse. Hvad kunne være en mere passende reaktion end at frygte og ærbødighed og ærefrygt og tilbedelse for Gud? Hvad kunne være en mere passende reaktion end, hvad J.I. Packer, eller for at låne fra titlen på hans bog, at “tage Gud alvorligt”? Hvordan kan vi nogensinde nyde trøsten fra Helligånden, hvis vi ikke giver Gud vores ypperste hengivenhed?

Jeg synes, det er sikkert at sige, at vi alle ønsker og længes efter trøsten fra Helligånden, men tager vi Gud alvorligt? Jeg undrer mig over, om vi spurgte vores børn, om vi spurgte vores naboer, vores kolleger: "Hvad er den øverste prioritet i vores liv?" Jeg undrer mig over, hvad de ville sige! Vi har alle en tendens til at tage os selv alvorligt. Gør vi ikke? Vi tager vores arbejde alvorligt, vi tager vores sport alvorligt, vi tager vores udseende, vores mad og vores drik, vores underholdning alvorligt, vi tager os selv alvorligt. Hvad er mere tydeligt end udbredelsen af selfies? Vi vil tage et billede af os selv. Og hvis vi tager os selv alvorligt, vil vi gerne fortælle andre mennesker om os selv. Så ser vi det i vores kultur. Men tager vi Gud alvorligt? Jeg tilstår, at jeg vil have Ånden til at ændre liv, men gør jeg altid det med en forventning og en ivrighed om, hvad Gud kan gøre? Og vil jeg gerne have lidt af æren for det på vejen? Jeg undrer mig over, hvor meget af os, der vil have vores børn, vi vil have de unge til at vokse og nyde trøsten fra Helligånden, til at modne i troen, til at vokse i discipelskab, men bare så længe de har det sjovt, mens de gør det. Og hvor ofte viser vi en passende frygt for Herren i vores eget liv og de prioriteter, vi vælger for vores familier? Vi er alle tilbøjelige til at søge trøsten fra Helligånden og forsømme frygten for Herren. Men trøsten fra Helligånden kommer med frygten for Herren.

Og når jeg taler om frygten for Herren, taler jeg ikke om en dyster eller dæmpet holdning. Der er en varme i dette, en glæde i frygten for Herren. Der er en frihed og en oprigtighed, et håb i tider af prøvelse; tillid i tider af lidelse. Styrke og dybde og enhed, der bygges op, når Kristi kirke vokser. Dette er et smukt billede af kirken, der bygges op i Apostlenes Gerninger kapitel 9, vers 31. Kirken er Guds plan for Kristi ære og for hans folks gode. I vores familie er vi blevet lidt fugle-agtige, jeg vil ikke sige meget om det, fordi jeg ikke ved, hvor meget jeg vil afsløre om, hvor vildt vi er, men vi er meget opmærksomme på, hvad der sker med fuglene i vores have! Og i går fandt jeg en fuglenest. Vi ser disse hele tiden, men det slog mig bare, hvor imponerende dette fuglenest var. Her var strå og affald og jord, og disse fugle kan samle det sammen og lave et nest til deres æg og til sig selv. Er det ikke forunderligt, hvad Gud gør, når han bygger kirken? Han tager jøde og hedning, galileer og samaritan, slave og fri, rig og fattig, og han bringer det sammen som hans kirke, som Kristi kirke til hans ære, dette smukke billede af at gå i frygten for Herren og i trøsten af den Hellige Ånd? Det er, hvad Gud gør, når han bygger sin kirke. Så kirken bygges op. Den bliver befæstet.

Vi får også at vide i det sidste ord i denne vers, at mens den blev bygget op, blev den også bygget ud. Dette vil være vores sidste punkt i aften. Det er, at kirken blev bygget ud; kirken formere sig. Mens kirken blev befæstiget, formere kirken sig. Faktisk kunne vi sige, at et af tegnene på kirkens styrke er, at den er rettet udad. Den blev bygget ud, mens den blev bygget op, og den blev bygget op, mens den blev bygget ud. Dette er ikke en statisk gruppe af troende. Dette er ikke en eksklusiv klub. Dette er en dynamisk fællesskab, som vi bliver fortalt om her. Et af de store ord i kirken i dag, i vores kultur, tror jeg, er “fællesskab – at leve livet sammen.” Og det er bestemt en af prioriteterne i denne passage; det er en af de smukke ting her. De oplever fællesskab sammen. Men en af farerne ved at hæve og fokusere på fællesskabet er, at fokus kan blive indadrettet, og fællesskabet kan blive indgroet. Og det kan blive svært at omfatte nye medlemmer eller outsidere. Og jeg er sikker på, at mange af os har oplevet det i små grupper eller søndagsskoler eller sådan noget.

Bygget Ud

Men vi ser her, at når fokus er på Gud, og når fokus er på Kristi befaling at bygge hans kirke og gå og gøre disciple, når kirken når ud, og kirkens vækst bringes ære til Kristi navn. Og hvad vi ser, når kirken når ud, er, at de kvaliteter, der giver styrke til kirken, er de samme kvaliteter, der leverer væksten. De ting, der var til stede og åbenbare i Kristi tjeneste til dem – frygt for Herren og trøst af Den Hellige Ånd – disse to ting er, hvad sender dem ud, driver dem ud og bringer i den formering af dem, der står udenfor kirken. Det er, mens de gik i frygt for Herren og i trøst af Den Hellige Ånd, at kirken formere sig. Den blev bygget ud.

Befæstelse fører til Formering

Det er grundlæggende det princip, du har hørt Ed sige fra tid til anden, at “det, der går dybest til hjertet, går bredest til verden.” At når kirken bygges op, bygges den ud. Mange gange hører vi på missionkonferencer John Pipers citat, der siger, “Mission eksisterer, fordi tilbedelse ikke!” Vi kunne også sige, at mission eksisterer, fordi tilbedelse gør. Og det er, hvad Piper faktisk siger videre i den prædiken, hvor han taler om det. Det er, at opbyggelse fører til forøgelse. Og grunden til, at det er så vigtigt, er, at kirken går frem i vanskelige steder; den går til mennesker med rigtige, dybe behov. For hvad er verdens tilstand? Hvad er tilstanden for dem, der står uden for kirken? Nå, det er det modsatte af, hvad vi ser her. De er uden frygt for Herren og uden trøst fra Helligånden. Der er ingen følelse af afhængighed af Gud. Der er ingen håb og fred og trøst, men kun stolthed og forfægtelse. Jeg synes ikke, vi behøver at give eksempler på, hvordan det karakteriserer verden omkring os, men Kristus giver os noget bedre. Han giver os sig selv. Og i Him, er vi kaldt til styrke og enhed og glæde og fred og undren og kærlighed. Vi er kaldt til liv, evigt liv i Him.

Når vi håber på disse ting, beder vi for disse ting, venter vi på disse ting, er en af de opmuntringer, vi tager, at vi beder for vækkelse. Vi beder for reform, for forfriskelse, fornyelse. Har du hørt det “re”? Vi beder Gud om at gøre noget, han har gjort før. Vi beder om, at han ville gøre det. Og vi kan være ivrige, fordi vi ser, at han har gjort det før. Og beviset på det er lige her i Apostlenes Gerninger kapitel 9 vers 31. Vi kalder på Gud til at gøre det igen til Kristi ære og til hans folks gode.

Jeg læser lige nu en bog om oversvømmelsen af Mississippi-floden i 1927, Rising Tide. Og bogen er fantastisk! En af hovedpersonerne i bogen er Mississippi-floden. Den er en af de mest dominerende karakterer i bogen. Og det er fantastisk at høre, hvordan han beskriver flodens kraft og intensitet, når den strømmer nedad og når den stiger opad. Og på hver eneste måde søger floden at bryde gennem dæmningerne. Den søger at stige over dæmningerne og sprede sig uden for flodens bredder. Sådan er flodens intensitet og kraft.

Det samme ser vi med kirken, når kirken bygges op, når den svulmer, når den vokser. Den søger at nå ud og bygge ud og vokse og formere sig til Kristi ære. Det er, hvad kirken gør. Det er, hvad vi ser den gøre her i Apg 9,31. Vi beder om, at den vil gøre det i vores egen tid også.

Et liv i enkelhed

Lad mig bare afslutte med et par kommentarer for at konkludere. I ved, jeg kommer til en passage som denne, og jeg finder altid, at prædike og lære om frygten for Herren er en særlig vanskelig ting. Jeg gætter, det er Guds transcendens; det er svært at sætte ord på og fange ikke bare en frygt, men en ærbærende undren og kærlighed i denne frygt. Så hvad ser det ud som? Hvad ser det ud som at have frygten for Herren og trøsten af den Hellige Ånd? Et par ord kommer til mind. Og et af dem er, jeg ville sige, dette – det er et liv i enkelhed. I ved, vi er så distraherede og vi er så travle så meget af tiden. Vi er tilbøjelige til at fylde enhver form for hvile eller stille med støj eller med visuel stimulation. Men der er en opfordring her, jeg tror, for os at være stille. Jeg tror, som David bad tidligere, at "vær stille og vid, at jeg er Gud", og at tage tid til at undre og forundre sig over Guds skabelse; at huske Hans velsignelser, at huske evangeliet og give Ham tak for det. At vokse i påskønnelse for, hvad Han har gjort.

Der er også en enkelhed, som vi ser i kirken i Apostlenes Gerninger. Er der ikke? Hvis vi går tilbage til kapitel 2, hvad gjorde kirken så i de tidlige kirkes dage? Det var faktisk ret simpelt. De var helliget til at prise og bede. De var helliget til ordet og nadveret. Og de gav sig selv til fællesskab og generøsitet. Det er simpelt, men det er ekstraordinært. Er det ikke? Og mens de helligede sig til disse ting, var de villige til at se anderledes ud end verden omkring dem, til at være salt og lys i deres verden. Der var en parathed på deres side til at udholde prøvelser, til at udholde gennem lidelse, til at lide med håb og til at være klar til at give en forklaring til dem, der så dem, om grunden til deres håb. Hvorfor havde de sådan et stort håb? Det var på grund af opstandelsen; det var på grund af evigt liv i Kristus Jesus. Og de var sammen og styrkede hinanden gennem de tider. Og de var forberedt på at være et vidne for Kristus.

Og måske er det der, vi måler dette. Hvis vi mangler en trang og en byrde for de tabte, måske har vi ikke fuldt ud forstået velsignelsen af Herrens frygt og trøsten af den Hellige Ånd. Måske har vi ikke fuldt ud værdsat den utrolige fordel af kirken, men også det utrolige behov hos de tabte. Og måske skal vi gå tilbage til, hvor vi startede tjenesten, Klagesangene kapitel 3, opfordringen til gudstjeneste – “Lad os søge og undersøge vores veje og vende tilbage til Herren og lad os løfte vores hjerter og hænder til Gud i himlen.” Lad os gå til ham i bøn!

Fader, vi giver dig tak for dit Ord og for denne Herres Dag, der kommer, morgen og aften, for at høre dit Ord og for at synge dine prisninger. Vi beder om, at du vil, ved din Ånd, virke i os for at fornye os og for at opfriske os og for at give os glæde i Kristus og give os et hjerte for de fortabte og give os muligheder for at række ud. Og når vi bygger op, at vi så også ville bygge ud, for din ære, for Kristus' ære og for vores evige gode. Og vi beder om disse ting i Kristus' navn, amen.